Har du snakket med din facer i dag?

Giv et bidrag, der nytter i Den Tredje Verden

”Ej, hvor er de irriterende”. ”De skal da ikke komme anmassende på den måde, når jeg går for mig selv og handler ind”. ”De burde forbydes”. Uanset om det er i frokostpausen, til familiemiddagen eller til et stand-up-show, står NGO'ernes facere for skud. Det lader til, at alle er enige om at hade netop denne måde, som NGO'erne samler penge ind til deres ellers velgørende formål på. 

Sjældent hører jeg, nogen forsvare, at facerne værger medlemmer i landets gågader. Derfor vil jeg her forsøge at argumentere for, at du bør møde dem med et smil og måske endda udvælge en enkelt eller to og melde dig ind i. 

Du har måske også den holdning, at facerne skal forbydes, og at de på det groveste generer din private sfære i det offentlig rum. Jeg udfordrer dig til at læse med her.

Pågående facere

Der findes overordnet tre måder, danske NGO'er indsamler penge på. For det første er der den klassiske metode, hvor den enkelte NGO har en landsdækkende indsamlingsdag med frivillige, der stemmer dørklokker. For det andet har man tv-shows, hvor danskere kan ringe ind med bidrag – disse afholdes ofte ved akutte naturkatastrofer. Og endelig har vi de udskældte og sjældent vellidte facere, der samler underskrifter og medlemmer i landets handelsgader.

Argumentet mod facerne er, at de er for pågående og irriterende. Et argument, der kan synes en smule søgt, når man sammenligner med de klassiske og populære landsindsamlinger fra dør til dør. Ser vi objektivt på det, er disse landsindsamlinger langt mere påtrængende end facere i gågaden. Her bliver vi direkte opsøgt af NGO'erne i vores eget hjem, vi befinder os ikke i det offentlige rum, og vi har ingen mulighed for at gå uden om eller at undgå øjenkontakt. Den eneste årsag til, at netop denne indsamlingsmetode er så populær, er, at vi gennem årtier er blevet vænnet til den, og at det udelukkende derfor bliver accepteret, selv om selve indsamlingen reelt set er langt mere anmassende end facerne i gågaden. Jeg vil derfor mene, at det i virkeligheden er den sorte samvittighed, der får facerne til at virke anmassende og ikke metoden.

Giv fast bidrag ikke kun til katastrofer

En anden indsamlingsform, vi har set mere og mere af de seneste par år, er tv-shows, der samler ind til katastroferamte områder – senest Haiti. Det er meget godt, men vi må tænke over, hvad det er vi vil med vores bidrag. Vi hjælper med at genopbygge fattige områder, så de påvirkede mennesker kan komme på fode igen og fortsætte deres liv i relativ fattigdom, som de plejer. Disse katastrofer vil komme igen og igen, og det vil kræve milliarder af kroner at genopbygge de fattige lande én for én, når naturkatastroferne uundgåeligt vil fortsætte med at hagle ned over Den Tredje Verden. Hvis vi virkelig vil hjælpe, så er disse engangsbeløb ved katastrofer ikke vejen frem. Løsningen vil være en betydelig, kontinuerlig hjælp og støtte til at afhjælpe fattigdom i Den Tredje Verden. For en naturkatstrofe rammer nu engang hårdere i et land, hvor husene er bygget i blik og ikke i sten. En enorm opgave, som vel nok kræver mange penge og en stor indsats fra NGO'erne, men jeg er ikke i tvivl om, at det er netop den løsning, vi bør vælge. 

Ens for både landsindsamlinger og tv-shows er, at der bliver givet engangsbeløb til afhjælp af katastrofer uden øje for de langsigtede løsninger, der i virkeligheden er brug for. Med et medlemskab og et fast månedligt bidrag kan vi sikre, at kompetente NGO'er kan have de langsigtede mål for øje. I sidste ende vil der komme klart mest nytte ud af de støttekroner hver enkelte dansker yder.

Desuden er der langt flere nyttekroner i at give bidrag direkte som medlem, da både tv-shows og landsindsamlinger er dyre at afholde. Og glem så ikke skattefradraget, når støtten overstiger 500 kroner årligt. Et fradrag som de færreste husker ved donationer til tv-shows, og som er svært eller helt umuligt at få ved landsindsamlinger.

Medierne skævvrider

Ved at facerne på landets gågader værger medlemmer, der bidrager med faste beløb til kompetente NGO'er, undgår vi også den populisme, der er begyndt at præge indsamlingerne. Hvem bekymrer sig måske lige nu om Sri Lanka, Congo og Somalia, hvor nogle af verdens værste humanitære kriser nu finder sted? De færreste formoder jeg, da det ikke er ”nye katastrofer”, og derfor får disse ellers meget alvorligere kriser langt mindre mediebevågenhed og dermed også langt mindre opmærksomhed fra de danske bidragydere i forhold til nye kriser som i Haiti og Pakistan.

Min pointe er, at hvis vi lader de enkelte katastrofers medietække være den eneste afgørende faktor for, hvor meget vi gider bidrage med, så får vi et håbløst system, hvor det ikke er dem, der har mest brug for hjælp, der får hjælp. Det vil også betyde, at de virkelig alvorlige katastrofer - naturskabte eller menneskeskabte - som virkelig skaber et stort behov for bistand, vil blive glemt, da det efter kort tid ikke længere er interessant for et medie at reportere fra en ”gammel katastrofe". I stedet bør vi netop give faste bidrag til NGO'er, der så med deres viden og erfaring fra de enkelte katastrofeområder kan vurdere, hvor hjælpen er mest nødvendig, og hvor den vil gøre størst nytte. Men det måske vigtigste argument for faste bidrag til NGO'erne er, at de netop med en fast indsats kan sætte vedholdende ind mod den fattigdom, som af en række udviklingseksperter betegnes som den største humanitære udfordring for den moderne verden i dag (se "Se problemet i øjnene" og "Pinlige Pind" her på bloggen).

Stem på Den Tredje Verden

Jo, det ville være bedre, hvis der slet ikke var behov for facere, NGO'er og alt udviklingsarbejde blev varetaget af verdens regeringer samt supra- og mellemnationale organisationer som FN og Verdensbanken. Desværre er det bare sådan, at vi gang på gang stemmer personer ind i Folketinget, som skærer på udviklingsbistanden og kun interesserer sig for indenrigspolitiske spørgsmål. Man kan mene, at det er for dårligt af politikerne, men faktum er, at de kun interesserer sig for det, vælgerne bekymrer sig om. Så i virkeligheden er det vælgerne, os selv, vi bør pege fingre af. Husk det, næste gang du sætter din stemme til et valg.

Indtil vi får en regering, der tager udviklingspolitikken seriøst - hvis vi da nogensinde får det - må det være op til hver enkelte dansker at støtte den udvikling, som der vitterlig er behov for i Den Tredje Verden. Jeg kan derfor kun opfordre til at møde facere med et smil. Hør på dem, og sæt dig ind i hvad de forskellige NGO'er står for. Udvælg en, to eller måske en hel portefølje af organisationer, der arbejder for netop det, du mener kan gøre en forskel i Den Tredje Verden.

/MP

Til skeptikerne

PS.: Er du ikke blevet overbevist, så giv din mening til kende i kommentaren herunder!

Se problemet i øjnene

Vi skal bekæmpe fattigdom ikke terrorisme

Hvad er verdens største problem lige nu? Hvis du stiller det spørgsmål til folk på gaden, vil du formentlig primært høre to svar: Terrorisme og klimaforandringer. Klimaforandringerne er vi begyndt at imødekomme – om end flere årtier for sent, så ser det nu endelig ud til, at der endelig er begyndt at komme en politisk velvilje til at gøre noget ved problemet.
  I mine øjne er det dog langt mere interessant, hvordan vi forholder os til bekæmpelsen af terror. For hvordan bekæmper vi terror? Jo, vi bruger milliarder af dollars, euros og kroner på militær, efterretningstjenester og kontrol af mennesker – både herhjemme men specielt i Den Tredje Verden, hvor verdens terrorister ofte kommer fra. Det er helt forkert i mine øjne. For jeg ser ikke terrorisme som verdens største problem lige nu, jeg ser det som et symptom på verdens største problem lige nu. Og verdens største problem er den enorme fattigdom, der hærger i hele Den Tredje Verden. Og den fattigdom betyder, at milliarder af mennesker lever i håbløs fattigdom uden udsigt til nogen som helst bedring. Det skaber desperate mennesker, og nogen gange vil det uundgåeligt være terrorisme mod det verdenssystem, der fastholder Den Tredje Verden i denne form for fattigdom, der bliver deres udvej fra den håbløse situation. Med andre ord terrorisme mod vesten.
  At bruge pengene på bekæmpelse af fattigdom i stedet for terrorisme er derfor i mine øjne den rigtige vej frem. Men det er desværre lettere sagt end gjort. Men lad os alligevel forfølge tanken.

Ikke bare symptombehandling
Hvad nu hvis vi satte alle sejl ind på at afskaffe fattigdom, åbne vores markeder for Den Tredje Verden og gav verdens fattige lande en fair chance. Jo, det ville koste milliarder af kroner, dollars og Euro, men tænk på, hvor mange mennesker, der vil få det bedre. Hver en øre og hver en cent kan ikke blive brugt bedre i mine øjne. Ingen steder vil man kunne skabe så meget ekstra livskvalitet ud af pengene.
  Og tænk engang, hvad vi selv kunne få ud af det. Ganske vist giver vi pengene væk. Men tænk på, hvad vi selv kan spare. Alle de førnævnte milliarder af dollars, euros og korner, der bliver brugt på at bevare relativ fred i områder, der plages af uroligheder på grund af fattigdom og udigtsløse liv. Tænk på, hvad vi kan spare på bekæmpelse af terrorisme på samme konto. Tænk på, hvad vi kan spare på bekæmpelse af pirateri.
  Det er netop disse milliarder, vi burde bruge på at udrydde fattigdommen i verden. Alt andet er symptombekæmpelse – det virkelig problem er fattigdom, ikke islamistisk terrorisme eller arrige, afrikanske pirater, som mange politikere ellers ynder at give skylden.

Ting tager tid
Økonomisk kaos vil det skabe, hvis man omlagde verdensøkonomien sådan fra dag til dag. Verdensøkonomien er en enorm supertanker, vi skal forsøge at styre og omlægge, og det vil tage år bare at ændrer kursen en smule, hvis ikke det skal have voldsomme konsekvenser. Men vi må have i baghovedet, at det er det, vi arbejder hen imod. Det husker jeg, at du husker på, næste gang du skal sætte kryds på en stemmeseddel, uanset om det er til folketingsvalg eller til europaparlamentsvalg. Stem på en, der har mod til at se verdens allerstørste problem i øjnene – nemlig fattigdom.

/MP

Fiskeriaftale hjælper Al Qaeda

DK accepterer stiltiende besættelsen af Vestsahara

Terrorceller fra Al Qaeda er begyndt at blomstre frem i Vestsahara, der siden 1975, hvor Spanien som daværende kolonimagt forlod landet, har været besat af Marokko. Både FN og EU har siden vendt det blinde øje til både besættelsen og undertrykkelsen af det oprindelig folk i Vestsahara, der er blevet drevet på flugt fra deres hjem og ud i ørkenen. Her har mange gennem årtier har boet i ”midlertidige” flygtningelejre, der har eksisteret siden besættelsen - altså i omkring 35 år.
Voldelige overfald mod civile af den marokkanske hær er aldrig blevet undersøgt, og utallige gange er officielle løfter om afstemning om Vestsaharas selvstændighed og løsrivelse fra Marokko blevet udskudt. Den uofficielle forklaring er, at Marokko først vil gennemføre en afstemning, når de marokkanske bosættere kommer i klart overtal i det besatte Vestsahara. Imens fortsætter forfølgelsen af det oprindelige folk.

Lyssky aftale
Hvorfor griber hverken FN eller EU ind i sådan en klar overtrædelse af både internationale regler og menneskerettigheder? Forklaringen kan være diplomatiske kontakter og yderst værdifulde fiskeriaftaler med netop Marokko. Sagen er nemlig, at både EU og Marokko tjener trecifrede millionbeløb på en fiskeriaftale, der går ud på, at europæiske fiskerbåde må trawle fisk, blandt andet makrel og sardiner, i farvandet ud for Vestsaharas kyst. En lukrativ men også lyssky aftale, som senest er kommet frem, da journalist Mads Ellesøe udredte trådende i en række artikler i Amnesty Internationals danske medlemsblad. Han blev senere anholdt i Marokko, hvor han fik beslaglagt både harddisk og blev afkrævet at oplyse sine kilder, hvilket er et fint eksempel på, hvordan Marokko forsøger at skjule den betændte situation i det besatte Vestsahara.
Norge og EFTA har valgt ikke at indgå aftale med Marokko om netop det samme farvand, fordi situationen er himmelråbende kritisabel.
Alligevel har EU, og dermed også Danmark, valgt at indgå en fiskeriaftale med besættelsesmagten Marokko, og intet tyder på, at der vil blive lavet om på det, når den nuværende aftale, der udløber til marts, skal fornyes. Det fastslår i hvert fald fødevareminister Henrik Høegh (V) overfor Politiken. Hans begrundelse er, at fiskeriaftalerne er med til at gøre fiskeriet mere bæredygtigt i den tredje verden.
Det afviser dog en række organisationer, som World Forum of Fisher People og Den Afrikanske Unions Fiskeprogram over for Politiken. De mener tværtimod, at disse fiskeriaftaler er med til at fastholde den tredje verden i dyb fattigdom. En holdning, som Mads Ellesøe kunne bekræfte i sin reportage fra en ”midlertidig” flygtningelejr i den østlige ørken i Vestsahara. Her snakkede han blandt andet med Amama Sidi Abdelhadi, der kunne berette om, hvor ydmygende det var, at europæiske både kunne fange fisk for milliarder i det farvand, der burde brødføde hende og hendes familie samt resten af Vestsaharas fordrevne befolkning. I stedet må disse flygtninge nøjes med ris, brød og en sjælden gang imellem Thailandsk dåsemakrel, når nødhjælpsorganisationerne får råd til lidt "luksus". Det sker desværre ikke så tit, at der er penge til den slags, da det er svært at vinde de vestlige donorers villighed til at hjælpe i dette ignorerede, nordafrikanske område.

Fiskeriaftale hjælper Al Qaeda
Det bringer os tilbage til der hvor dette blogindlæg egentlig begyndte. Ved konstateringen af, at der er begyndt at skyde små fraktioner af Al Qaeda op i netop Vestsahara. Hvorfor dog det, kan vi så spørge os selv. Jeg er sikker på, at den efterhånden store indadskuende del af den danske befolkning vil forklare udviklingen med, at de fleste i dette område er muslimer. Heldigvis er jeg også sikker på, at langt den største del af den danske befolkning trods alt godt kan ske, at det ikke er dét, der gør det muligt for Al Qaeda at hverve medlemmer i netop Vestsahara. For mig er der i hvert fald kun én forklaring på, at nogen mennesker overhovedet overvejer at være med i en organisation som Al Qaeda, og det er, når de er presset så langt ud på kanten, at de ikke kan se nogen udvej. Netop den følelse tror jeg, at mange sidder med, når de sidder i Vestsaharas ”midlertidige” flygtningelejre, hvor de børn, der bliver bragt til verden i disse år, bliver den tredje generation, som aldrig har oplevet andet end livet i flygtningelejrene.

Stop fiskeriaftale – afhjælp fattigdom
Fiskeriaftalerne med Marokko bør ophøre. Vi må og skal sige stop. De menneskelige konsekvenser for den oprindelige befolkning i Vestsahara burde gøre dette klart for enhver.
Jeg ved desværre, at der er mange herhjemme, der slet ikke lytter til dette argument, fordi den tredje verden føles så langt væk fra den hyggelige hverdag i Danmark. Disse mennesker vil dog måske lytte, når de ser konsekvenserne af vores udbytning af den tredje verden gennem for eksempel de nævnte fiskeriaftaler. For det er jo netop den marginalisering og udnyttelse, der er med til at skabe grobund for de stærke følelser, der kan nære terrorceller, og dermed true vores sikkerhed hjemme i Danmark. Derfor er der også masser af fornuft i at droppe alle de aftaler, der udnytter den tredje verden – også selv om de umiddelbart ser økonomisk fordelagtige ud. (læs i øvrigt sidste blogindlæg: "Pinlige Pind").
Der er nok at tage fat på af lyssky og ukendte aftaler, og dem skal jeg nok hive frem i senere blogs. Men lad os dog begynde et sted og stoppe de direkte skadelige fiskeriaftaler med Marokko.

/MP


Den kedelige fakta
- 75 procent af verden fiskebestande er overfiskede ifølge FAO og UNEP. Mange af de hårdest ramte områder ligger i farvandene ud for Afrika. Og det er altså ikke de afrikanske fiskere i primitive træbåde, der overfisker bestandene.
- I rapporten ”The Sunken Billions” fastslår FAO og Verdensbanken at verden går glip af 50 milliarder dollars hvert år på grund af overfiskeri og dårlig fiskeriforvaltning.
- 20 millioner fattige kan undgå fejlernæring, hvis fiskeriet i hele verden bliver forvaltet fornuftigt. Det fastslår en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Journal of Bioeconomics”.

Pinlige Pind

FN beder om mere hjælp, men Pind skærer ned

I tirsdags bad FN medlemsnationerne om mere end 40 milliarder kroner. Pengene skal bruges til at hjælpe de 50 millioner mennesker, der forventes at blive fordrevet fra deres hjem i 2011. De vil blive tvunget på flugt af krige og naturkatastrofer, og pengene er nødvendige for at kunne hjælpe disse flygtninge i nærområdet. Pengene skal bruges til det allermest nødvendige som telte, medicin, mad og rent drikkevand, så disse fordrevne overhovedet kan få en chance for at overleve. Med andre ord er der tale om helt basale midler til at yde hjælp i flygtningenes nærområder, og det er netop her, regeringen tidligere har sagt, at Danmark bør yde sin flygtningehjælp i stedet for at tage imod flygtninge i Danmark. Altså er hjælp til flygtninge i nærområderne det etiske argument for at opretholde det, regeringen kalder en fast og fair udlængepolitik. Derfor burde dette nødråb fra FN blive imødekommet netop i Danmark, der i disse år gør alt for at forsegle sig og holde flygtninge og indvandrere ude af landet.Det kommer vi tilbage til.

Pind flytter bistandskroner
Kun tre dage efter FNs bøn til medlemsnationerne kommer udviklingsminister, Søren Pind (V), med et udspil til den fremtidige danske bistandspolitik. Han vil flytte danske bistandspenge over i en såkaldt ”frihedspulje”, der skal bruges på at bekæmpe radikalisering og fremme demokrati i verdens fattige lande. I samme omgang vil han næsten halvere antallet af de lande, som Danmark hjælper med udviklingsbistand. Søren Pind har selv kaldt det en lille, symbolsk pulje, men den kommer til at indeholde et trecifret millionbeløb, som ellers skulle være brugt på udviklingsbistand til verdens fattigste lande. I stedet skal pengene nu bruges på noget, der mest af alt ligner sikkerhedspolitiske aktiviteter - og hermed menes sikkerheden i Danmark set i forhold til terrortruslen og vel at mærke ikke sikkerheden i den tredje verden. Puljen vil dog fortsat indgå i budgettet under overskriften udviklingsbistand.

Regeringen modsiger sig selv
Det virker absurd, at vores uviklingsminister, Søren Pind, vil flytte et trecifret millionbeløb fra udviklingsbistand til sikkerhedspolitiske tiltag, når FN få dage i forvejen har bedt medlemslandene om flere penge til at hjælpe de 50 millioner flygtninge, som på grund af krige og naturkatastrofer vil blive drevet fra hus og hjem i 2011. Søren Pind ignorerer på den måde fuldstændig FNs bøn. Set i et perspektiv, hvor vi gang på gang har hørt argumentet fra regeringen og Dansk Folkeparti, at vi skal hjælpe flygtninge i nærområderne i stedet for at sætte porten til Danmark på vid gab, virker det patetisk, at man igen skærer i udviklingsbistanden, der netop kan være med til at give disse mennesker en mulighed for at blive i nærområdet og vende tilbage til deres hjem, når følgerne af krig eller naturkatastrofe har fortaget sig.

Sikkerhedspolitik eller udviklingspolitik
Søren Pinds forslag har mødt en del kritik fra en række NGO’er, men kritikken er hurtigt forstummet. Det skyldes formentlig flere ting: For det første interesserer mange danskere sig ikke for, hvordan udviklingskronerne bliver brugt, og så gider medierne heller ikke følge op med kritikken. For det andet synes en del danskere desværre, at det er helt i orden at skære på ulandsbistanden og bruge pengene på sikkerhedspolitik i stedet. Endeligt er danskerne måske blevet vant til, at regeringen finder på forskellige undskyldninger for igen at skære i udviklingsbistanden, som har været på skrump siden 2001. At skiftende ministre – og nu Søren Pind – stædigt fastholder, at omlægning af udviklingsbistand til militære aktioner og lignende stadig skal betragtes som udviklingsbistand, der primært skal hjælpe verdens fattigste, er simpelthen pinligt. Det må stå klart for enhver, at her vil pengene blive brugt på danske og vestlige sikkerhedspolitiske interesser. At pengene bliver taget direkte fra verdens fattigste, hvoraf yderligere 50 millioner forventes at blive drevet på flugt i 2011, gør ikke denne sag mindre pinlig for regeringen og "udviklingsminister" Søren Pind.

/MP