onsdag den 10. oktober 2012

Turismen boomer i Afrika

Flere job, en bedre samfundsøkonomi og en sund betalingsbalance. Effekten af en stærk, succesfuld turisme er ikke til at tage fejl af. Det er godt nyt for Afrika, at antallet af turister næsten er fordoblet siden 2003.

Det viser tal fra UNWTO, FN’s World Toursim Organization, og heraf fremgår det, at der for ti år siden kom blot 37 millioner turister til det afrikanske kontinent. Det tal er forventes i 2012 at ende på langt over 60 millioner besøgende.
Med en årlig væk på mellem 6 og 11 procent, tegner det lyst for den afrikanske turisme, der ventes at skabe job og et utal af andre muligheder, der kan løfte tusinder ud af fattigdom.



Læs mere i mit nyudgivne blogindlæg på Afrikablog.dk


/MP

onsdag den 8. august 2012

Ellen Jonhson Sirleaf spiller for galleriet

Præsident kræver Mads Brügger udleveret til Liberia, men kravet er nok mest af alt et forsøg på ikke at tabe for meget ansigt frem for et reelt ønske om en udlevering.

Nobilpristager og præsident i Liberia, Ellen Johnson Sirleaf, er i disse dage gevaldigt ude efter journalist og dokumentarfilms-instruktør Mads Brügger. På ulovlig vis har han ad lyssky kanaler købt sig til et diplomatpas i Den Demokratiske Republik Congo gennem Liberia, hvilket netop er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen "Ambassadøren", som Ellen Johnson Sirleaf er så oprørt over.

I filmen er Ellen Johnson Sirleaf da også under gevaldig beskydning. Først og fremmest fordi hun tilsyneladende selv personligt er inde over udstedelsen af dette diplomatpas til Mads Brügger, som han tydeligvis bestikker sig til. Det er netop sager som dette Ellen Johnson Sirleaf har slået sig op på at afskaffe, og derfor er det kun naturligt at hun går til modangreb for ikke at tabe ansigt.

Derudover gør Mads Brügger i sin dokumentarfilm også opmærksom på, at det Truth and Reconciliation Counsil, der efter borgerkrigen i Liberia skulle sørge for at landet kunne rejse sig og komme videre, netop har Ellen Johnson Sirleaf på sin liste over mennesker, der har været involveret i borgerkrigen på en sådan måde, at de burde være afskåret fra at blande sig i politik i fremtiden. Siden er Ellen Johnson Sirleaf blevet præsident i Liberia, og hun har desuden fået Nobels Fredspris mens ”Ambassadøren” har været i klipperummet.

Mads Brügger går til (og måske over) stregen
I sin dokumentarfilm, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale, optræder Mads Brügger i lange ridestøvler og tropehat. I det hele taget er han taget ud af en eventyrfilm, hvor de værste fordomme og klichéer om kolonialiseringens hvide mænd bliver skamredet. (Læs mere om filmen på linket nederst i dette blogindlæg)

Fra Mads Brüggers dokumentarfilm "Ambassadøren", 
som havde premiere for  cirka et år siden. 
Det kan selvfølgelig virke vulgært, især for et folk, der netop har lidt under en brutal kolonialisering og udbytning. Ikke desto mindre, er netop denne dokumentarfilm med til at sætte fokus på, at selv om Afrika gennemlevede en selvstændighedsbølge og dermed afkolonialisering i 1960'erne, så lever udbytningen af Afrika stadig i bedste velgående.

Derfor mener jeg, at filmen er vigtig, og at den har et formål – altså ud over at tegne et hånligt og karikeret billede af Afrika, som kritikerne mener, den gør.

Ellen har en dårlig sag
Med de førnævnte hårde kritikpunkter af præsident Ellen Johnson Sirleaf, der blandt beskyldes for at være indblandet i korruption, som hun slår sig op på at bekæmpe, så er hun naturligvis nødt til at reagere på Mads Brüggers film. At angrebet først kommer nu er mig dog en gåde, da filmen trods alt har været ude i en del måneder.

Angrebet tror jeg dog ikke skal opfattes som et reelt ønske om at få Mads Brügger udleveret. Det er nok nærmere et forsøg på, at fjerne fokus fra kritikken af Ellen Johnson Sirleaf selv og flytte den over på Mads Brügger – ikke mindst set i en Liberiansk politisk kontekst. Ellen Johnson Sirleaf er med andre ord nødt til at reagere på så skarpe anklager hjemme i Liberia, og da hun har en dårlig sag, vælger hun naturligvis ikke at diskutere, om hun har været involveret i denne yderst alvorlige bestikkelsessag omkring diplomatpas, og i stedet forsøger hun at fjerne fokus ved at ”gå efter manden”.

Det ville da også være ganske utænkeligt, at Mads Brügger skulle blive udleveret på baggrund af at have lavet en kritisk dokumentarfilm, der sætter fokus på et af de områder, som måske mest af alt har brug for fokus i den politiske debat i Liberia – og andre stede i Afrika for den sags skyld.

Dette er i mine øjne en dokumentarfilm med et emne, som man bør tilskynde journalister, debattører, dokumentarister og andre at sætte fokus på i Afrika. Det helt forkerte ville være at straffe folk for at sætte fokus på netop disse kritiske områder, der åbenlyst stadig findes flere steder i Afrika. Hvis ikke der er folk som Mads Brügger, der sætter fokus på problemerne, så vil der ikke blive gjort noget ved dem – og så vil den hvide mands lyssky udnyttelse af Afrika fortsætte uforstyrret. Det ikke ske.

/MP


Læs desuden anmeldelsen af Mads Brüggers dokumentarfilm, som den blev skrevet dagen efter premieren sidste år:

Så har I mig tilbage


Så er jeg endelig tilbage på bloggen efter et halvt år, der har stået i specialeskrivningens tegn. Til gengæld har jeg gennem specialearebejdet fået et rigtigt fint indblik i Kinas fornyede interesse for Afrika, og derfor kan I også se frem til et kort, skarpt og tankevækkende nedkog af de vigtigste pointer fra specialet i løbet af de kommende uger. Glæd jer.

fredag den 27. april 2012

Historisk dom i Haag skal bruges konstruktivt

Charles Taylor er blevet dømt for krigsforbrydelser som den første statsleder siden anden verdenskrig. NGO'er jubler, men det er vigtigt at dommen bruges klogt og konstruktivt i både Sierra Leone og Liberia.

Charles Taylor var Liberias tidligere præsident, men han
blev dømt for krigsforbydelser i nabolandet Sierra Leone. 
Foto: Mads Pedersen
Endnu et stort skridt er taget for Sierra Leone og Liberia på deres lange og seje vej ud af borgerkrigenes skygge. Det er Liberias tidligere præsident Charles Taylor, der er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser under borgerkrigen i Sierra Leone, hvor han var med til både at finansiere og opfordre til frygtelige krigsforbydelser, som jeg ikke vil komme ind på her. Dommen faldt ved FN's særlige Domstol for Sierra Leone i Haag, og det forventes nu, at Charles Taylor skal afsone sin dom i England.

- Der er ingen tvivl om, at dagens dom sender et vigtigt signal til statsledere. Ligegyldigt hvem du er, eller hvilken stilling du har, så vil du blive draget til ansvar for kriminelle handlinger, siger Abdulai Sheriff til Ritzau.

Abdulai Sheriff er leder af Amnesty International i Sierra Leone, og han understreger, at dommen over Charles Taylor kun er toppen af isbjerget. Der er stadig tusindvis af krigsforbrydere, som aldrig er blevet hverken sigtet, tiltalt eller dømt.

Disse mennesker skal selvfølgelig findes og stå til ansvar for deres forbrydelser. Men her vil jeg også argumentere for, at der er en grænse, hvor disse rettergange kommer til at gøre mere skade end gavn.

Heksejagt på krigsforbrydere kan modarbejde udvikling
Det er klart, at de ansvarlige for de omfattende krigsforbrydelser, som er blevet udført under borgerkrigene i både Sierra Leone og Liberia skal retsforfølges. Der er stadig mange ledende skikkelser, som helt klart bør komme for en krigsforbryderdomstol. Når jeg alligevel vil argumenter for besindelse, så er det fordi, at både Sierra Leone og Liberia er i en yderst skrøbelig situation.

Arbejdet med at opbygge disse nationer efter de ødelæggende borgerkrige er lang og sej, og her vil alt for mange langtrukne retssager og domme kun rippe op i de sår, som man lige nu forsøger at hele. Vi skal tænke på, at borgerkrigene ikke kun blev udkæmpet af få og små etniske grupper. For da disse borgerkrige rasede i 90'erne og slut 00'erne, var nærmest hele befolkningen involveret på den ene eller anden måde. I omfattende borgerkrige som disse er alle tvunget til at vælge side. Med streg under tvunget.

Lige så vel som retsforfølgelse kan være en hjælp til at komme videre, lige så vel er det med til at holde fokus på de dybe splittelser, der stadig er i disse skrøbelige stater. Det er derfor vigtigt, at vi bruger retsforfølgelserne konstruktivt, så vi undgår at rippe for meget op i de dybe sår, som har brug for at hele, inden Sierra Leone og Liberia for alvor kan komme videre.

Vi skal huske på, at de mange børnesoldater, der blev viklet ind i disse hæslige borgerkrige, ikke bare er skurke med masser af modbydeligheder på samvittigheden, de er også ofre. Også selv om de nu ikke længere er hverken 8 eller 12 år men rettere 18 eller 22. Det er netop disse generationer, der nu skal løfte den tunge opgave at genopbygge Sierra Leone og Liberia, og derfor kan retsforfølgelser uden skelen til formål og konsekvenser vise sig at gøre mere skade end gavn. 

Konstruktiv efterforskning og retsforfølgelse
Det er derfor yderst vigtigt, at man ikke bare går hovedløst efter alle og enhver, der har været med i borgerkrigene. I hvert enkelt tilfælde må man vurdere, om en retsforfølgelse vil gøre mest skade eller gavn. Selv om det lyder frygteligt at sige, når man snakker om krigsforbrydelser, så er der en grænse et sted, hvor det gør mere ondt end godt at rippe op i de gamle sår.

Jeg skal ikke være den der siger, hvornår grænsen vil blive nået, jeg vil i hvert fald langt fra argumentere for, at den er nået endnu. Men på et tidspunkt vil man nå grænsen, og så er det vigtigt at have problemstillingen for øje. Hverken jeg eller andre "kloge", hvide mænd i det kolde nord skal bestemme, hvor grænsen skal gå. Det er helt og holdent op til befolkningerne i Sierra Leone og Liberia. Det er et delikat emne, hvor det er følelserne, der må være vejviseren frem.

Tillykke med dommen – og god rejse
I mellemtiden er det vigtigt at holde det overordnede mål for øje – nemlig at hjælpe Sierra Leones og Liberias befolkninger med at komme videre og genopbygge deres stadig særdeles skrøbelige stater.

Til alle mennesker i Sierra Leone og Liberia skal der herfra lyde et tillykke med dommen – og god rejse videre ind i fremtiden, som forhåbentlig ser meget lysere ud.

/MP 



PS: Er du interesseret i problemstillingen, kan jeg anbefale dokumentarfilmen ”The Redemption of General Butt Naked”. Han var nådesløs kommandant under borgerkrigen i Liberia. Efter borgerkrigen opsøger han sine ofres efterladte for at få tilgivelse. Det bliver til en række akavede situationer, som det er svært at sætte sig ind i, når man ikke har oplevet uhyrlighederne selv.

Se triler for filmen her: http://www.youtube.com/watch?v=Ydm4VY8QmqA

onsdag den 4. april 2012

Når nødhjælpsorganisationer gør skade

Der er ikke kun positive effekter ved hjælpeorganisationernes arbejde. Læs her i mit blogindlæg på Udenriget.dk, hvordan indsamlingsmetoder rent faktisk er med til at sætte en stopper for Den Tredje Verdens bæredygtige udvikling:

http://www.udenriget.dk/?p=1763