Præsident kræver Mads
Brügger udleveret til Liberia, men kravet er nok mest af alt et
forsøg på ikke at tabe for meget ansigt frem for et reelt ønske om
en udlevering.
Nobilpristager
og præsident i Liberia, Ellen Johnson Sirleaf, er i disse dage
gevaldigt ude efter journalist og dokumentarfilms-instruktør Mads
Brügger. På ulovlig vis har han ad lyssky kanaler købt sig til et
diplomatpas i Den Demokratiske Republik Congo gennem Liberia, hvilket
netop er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen "Ambassadøren",
som Ellen Johnson Sirleaf er så oprørt over.
I
filmen er Ellen Johnson Sirleaf da også under gevaldig beskydning.
Først og fremmest fordi hun tilsyneladende selv personligt er inde
over udstedelsen af dette diplomatpas til Mads Brügger, som han
tydeligvis bestikker sig til. Det er netop sager som dette Ellen
Johnson Sirleaf har slået sig op på at afskaffe, og derfor er det
kun naturligt at hun går til modangreb for ikke at tabe ansigt.
Derudover
gør Mads Brügger i sin dokumentarfilm også opmærksom på, at det
Truth and Reconciliation Counsil, der efter borgerkrigen i Liberia
skulle sørge for at landet kunne rejse sig og komme videre, netop
har Ellen Johnson Sirleaf på sin liste over mennesker, der har været
involveret i borgerkrigen på en sådan måde, at de burde være
afskåret fra at blande sig i politik i fremtiden. Siden er Ellen
Johnson Sirleaf blevet præsident i Liberia, og hun har desuden fået
Nobels Fredspris mens ”Ambassadøren” har været i klipperummet.
Mads Brügger går til
(og måske over) stregen
I sin
dokumentarfilm, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale, optræder Mads
Brügger i lange ridestøvler og tropehat. I det hele taget er han
taget ud af en eventyrfilm, hvor de værste fordomme og klichéer om
kolonialiseringens hvide mænd bliver skamredet. (Læs mere om filmen
på linket nederst i dette blogindlæg)
Fra Mads Brüggers dokumentarfilm "Ambassadøren",
som havde premiere for cirka et år siden.
|
Derfor
mener jeg, at filmen er vigtig, og at den har et formål – altså
ud over at tegne et hånligt og karikeret billede af Afrika, som
kritikerne mener, den gør.
Ellen har en dårlig
sag
Med
de førnævnte hårde kritikpunkter af præsident Ellen Johnson
Sirleaf, der blandt beskyldes for at være indblandet i korruption,
som hun slår sig op på at bekæmpe, så er hun naturligvis nødt
til at reagere på Mads Brüggers film. At angrebet først kommer nu
er mig dog en gåde, da filmen trods alt har været ude i en del
måneder.
Angrebet
tror jeg dog ikke skal opfattes som et reelt ønske om at få Mads
Brügger udleveret. Det er nok nærmere et forsøg på, at fjerne
fokus fra kritikken af Ellen Johnson Sirleaf selv og flytte den over
på Mads Brügger – ikke mindst set i en Liberiansk politisk
kontekst. Ellen Johnson Sirleaf er med andre ord nødt til at reagere
på så skarpe anklager hjemme i Liberia, og da hun har en dårlig
sag, vælger hun naturligvis ikke at diskutere, om hun har været
involveret i denne yderst alvorlige bestikkelsessag omkring
diplomatpas, og i stedet forsøger hun at fjerne fokus ved at ”gå
efter manden”.
Det
ville da også være ganske utænkeligt, at Mads Brügger skulle
blive udleveret på baggrund af at have lavet en kritisk
dokumentarfilm, der sætter fokus på et af de områder, som måske
mest af alt har brug for fokus i den politiske debat i Liberia – og
andre stede i Afrika for den sags skyld.
Dette
er i mine øjne en dokumentarfilm med et emne, som man bør tilskynde
journalister, debattører, dokumentarister og andre at sætte fokus
på i Afrika. Det helt forkerte ville være at straffe folk for at
sætte fokus på netop disse kritiske områder, der åbenlyst stadig
findes flere steder i Afrika. Hvis ikke der er folk som Mads Brügger,
der sætter fokus på problemerne, så vil der ikke blive gjort noget
ved dem – og så vil den hvide mands lyssky udnyttelse af Afrika
fortsætte uforstyrret. Det må ikke ske.
/MP
Læs
desuden anmeldelsen af Mads Brüggers dokumentarfilm, som den blev
skrevet dagen efter premieren sidste år: