lørdag den 17. december 2011

EU stopper omstridt fiskeriaftale med besættelsesmagt

Europæiske fiskere har i årevis trawlet vandene ud for besatte Vestsahara. Det har EU betalt besættelsesmagten Marokko for, men den aftale er nu endelig blevet stoppet.

Worradmu
Marokko har været besættelsesmagt i Vestasahara siden 1975, og indtil nu har EU og danske politikere stiltiende accepteret besættelsen ved at indgå aftaler med Marokko om fiskerirettighederne ud for det bestatte Vestsahara. Det ser dog nu ud til, at Europa-Parlamentet efter lang tids pres og krtik nu har sat en stopper for fiskeriaftalen med Marokko. Europæiske fiskebåde er derfor med øjeblikkelig varsel blevet bedt om at forlade marokkanske farvande.

Godt nyt for flygtninge
Det kan være starten på et større pres på Marokko, der har forvist store dele af Vestsaharas befolkning til ørkenområderne i øst. Her sidder de i midlertidige flygtningelejre – hvoraf flere har rundet de 20 år – og lever af den nødhjælp, de kan få fra velgørende organisationer. Paradoksalt nok betyder det, at blandt den sparsomme mad, de få udleveret, blandt andet kan nyde dåsetun fra Thailand, mens europæiske fiskebåde gennem EU betaler besættelsesmagten, Marokko, for at gennemtrawle de vande, som dette folk normalt plejede at leve af. At flygtningelejrene i ørkenen er afskåret fra kysten og den vestlige del af Vestsahara med pigtråd og mineområder gør kun situationen endnu mere kritisabel.

Ny kurs?
Heldigvis ser det nu ud til, at EU har ændret kurs på denne yderst penible affære. Men om presset på at få Marokko til at forlade det besatte Vestsahara også vil blive sat ind på andre økonomiske, politiske og diplomatiske omrpåder, hvilket det som minimum kræver, må kun tiden vise.
DenTredjeVerden.blogspot.com følger selvfølgelig situationen.

/MP

Læs tidligere blogindlæg om situationen i Vestsahara her:

Læs blogindlæg på Udenriget.dk om EU's kursændring her:

fredag den 9. december 2011

Stadig beskidte penge i udviklingsbudgettet


SRSF-regeringen fastholder, at Danmarks budget til modtagelse af flygtninge indregnes i udviklingskronerne, trods tidligere kritik af netop samme praksis hos VKO

Udviklingsminister 
Christian Friis Bach (R)
Kritikken haglede ned over den tidligere VKO-regering, da budgettet til at modtage flygtninge blev taget fra budgettet til udviklingsbistand. Den beregningsmetode var fordækt, lød anklagerne fra både de røde partier i opposition og en række NGO'er. Det var ganske enkelt for ugennemskueligt, hvad der var reel bistandskroner, og hvad der var varm luft.
Så skulle man tro, at når nu den nye SRSF-regeringen har fået chancen for at rydde op i budgetterne, så ville der endelig ske noget. Men nej, det ser det desværre ikke ud til. Da udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i går fremlagde regeringens planer for udviklingsbistanden i 2012, var der stadig 975 millioner ud af den samlede pulje på 15,5 milliarder kroner, der var medregnet til at modtage flygtninge i Danmark.
Argumentet mod at opgøre budgettet på denne måde er, at det kan skabe et skævt billede af, hvad vi danskere egentlig giver i udviklingsbistand. Det betyder nemlig, at det samlede budget ganske vist ser stort ud, men at der reelt er betydeligt færre udviklingskroner, som når frem til de fattige i den tredje verden.
Husk på, at også krig og andre udgifter, der medregnes under dette punkt (se links nederst i dette blogindlæg). Jeg vil dog her nøjes med at sætte fokus på det faktum, at SRSF-regeringen - trods egen harme - stadig inkluderer udgifter til flygtninge i udviklingsbistanden.

OECD skal gå forrest
OECD udstikker retningslinjer for,
hvordan medlemslandenen skal
opgøre deres udviklingsbistand.
I maj måned var var Jeppe Kofoed (S) ude og kritisere Danmarks måde at opgøre udviklingsbistanden på. Men trods sin egen kritik, insisterede han allerede dengang på, at Danmark ikke skulle ændre sin måde at opgøre pengene på uden videre. Det er nemlig OECD, der har vedtaget nogle generelle regler for, hvordan medlemslandene skal opgøre deres udviklingsbistand. På den måde er det nemmere at sammenligne på tværs af lande, for på den måde at kunne måle de enkelte nationers budgetter op mod det overordnede mål – nemlig at få alle op på en udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI. Jeppe Kofoed mente derfor, at Danmark i stedet skulle lægge pres på OECD, så regnskabspraksis blev ens for alle lande. Det var en opgave, som en ny, rød regring ville tage på sig, sagde han dengang til Politiken.

Valgløfter spøger for rød regering
Nu kunne man så håbe, at SRSF – som lovet – vil lægge maksimalt pres på OECD for at få dem til at ændre reglerne for medlemslandene, så udviklingsbudgetterne kunne blive mere gennemskuelige. Men, hvis jeg her må komme med min egen fordomsfulde spådom, så bliver det næppe tilfældet.
Det kan godt være, at der bliver luftet kritik i offentligheden, men når dørene lukkes og forhandlingerne går i gang, så tvivler jeg på, at den danske regering vil være særligt insisterende over for OECD.
Grunden til min skepsis er, at SRSF lige nu er under pres fra sine egne løfter om at hæve udviklingsbistanden til 1,0 procent af BNI. Et mål, som blev ført frem med høje faner før valget, men her efter valget har regeringen så trukket i land.
Som budgettet ser ud nu, har SRSF-regeringen - med deres forsigtige forøgelser af udviklingsbudgettet i både 2012 og 2013 - kun præsteret at få udviklingsbudgettet løftet op på 0,83 procent af BNI. Det er langt under det lovede mål (se links til øvrige blogindlæg om emnet nederst). Derfor vil det være yderst mærkværdigt, hvis regeringen nu vil satse alt på at få OECD til at indføre nye regler, der vil gøre det endnu sværere for SRSF at opfylde deres valgløfter om en udviklingsbistand på 1,0 procent af BNI.
Derfor må vi jo nok vænne os til den noget kringlede opgørelse af udviklingsbistanden, selv om vi med en ny, rød regering havde fået forhåbning om en mere gennemsigtig og anstændig praksis.

/MP

Hvis du vil læse mere om valgløfterne og den danske udviklingsbistand før og efter valget 2011, så kan du dykke ned i følgende blogindlæg:


torsdag den 17. november 2011

Krig bliver til udvikling


Når Danmark begynder tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014, skal de sparede millioner bruges på at forebygge krig

En krig skal udfases, og pengene skal bruges på fattigdomsbekæmpelse. Det er nærmest blomsten i geværløbet og god karma overflod. Man kan næsten høre John Lennon i baggrunden synge: "All we are saying is give peace a chance". Der er godt nyt til Den Tredje Verden fra SRSF-regeringen, der lige nu sidder i finanslovsforhandlinger.

Udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), har bebudet, at når Danmark begynder sin tilbagetrækning af styrkerne i Afghanistan i 2014, så skal de sparede millioner bruges på konfliktforebyggelse i verdens fattigste lande. Det kan lyde romantiserende og selvfølgeligt at bruge penge på at skabe forsoning og demokratisk stabilitet i stedet for krig. Så enkelt er det dog ikke, og jeg vil her i denne blog ikke komme nærmere ind på, om det er fornuftigt at trække sig tilbage eller ej – eller om krigen overhovedet skulle have været der, for den sags skyld.

I stedet vil jeg diskutere idéen bag forslaget – nemlig at bruge penge på forebyggelse gennem en ny fredsfond i stedet for behandling, hvilket i dette tilfælde vil være aktivt krigsdeltagelse. Et emne jeg selv tog op i en tidligere blog "Se problemet i øjnene".

Etisk og økonomisk er der mange argumenter, der taler for forebyggelse frem for en mere reaktionær indsats, som jo ikke er andet end simpel – og ekstrem dyr – symptombehandling. Og vi må ikke glemme, at krig desværre er et af det mest effektive fænomener til at skabe fattigdom og humanitære katastrofer. Det må vi for alt i verden undgå.

Forebyggelse er bedre end symptombehandling
Én enkelt amerikansk dollar. Så meget koster det at forebygge fejlernæring hos et fattigt barn i Afrika. Derimod koster det 80 dollars, hvis barnet skal reddes, efter det er blevet fejlernæret. Det er det simple regnestykke, vi skal tænke over, når vi lægger strategien for vores udviklingsbistand. Alligevel har vi i Danmark gennem årtier haft fokus på den dyre nødhjælp, der først bliver ydet, når det reelt er for sent og den humanitære katastrofe er indtruffet.

Sultkatastrofen på Afrikas Horn er et yderst godt eksempel på dette. Her har katastrofen nemlig været under opbygning i årevis, hvor regntiden svigtede flere sæsoner, så fødevaremanglen løbende er blevet mere og mere forværret. Men det er en glidende bevægelse, hvor det langsomt bliver værre og værre, og dermed har det været svært for NGO'erne at råbe os almindelige mennesker i vesten op. Først nu, hvor det er gået helt skævt, får den humanitære katastrofe på Afrikas Horn den opmærksomhed, som den fortjener.

Katastrofen skal selvfølgelig stoppes – men vi må lære af det. Forebyggelse er og bliver bedre end symptombehandling. Og vi kan ikke være andet bekendt. For hvorfor skal vi lade den forfærdelige katastrofe ske, før vi reagerer, når vi i flere år har vidst, hvilken vej pilen har peget. Det er uetisk og økonomisk idioti.

Bred opbakning i Folketinget
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg klapper i mine små hænder, når jeg hører sådan et forslag om mere forebyggelse. En udfasning af Danmarks engagement i Afghanistan ville ellers have været et nemt sted at hente penge for en presset regering, der lige nu sidder og leder efter millioner for at få finansloven til at hænge sammen.

Det idealistiske forslag vinder da også delvist opbakning på tværs af Folketinget. Kritikken fra den højreorienterede opposition er dog, at der mangler finansiering. SRSF-regeringen fastholder dog, at der netop er penge fra besparelsen på Danmark Afghanistan-krig. Så det burde være godt nyt for Den Tredje Verden, der nu kan se frem til mere forebyggelse.

En indsats, der dog til stadighed på mange områder er underprioriteret i forhold til den symptombehandling, vi i det globale nord er SÅ glade for.

"All we are saying is give prevention a chance..."

/MP

lørdag den 5. november 2011

Nye toner i finansloven


For første gang i 10 år har en dansk regering lagt op til at styrke den danske udviklingsbistand. Meget er dog usikkert endnu.

Indtil nu har det kun været luftige hensigtserklæringer, vi har hørt fra regeringspartierne og udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Men med regeringens finanslovsudspil, "Ansvar og handling", kan vi nu for første gang få en håndfast antydning af, i hvilken retning SRSF vil føre den danske udviklingspolitik. 

Ifølge finanslovsforslaget vil budgettet for udviklingsbistand i 2012 blive hævet med 234 millioner kroner samt med 600 millioner kroner i 2013. Det bringer udviklingsbistanden op på 0,83 procent af BNI,. Sammenlignet med den gamle VKO-regerings finanslovsforslag, hvor udviklingsbistanden var foreslået beskåret yderligere til 0,76 procent af BNI, så er det selvfølgelig godt nyt for Den Tredje Verden. Det bliver dermed også den første gang i 10 år dansk udviklingsbistand bliver styrket og ikke skåret ned.

Hvordan de ekstra penge skal bruges, har vi ikke fået noget at vide om ud over udviklingsminister Christian Friis Bachs formaninger om, at noget af udviklingsbistanden vil blive omlagt fra projektstøtte til budgetstøtte i de lande, hvor man ser et stærkt civilsamfund med interesseorganisationer og en presse, der kan holde magthaverne ansvarlig for deres brug af pengene – hvilket man må sige kun er på tide set i lyset af den viden vi i dag besidder om effekten af forskellige former for udviklingsbistand.
  En ting man kan se ud fra finanslovsforslaget er, at besparelsen af at fjerne DF-grænsekontrol kommer til at gå direkte til udviklingsbudgettet. Det betyder 66 af de 234 millioner i 2012 kommer direkte fra den post. En anden besparelse, der kommer til at gå direkte til udviklingsbistanden er nedlæggelsen af eksportambassadør-ordningen, hvilket i 2012 vil giver 12 millioner til budgettet.

Med SRSF-regeringens finanslovsforslag kommer den danske udviklingsbistand op på 0,83 procent af BNI. Det er et skridt på vejen, hvis Danmark skal tilbage og være foregangsland for andre europæiske og vestlige lande, og hvis Danmark skal genoprette sit ry i Den Tredje Verden. Men der er stadig langt op til den ene procent af BNI, som SRSF-regeringen talte så meget i valgkampen. 

Forsigthedsprincippet har indtil nu lagt en dæmper på ambitionerne, og kun tiden kan vise om forsigtighedspricippet er for forsigtigt. Både vi herhjemme og de nødlidende i Den Tredje Verden må vente i spænding.

  • Læs uddrag fra finansloven om budgettet for Danmarks udviklingsbistand her:

--- --- --- ---
Danmark i verden
Med regeringsgrundlaget er der sat fokus på, at Danmark skal have en aktiv og ansvarlig
udenrigspolitik. Det er nødvendigt, hvis vi skal påvirke omverdenen i overensstemmelse med vore holdninger og værdier om ret til at ytre sig, frihed til at udfolde sig og mulighed for et trygt liv uden fattigdom.

Regeringen vil med oplæg til finansloven sætte målrettet ind og påbegynde genopretningen af udviklingsbistanden. I første halvdel af 2012 overtager Danmark formandskabet for EU, og her kommer den europæiske dagsorden i centrum.

Som led i regeringens bestræbelser på at bekæmpe globale fattigdomsproblemer styrkes udviklingsbistanden med 234 mio. kr. i 2012 og 600 mio. kr. i 2013 i forhold til den tidligere regerings finanslovsforslag.

Udviklingsbistandens andel af BNI vil i 2012 og 2013 udgøre 0,83 pct. af BNI, så udviklingsbistandens samlede værdi øges.

Danmarks samhandel med BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) samt andre højvækstlande (bl.a. Indonesien, Mexico, Sydkorea, Sydafrika, Tyrkiet og Vietnam) skal styrkes, og der skal tiltrækkes yderligere investeringer til Danmark for at fremme væksten de kommende år. Derfor er det en del af oplægget til finanslov for 2012, at der skal udarbejdes strategier for BRIK-landene og andre højvækstlande. På baggrund af strategierne afsættes en ramme på 25 mio. kr. årligt i 2012 og 2013 til nye initiativer.

Regeringen har med oprettelsen af en minister med ansvar for handel og investeringer klart signaleret, at øget fokus på samhandel og investeringer har højeste prioritet. Eksportambassadørordningen nedlægges, da den nye minister skal varetage opgaverne.

Derudover ønsker regeringen at gøre op med den permanente toldkontrol ved Danmarks grænser, som derfor nedlægges. Danmark skal i samarbejde med vores nabolande udføre en effektiv toldkontrol baseret på en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats i overensstemmelse med de fælles regler, der gælder de lande, der er medlemmer af EU og Schengen-samarbejdet. Der afsættes 36 mio. kr. årligt til formålet.

Til foråret overtager Danmark EU-formandsskabet. Som led i oplæg til finanslov for 2012 afsætter regeringen ekstra 10 mio. kr., heraf 7 mio. kr. til afholdelse af et ekstra uformelt ministermøde og 3 mio. kr. til øget oplysning om EU-formandskabet mv.

Nye initiativer
  • Genopretningsaftalens gradvise udhulning af udviklingsbistanden annulleres, og udviklingsbistanden forhøjes, så den udgør 0,83 pct. af BNI i 2012 og 2013. Der afsættes 234 mio. kr. i 2012 og 600 mio. kr. i 2013 til udviklingsbistanden i forhold til den tidligere regerings udspil.
  • Der udarbejdes strategier for BRIK-landene og afsættes en ramme på 25 mio. kr. årligt i 2012 og 2013 til initiativerne i strategierne.
  • Eksportambassadørordningen nedlægges.
  • Planerne fra maj 2011 om at opføre nye kontrolanlæg ved de danske grænser vil ikke blive gennemført.
  • Der fastholdes 36 mio. kr. årligt til en effektiv toldkontrol baseret på en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats.
  • Ekstra bevilling til det danske EU-formandskab på 10 mio. kr. blandt andet til brug for øget oplysning om EU-formandskabet mv.

Danmark i verden

Udgifter (mio. kr., 2012-priser) 2012 2012
Udviklingsbistanden styrkes 234 600
Strategier for BRIK-landene 25 25
Ekstra midler til danske EU-formandskab 10
I alt 269 625



Nedlæggelse af eksportambassadørordningen -12 -7
Den permanent toldkontrol i Danmark afskaffes -66 -82

--- --- --- ---

/MP

torsdag den 6. oktober 2011

Knaster i ulandspolitikken

Idealismen blomstrer i den nye regerings udspil, men dele af politikken bliver svær at gennemføre

Den nye S-R-SF-regering har store ambitioner for udviklingsbistanden på Danmarks vegne. Men måske er man gået hen og blevet en smule for idealistisk. I hvert fald lægger regeringsgrundlaget, "Et Danmark, der står sammen", op til en politik, der kan skabe diplomatiske problemer for Danmark i udlandet.

Blandt andet skal Danmark nu til højlydt og aktiv at kritisere alle former for brud på menneskerettigheder - herunder uundgåeligt kritik af Kina. Det kan give diplomatiske problemer med Kina, der tidligere har slået hårdt ned på kritiske røster fra samarbejdslande.

Desuden bebuder regeringsgrundlaget en mere aktiv dansk stemme i debatten i Mellemøsten, og dermed må man indregne en risiko for igen at sparke gang i Muhammed-krisen i Mellemøsten.

Jeg spørger, om det er det hele værd, uddyber problemstillingerne og gennemgår flere problemer - men også en række lyspunkter - i min blog på Udenriget.dk, og du kan læse den lige her:
http://www.udenriget.dk/?p=1302

/MP

onsdag den 21. september 2011

Ambassadøren: Pengemænd voldtager Afrika

Ironi og naiv humor blandes med korruption og blod-diamanter i Mads Brüggers film "Ambassadøren"

Iklædt lyst jakkesæt, lange læderstøvler og mørke solbriller indtager Mads Brügger Den Centralafrikanske Republik (DCR) med et falsk diplomatpas, som han efter at have besøgt flere udbydere rundt om i Europa købte i Holland. Nu med diplomatpas og papirer, der fortæller, at han er Liberias konsul i DCR, og under dække af at ville bygge en tændstikfabrik, går "Ambassadøren" nu igang med at jagte de diamanter, der i manges øjne paradoksalt nok ses som DCRs forbandelse.
Netop med diplomatpasset, som "Ambassadøren" købte i Europa for omkring en million kroner, skulle han nu kunne gå uhindret gennem tolden, når han rejser frem og tilbage mellem Europa og DCR – uagtet hvor mange diamanter eller dollars han medbringer i sine kufferter. En sand legeplads for rige, hvide mænd med skjulte dagsordner. Men det er ikke en ufarlig leg, hvilket filmen senere skal vise, da en af Mads Brüggers kontakter bliver likvideret på et fodboldstadion i Bangui. En skæbne som Mads er blevet advaret imod, inden han rejste, og som han undervejs i filmen åbenlyst er bange for skal ramme ham.

Filmen bliver på den måde en afrikansk dannelsesrejse, hvor vi følger ”Ambassadørens” vej mellem de korrupte magthaver i DCR.

Diplomater med diamanter og dollars
Som i "Det røde Kapel", hvor Mads Brügger og co. udstiller facadespillet i det uhyrlige Nordkorea, udstiller "Ambassadøren" her den gennemgående korruption, du finder i DCR og i andre Afrikanske lande for den sags skyld.

Det hele er selvfølgelig sat op og orkestreret af Mads Brügger og resten af filmholdet, og i den forstand er selve filmen ren fiktion. Men som Mads Brügger selv forklarede efter snigpremieren i Grand, så er det kun karakteren med lange læderstøvler, lyst jakkesæt og mørkesolbriller der er fiktion, mens hele den korrupte (under)verden, som han møder undervejs, uanset hvor karikeret og spionfilmsagtigt det virker, er den pure virkelighed for det gennemkorrumperede DCR.

Ja, det er en skræmmende virkelighed, vi ser i filmen, hvor det lader til, at alt, hvad der foregår af politik og diplomati i DCR, handler om, at jakkesættene skal skrabe så mange diamanter og dollars til sig som overhovedet muligt. På den måde bestikker ”Ambassadøren” sig vej til diamantminerne med det, som han selv kalder ”envelopes of happiness” - kuverter fyldt med bestikkelsespenge.

Det virkelige Afrika
På trods af virkeligheden, som Mads Brügger er rejst ned til i DCR, så er filmen ”Ambassadøren” ikke desto mindre en fiktionsfilm. Den naivistiske komik, som vi kender Mads Brügger for, gennemsyrer da også hele filmen, hvor han undervejs danser med spritstive pygmæbørn i en lille afrikansk landsby uden for hovedstaden Bangui. Eller da han i sin velkomsttale til en diplomatfest, som han selv er vært for, siger til sine diplomatgæster: "Jeg forstår mig ikke på diplomati, men jeg er vældig god til alkohol. God fest".

Enkelte steder går ironien dog over gevind. Blandt andet i scenen, hvor Ambassadøren sætter tre hvide plasticstole op i en af de lokales både, der er lavet af en udhulet træstamme, og tager på sejltur på Ubagi-floden (se billedet øverst). Her sidder han så, lænet tilbage i sin hvide plasticstol, i en udhulet træstamme, med sin karikerede diplomat-uniform, sine to pygmæ-assistenter bag sig og ryger cigaret af en cigaretholder. Det er godt nok underholdende, men selve scenen har intet med historien at gøre, og det lugter langt væk af en scene, der var planlagt hjemmefra for at eksponere en fiktiv absurditet i DCR og det korrupte diplomati i Afrika. Det hiver os som publikum ud af den skræmmende virkelighed, vi befinder os i, og dermed underminerer det den voldsomme alvor, der ligger under hele filmen.

Måske netop her fejler filmen en smule. I forsøget på at overdrive det absurde, det uretfærdige og det fordærvede i denne del af det afrikanske diplomati kommer det i filmen til at fremstå som en karikeret og fiktiv virkelighed. Det er det langt fra. Det er netop den virkelighed, som mange skrøbelige afrikanske stater kæmper med. En kamp mod lyssky, rige, hvide pengemænd, der har skjulte dagsordner, og som med Euros og dollars kan købe sig til al den magt, de kan ønske sig.

En diplomat er bedre end en journalist
Efter snigpremieren forklarede Mads Brügger, at filmen netop skal udstille, hvor skrøbelige nogle afrikanske lande er, og hvor let det i virkeligheden er for pengestærke mænd at købe sig ind på magten og få del af de enorme naturressourcer et land som DCR sidder på – vel at mærke uden, at hverken de lokale aller staten kommer til at nyde godt af noget som helst. I filmen møder vi flere gange undervejs andre diplomater, blandt andet fra Italien, Frankrig og Indien, der alle på mere eller mindre samme ulovlige vis som ”Ambassadøren” har fingrene dybt ned i diamantminerne i DCR. Det er en vigtig detalje, der fortæller, at dette ikke kun findes i denne film, men at det afrikanske blod-diamanteventyr rent faktisk udleves af en lang række mere eller mindre legitime diplomater.

Netop her bliver filmen vigtig, og det er her Mads Brügger brillerer. For med diplomatpas får han netop adgang til denne underverden af korruption, der øjensynligt findes i DCR og formentlig i andre afrikanske stater. Det er en afsløring af en korrupt underverden af lyssky pengemænd, der åbenlyst obstruerer en positiv udvikling i et land som DCR – en verden, som Mads Brügger aldrig var kommet i nærheden af, hvis han var rejst til DCR som den almindelige journalist, han jo er. En underverden, Mads Brügger som ”Ambassadøren” nu får direkte adgang til med sit diplomatpas, som han gennem europæiske mellemmænd har bestukket sig til i Liberia.

Afrika voldtages af hvide mænd
Mads Brügger sagde selv efter fremvisnigen i Grand: "Ambassadøren udstiller, hvor skrøbelige nogle stater i virkeligheden er, og hvordan pengestærke, hvide mænd bare kan voldtage Afrika".

Hvad man skal gøre for at hjælpe disse svage og skrøbelige stater giver hverken filmen eller Mads Brügger dog nogen svar på. Personligt sidder jeg derfor tilbage med et uforløst håb om, at der bliver sat ind mod denne skrupelløse underverden i diplomatiets Afrika – både i Europa, hvor der må og skal sættes en stopper for de bagmænd, der åbenlyst over internettet tilbyder diplomatpas til hvem som helst. Og mod den korruption, der er så fordærvende for en mere positiv udvikling i Afrika.

Skal du så se ”Ambassadøren”?
Tilbage er så spørgsmålet, om du skal tage ind og se filme, når den får premiere 5. oktober. Ja, det skal du, hvis du vil underholdes, og hvis du vil have en historie fra Afrika fortalt på en helt ny måde. Elskede du "Det røde Kapel", så vil du også synes om "Ambassadøren", for de to film er på mange måder ret ens.

Forventer du derimod en film, der vil gøre en forskel, og som vil give dig et fornyet og anderledes indblik i Afrika og i arbejdet om at skabe udvikling og velstand, så vil "Ambassadøren" formentlig skuffe dig. Her vil den ikke andet end bekræfte de fordomme, der allerede findes om Afrika, og filmen bidrager på trods af sin banebrydende form og filmholdets livsfarlige indsats i DCR ikke til, at vi kan komme videre på nogen måde.

På den anden side, hvis du virkelig er så interesseret i Afrika og udvikling for verdens fattigste, så er "Ambassadøren" ikke en film, du må gå glip af.

mandag den 12. september 2011

Gæsteblogger på Udenriget.dk

Fra og med i dag er jeg blevet gæsteblogger på Udenrget.dk. Det er en opgave, jeg er blevet tilbudt gennem mine indlæg her på Den Tredje Verden. Det betyder, at du i fremtiden både vil kunne læse mine blogindlæg på Udenriget.dk og på Den Tredje Verden. Jeg skal understrege, at der ikke vil være noget overlap, da jeg skriver vidt forskellige blogs til de to sider.

Den første blog til Udenriget.dk handler om valget på torsdag, hvor vi danskere skal tage en stor beslutning - ikke bare for Danmark men også for Afrika. Læs mere her:

http://www.udenriget.dk/?p=1295

Jeg er meget glad for at få muligheden for også at skrive indlæg til denne blog, der netop beskæftiger sig med udenrigspolitike og herunder udviklingspolitik, og jeg håber, at du i fremtiden vil følge med begge steder.

søndag den 4. september 2011

Ulandsbistanden glemt i valgkamp

Blå regering tager penge fra Afrika og giver til rige danskere

Vi har valgkamp i Danmark. Det er vel næppe gået nogens næse forbi. Til gengæld kan det sagtens være gået en del næser forbi, hvad de enkelte partier egentlig mener om ulandsbistand. Og hvad har de enkelte partier egentlig i sinde at gøre, hvis det bliver enten en rød eller en blå statsminister efter valget 15. september?

Kort fortalt vil ulandsbistanden formentlig endnu engang blive sat ned, hvis det bliver Lars Løkke, der skal sidde i statsministeriet. I hvert fald er der blevet fremlagt forslag om at sætte ulandsbistanden yderligere et hak ned til 0,76 procent af BNI. Og det er endda, hvis Dansk Folkeparti ikke kommer ind og trækker endnu længere ned i ulandsbudgettet. DF vil nemlig fjerne yderliger 10-15 procent af ulandsbistanden.

Hvis det bliver Helle Thorning-Schmidt, der kommer til at sidde som statsminister med et rødt flertal, vil ulandsbistanden derimod blive sat op til 1,00 procent af BNI, hvilket svarer til tre milliarder ekstra om året.

Intet liberalt alternativ for anstændighed
Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at min stemme nok falder til et parti med overvejende røde farver på deres valgplakater, men jeg kan sagtens følge idéerne i de borgerlige partiers økonomiske planer. I mine øje er det blot et spørgsmål om forskellige måder at tackle problemerne på og forskellige holdninger til omfordelingen herhjemme i Danmark. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at der for de mange danskere, der har en liberal holdning til, hvordan vi skal indrette vores samfund, ikke er et eneste parti, der går ind for en anstændig ulandsbistand.

Det nærmest, vi kommer, er Radikale Venstre, som mange liberale sikkert vil afholde sig fra at stemme på, idet RV peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Jeg vil alligevel opfordre til at stemme på en anstændig ulandsbistand. Jeg er nemlig sikker på, at de ekstra kroner rækker længere og kan gøre en større forskel i Afrika end i Assens.

Bare forestil dig, hvad 100 kroner kan gøre for en familie i Somalia – mad, vand i dagevis samt livsvigtig medicin. Og forestil dig så, hvad de samme 100 kroner kan gøre for en familie i Silkeborg – lørdagsslik og måske en billig flaske rødvin. Jeg ved godt, hvor jeg synes, pengene skal gå hen.

Ulandsbistand forsvundet i de sidste 10 år
I år 2000 lå den danske ulandsbistand på 1,06 procent, men siden er tallet faldet drastisk under de 10 år, hvor vi har haft en VK-regering. Samtidig er de midler, der trods alt stadig er blevet afsat til ulandsbistand blevet omdirigeret til også at omfatte militære indsatser og andre danske aktiviteter, så det reelle tal for ulandsbistand er i virkeligheden endnu mindre. Det er ærgerligt, når der samtidig i landene omkring os i den vestlige verden har været en voksende enighed om, at det er nødvendigt at bidrage til en mere balanceret og retfærdig verden.

Det er noget, der desværre samtidig er med til at tegne et billede af et Danmark, der forskanser sig i en tid, hvor alt ellers peger mod globalisering. Verden bliver stadig tættere forbundet, og mange økonomiske beregninger viser, at også vi i den vestlige verden på sigt kan få gavn af en mere balanceret verden. Men den vigtigste årsag til at give må stadig være anstændigheden i at hjælpe i de lande, som af forskellige årsager fastholdes i dyb fattigdom.

Tag fra de fattige, giv til de rige
I de 10 år, hvor VK-regeringen gang på gang har skåret i ulandsbistanden, er pengene blandt andet gået til skattelettelser til de absolut rigeste i Danmark. Det er i mine øjne grænsende til det vulgære, at man kan føre sådan en politik. Når Venstre og Konservative nu foreslår at skære i ulandsbistanden endnu engang, så ser det også ret skræmmende ud, når næste punkt på programmet hedder tilskud til boligkøbere, suspension af boligskatter og tinglysningsafgift samt bedre vilkår for lån til danske virksomheder.

Det er i det hele taget himmelråbende tiltag, og det er ærgerligt, at der nærmest ikke er nogen, der i valgkampen gør opmærksom på denne skævhed i VK's politik. Desværre er forklaringen nok, at der ikke er stemmer i en anstændig udviklingsbistand, og derfor er der ingen politikere, der gider røre ved. Derfor opfordrer jeg dig til at tage udviklingsbistanden med i dine overvejelser, når du næste torsdag går ind i bag forhænget og skal sætte dit kryds. For først, når bistandspolitikken kan flytte stemmer, vil den komme på dagsordenen. Og det har den så sandelig behov for at komme, når vi nu også på dette område er ved at komme ned og ligge omkring minimumsgrænsen, der er udstukket af FN.

På kant med FN-anbefalinger
Fra FN i New York er der klare anbefalinger om, at ulandsbistanden fra rige vestlige lande bør være minimum 0,7 procent af BNI. Hvis det bliver Lars Løkke, der skal styre Danmark gennem krisen efter valget, kommer vi trods alt også til at ligge en smule over dette niveau. Traditionelt har Danmark dog altid ligget langt højere end FN's anbefalinger – som nævnt 1,06 i år 2000 - og det har givet os mulighed for at trække langt større og mere økonomisk tunge lande med op i procenterne, når ulandsbistand er blevet diskuteret i de internationale fora, vi deltager i. Nu ser det ud til, at vi risikerer, at komme ned og slås med FN's minimumskrav på endnu et punkt. Det kan vi ikke være bekendt. For på trods af finanskrisen, så har vi stadig ansvaret for at gøre den globale omfordeling mere retfærdig.

Her fra DenTredjeVerden skal der derfor lyde en opfordring til at sætte et anstændigt kryds på valgkortet 15.september. Ærgerligt, at der ikke er et blåt alternativ for en anstændig udviklingsbistand, da jeg er sikker på, at holdningen om, at vi skal gøre en forskel i Den Tredje Verden findes hele vejen på tværs af den politiske skal.

/MP

Den Tredje Verden igang igen

Efter en lang pause fra opdatering af DenTredjeVerden.blogspot.com er jeg nu tilbage med nye diskussioner af dansk udviklingspolitik og forholdene i Den Tredje Verden.Beklager den lange pause.
Jeg vil nu bestræbe mig på at opdatere bloggen jævnligt igen, og derfor håber jeg på, at du atter vil følge med i debatten her på siden. God læselyst!

/MP

lørdag den 19. februar 2011

Danmark forskanser sig

Ritzau lukker af for Afrika, Latinamerika og Sydøstasien

"All in all it's just another brick in The Wall". Pink Floyd flyder ud af mine højttalere. Jeg kunne ikke lade være med at sætte cd'en på, da jeg hørte denne skrækkelige nyhed: Ritzau har skåret ned på udlandsredaktionen, og det betyder nu, at nyheder fra Afrika, Latinamerika og Sydøstasien ikke længere vil blive dækket fast. Det inkluderer nyheder fra lande med buldrende økonomiersom Brasilien, Sydafrika og Malaysia, samt konfliktramte lande som DR Congo, Timor og Columbia. Argumentet lyder, at Ritzaus hovedkunder ikke vil have nyheder fra Den Tredje Verden, og derfor vil man selvfølgelig ikke spilde tid på at lave disse nyheder længere.
Hvad der er mest bedrøvende ved jeg ikke. At aviser ikke efterspørger nyheder fra de dele af verden, hvor vi både finder de allerstørste konflikter og de allerstørste vækstområder for verdensøkonomien, er mig simpelthen ubegribeligt. At danske læsere, seere og lyttere tilmed synes at være bedøvende ligeglad med denne del af verden, er dog mindst lige så bedrøvende fakta.
Til historien hører også, at med denne nedprioritering af stof fra Afrika, Latinamerika og Sydøstasien rammer man også den minimale opmærksomhed, som konflikter, hungersnød og naturkatastrofer trods alt har fået i de danske medier hidtil. Ærgerligt synes jeg, og opfordrer derfor alle til at efterspørge flere internationale nyheder i deres hverdag – måske vil medierne lytte.

Glemt globalisering
Vi lever i en verden, der bliver mere og mere globaliseret, og alle er enige om, at fremtiden for Danmark og dansk økonomi ligger ude i verden, som vi i højere grad kommer til at samarbejde med. Hvorfor vi forskanser os som vi gør i disse år, er derfor svært at forstå. Vi gør det sværere for uddannet arbejdskraft at komme ind i landet, vi gør det sværere for studerende at tage internationale uddannelser, vi lukker af for fremmede kulturer med vores egen selvtilstrækkelighed, og nu begynder vi også at lukke af for nyheder og informationer fra omverdenen.
Det gamle ordsprog, der handler om, at når forandringens vinde blæser, så bygger nogen læhegn, andre bygger vindmøller, er åbenbart ikke helt sand for Danmark – nej, vi bygger ikke læhagn, vi bygger solide mure. Toldmure, vidensmure og nu også informationsmure.
Det er altså ikke den vej, vi skal Danmark. Hverken hvis vi vil en god fremtid for Danmark og dansk økonommi, eller hvis vi vil en god fremtid for de fattige lande i Den Tredje Verden, der netop primært befinder sig i Afrika, Latinamerika og Sydøstasien. Vi må ikke forskanse os bag sådan en mur.
Næste nummer på Pink Floyds The Wall rinder ud med ordene: "Mother, did it need to be so high?"

/MP

søndag den 13. februar 2011

Danmarks vigtigste magasin

Nyt gratismagasin om udvikling i Den Tredje Verden

Et fantastisk blad er lige dumpet ind gennem min brevsprække. Magasinet hedder Udvikling, og det udgives af Udenrigsministeriet seks gange om året. Jeg sidder med det i hænderne lige nu, og på magasinets 68 sider, og her får jeg serveret en lang række aktuelle artikler om situationen i verdens brændpunkter. Vigtige historier om udvikling i Den Tredje Verden og alle de udfordringer, som den moderne verden står overfor. I mine øjne er det et af Danmarks bedste magasiner, og jeg vil helt sikkert mene, at det uden sammenligning er Danmarks vigtigste magsin. Og så er det oven i købet gratis. Du skal bare tilmelde dig på magasinets hjemmeside, så får du tilsendt magasinet kvit og frit. Hvis du er bare den mindste smule interesseret i udvikling i Den Tredje Verden, kan jeg kun anbefale, at du klikker på linket under dette blogindlæg og bliver abonnent på magasinet Udvikling.

Jordomrejse på 68 sider
Tidligere har Udvikling været udgivet som avis, men det nye format som magasin giver mere plads til både flere og dybere historier. I det hele taget er det et magasin, som du får lyst til at dykke ned i, fordi det giver dig er en unik mulighed for at få et klogt og dybt indblik i, hvilke problemstillinger der er rundt omkring i verdens mange fattige lande. Ud over magasinet Udviklings egne journalitser bidrager også både freelance-journalister samt ansatte på danske ambassader og i danske udviklingsprojekter i Den Tredje Verden. Udvikling har desuden - som en del af relanceringen som et magasin - lavet et redaktionelt samarbejde med det amerikanske magasin Foreign Affairs, hvorfra der i dette premierenummer af Udvikling er en artikel om USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, og hendes idéer og planer for at skabe mere positiv udvikling rundt om i verden.
I magasinet kommer du også med til Surinam, Bhutan, Vietnam og Benin. En rejse rundt i verden, som jeg ikke synes, du skal snyde dig selv for. Udvikling er ganske enkelt et super interessant og vigtigt magasin, som forhåbentlig kan være med til at sætte endnu mere fokus på Den Tredje Verden og kampen for at udryde fattigdom og sult. Tillykke til holdet bag magasinet, og god læselyst til både nye og gamle abonnenter.

/MP


søndag den 6. februar 2011

De vise ord: "Mubarak er et røvhul"

Facebook-revolutionen ruller, lad os støtte op

"Mubarak er et røvhul". Et enkelt budskab på et simpelt styke pap, der i en ung mands hænder vugger gennem menneskehavet i Kairos gader. Det er umiddelbart ikke den store tænker, der har stået bag de slagord, kan man umiddelbart synes, men skiltet giver et meget godt indtryk af, hvad der sker i Egypten lige nu. Folket kan sige lige nøjagtig det, som de ikke har turde sige nogensinde, nemlig at Mubarak er et røvhul. Sammen med en lille gruppe venner råber den unge mand på Mubaraks afgang nu og her, mens de sejler videre gennem menneskehavet i Kairo.
Det kan ligne en almindelig revolution – hvis en sådan da overhovedet findes – men det er det ikke. For selv om gaderne er fyldt op med demonstranter, der bakkes op af et stort flertal i den egyptiske befolkning, så er der kun en ting, der samler disse mennesker, og det er ønsket om, at Mubarak skal gå af. Der er ingen idé bag revolutionen, ingen politik, ingen tanker – ud over at den diktatoriske undertrykker, der har styrret Egypten med hård hånd i 30 år, Hosni Mubarak, skal gå af. Parolen om at "Mubarak er et røvhul", udstiller derfor meget præcist, hvad denne revolution handler om, nemlig at komme af med en diktator og skabe plads til en hidtil undertrykt befolkning, uanset hvilken politisk overbevisning hver og én af disse mange millioner egyptere har.

Fattigdom og håb
Fattigdom, sult og politisk undertrykkelse er den cocktail, der blandt den egyptiske befolkning har skabt vreden og det inderlige ønske om reform. Facebook er mediet, der nu gør revolutionen mulig. Ikke aviser, ikke radio, ikke tv, og ikke kritiske journalister eller andre tænkere. Nej, mediet er facebook, og tænkerne bag er almindelige mennesker, der har skabt en lang række små netværk på internettet. Med facebook er det nemlig blevet muligt at ytre sig i nogenlunde tryghed for, at sikkerhedspolitiet ikke pludselig banker på døren, og med de muligeheder er facebook-revolutionen blevet skudt igang. Efter tunesisk forbillede bredte budskabet om demonstration mod regimet og Mubarak sig som en ørkenvind på facebook, og pludselig var Tahrir Pladsen fyldt op med så mange unge demonstranter, at det har været umuligt for det ellers brutale styrre at slå ned.
Ikke engang blandt den politiske opposition, som der trods alt eksisterer i egypten, har spillet nogen rolle i opstanden, og det understreger denne facebook-revolutions apolitiske grundlag. I oppositionen sidder nemlig ældre mænd, der formentlig undrer sig lige så meget som Hosni Mubarak over, hvordan pokker denne opstnd pludselig kunne opstå ud af det blå. Svaret er facebook.

Politisk samling
Men en stærk politisk diktator, der nu formentlig – og forhåbentlig – bliver presset til at gå af, bliver der skabt et politisk tomrum, som skal fyldes ud. Det er svært at gøre fra den ene dag til den anden, og derfor frygter nogen, at dette politiske tomrum vil blive udfyldt af yderligtgående islamister. At vestlige politikere kommer med meldinger om, at det derfor måske er bedre at holde med Hosni Mubarak, fordi han trods alt kan sikre stabilitet, er dog ganske enkelt usmageligt.
Vi prædiker selv demokrati mange steder i verden, så må vi også have tillid til, at dette forherligede system kan løfte opgaven, når nu egypterne selv ønsker det. Vi kan ikke bare prædike demokrati og så trække sin støte tilbage, fordi det er uvist, om vi nu i vesten vil kunne lide de politikere som et frit, demokratisk Egypten vil stemme ind i deres nye parlament – sådan fungerer demokrati heldigvis ikke.
Vi står med 80 millioner egyptere, som hvert år bliver en million flere, og heraf fastholdes langt størstedelen i fattigdom og sult af et totalitært styrre. Ja, sådan har det været i mange år, og vi har vidst, hvad vi har kunne forvente af den egypteiske diktator, Mubarak. Men den form for stabilitet kan vi da under ingen omstændigheder støtte, hverken direkte eller inddirekte. Især ikke, når den fattige, og undertrykte befolkning nu har taget skeen i egen hånd og gået mod deres diktator, som vestlig lande har støttet både politisk og økonomisk gennem hele hans regimes levetid.
Det er pinligt nok, at vi har set bort fra diktaturets undertrykkelsen og støttet Hosni Mubarak gennem de sidste 30 år. Det vil kun være dobbelt pinligt, hvis vi ikke støtter op om befolkningen, der nu med facebooks hjælp – og på trods af vestlig støtte til Mubaraks regime – har fået håb om et demokratisk Egypten.
Lad os derfor støtte fuldstændig op om en demokratisk udvikling i Egypten og i hvert af de øvrige lande i Mellemøsten, hvor facebook-revolutionen lige nu ulmer. Det vil kun klæde hele den danske politikerskare at gå åbent og utvetydigt ind i kampen for frihed og demokrati. De kunne meget passende gøre det ved at stille op til interviews og sprede det glade budskab: "Mubarak er et røvhul!"


/MP

søndag den 30. januar 2011

Invester i Afrikas ungdom

Dårlig Danmarksindsamling tegn på sort fremtid

Hele Danmark var samlet om at samle ind til Afrika i går. Mads Mikkelsen tog mod donationer over telefonen, Michael Kvium solgte malerier på auktion og hundredvis af virksomheder donerede større beløb, som løb over skærmen hele lørdag aften. Det hele blev krydret med mad fra de storsmilende brødrene Price og et par DR-værter med strittende hår og konstante, kække opfordringer til danskerne hjemme ved kakkelbordene om at give et bidrag til Afrikas børn og unge, som indsamlingen i år skulle gå til. I alt blev det til 87 millioner kroner.
Umiddelbart lyder det som et flot og storsindet beløb, men alt er ikke så dejligt, som de store smil, der kørte over skærmen hele lørdag aften på DR1.

Ligeglad med Afrika
I 2010, da finanskrisen ellers var på sit højeste, blev der samlet 130 millioner ind til landsindsamlingen, og i årene op til havde det år for år lykkedes os at samle mere og mere ind til det nødlidende Afrika. Men nu i 2011 har vi altså knækket kurven, hvor vi har tabt næsten en tredjedel af det beløb, der blev samlet ind sidste år.
Så må vi spørge os selv, hvorfor kurven nu er vendt i 2011, hvor det lykkede at skrabe lige godt 16 kroner sammen pr. dansker. 16 kroner. Man kan håbe, at det er fordi, alle danskere har været forbi denne blog og fulgt mit råd om ikke at give til de enkeltstående indsamlinger men i stedet melde sig ind i en NGO og donere faste månedlige beløb (se ”Har du snakket med din facer i dag?" på denne blog under december, 2010). På den måde bliver det nemlig muligt at skabe vedvarende og langsigtede projekter, der virkelig kan gøre en forskel for Den Tredje Verden. Jeg er desværre ret sikker på, at http://www.dentredjeverden.blogspot.com/ ikke har haft så mange besøgende endnu.
Jeg kunne derfor være bang for, at det er den generelle holdning til at hjælpe med at skabe mere lighed i verden, der har ændret sig. Afrika sælger simpelthen ikke billetter længere, og det kan blive et kæmpe problem for de mange afrikanske lande, der vitterligt har brug for hjælp til at komme ud af den fattigdom, som trods positive udviklingstegn stadig har så godt fat i kontinentet. Jeg håber det ikke, men det kunne desværre godt se sådan ud. Det vil blive en sort, sort fremtid Afrika vil gå i møde. Men der er muligheder – og netop Afrikas ungdom er en af dem, mener jeg.

Sats på børn og unge
Danmarksindsamlingen 2010 var altså rekordåret, og her gik de indsamlede penge til projekter, der skulle støtte afrikanske kvinder. I år gik beløbet til afrikanske unge. Måske har afrikanske kvinder bare været et mere sexet emne at samle ind til end Afrikas unge. I hvert fald har kvinder fået ekstrem meget fokus i dansk udviklingsarbejde gennem de seneste par årtier. Men at danskerne skulle føle, at det er mindre attraktivt at donere til Afrikas børn og unge er super ærgerligt, for det er netop her, vi kan sikre en lysere fremtid for Afrika. Med uddannelse til Afrikas børn og unge er det muligt at skabe fundamentale ændringer i de afrikanske samfund. Især set i lyset af at mere end 50 procent af befolkningerne i mange af de fattigste, afrikanske lande er under 25 år, kan man se, at hvis det lykkes at uddanne denne generation og give de unge bedre muligheder, så er der rent faktisk mulighed for at skabe holdbare ændringer, der også på sigt kan gøre en stor forskel for Afrika.
Hvis det er sandt, at danskerne har tabt interessen for Afrika og den afrikanske ungdom især, så vil jeg blive meget ærgerlig. Jeg håber ikke, at det er tilfældet, og at der er andre faktorer, der er skyld i det umiddelbart halvslatne indsamlingsresultat.

Hvis ikke du allerede donerer faste månedlige beløb til en NGO og fik du ikke lige sendt en sms til 1212 i går, så er der al mulig grund til at melde dig ind i en velgørende organisation. Afrikas ungdom har i hvert fald brug for al den støtte, den kan få lige nu. Er det netop Afrikas børn og unge, du vil støtte, så kunne et medlemskab i UNICEF måske lige være noget for dig. Du kan læse mere på http://www.unicef.dk/, hvor du kan se, hvordan netop denne organisation arbejder for Afrikas børn og unge.

/MP

søndag den 23. januar 2011

Ung i Den Tredje Verden

Ærlige film om glæde og håb

Tre kondomer, 15 plasticposer og et gammelt bildæk. Det er de materialer, Fred har brug for, når han skal lave sin egen fodbold – eller bouncing ball som han kalder det. Fred bor i Zambia, hvor han laver små fodbolde til sig selv og sine venner, fordi de ikke har råd til at købe en rigtig fodbold.
Du kan møde Fred i filmen ”Condomise Zambia”, som netop har vundet Mellemfolkeligt Samvirkes videokonkurrence om kortfilm, der viser, hvordan det er at være ung i Den Tredje Verden. I alt deltog 33 film, som du kan se på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside (se link sidst i dette blogindlæg).
I filmene får du et råt og ærligt indblik i, hvordan det er at være ung i fattige lande som for eksempel Zambia, Kenya, Nepal og Tanzania.

Glæde og håb
Giv dig selv tid til at se i hvert fald bare et par af filmene. Du vil nemlig møde masser af smil, glæde og frem for alt håb i filmene. For selv om fattigdom, sult og arbejdsløshed er problemer, disse unge kæmper med hver eneste dag, så har de også en ufattelig livsglæde. En optimisme, som måske kan synes som en facade, der skal dække over et svært liv i fattigdom, men som ikke desto mindre vidner om, at de unge finder håb og glæde i deres fattige hverdag.
Det er netop den glæde og det håb, vi kan udnytte til at skabe fremskridt i Den Tredje Verden. Kreativitet, arbejdsiver, glæde og engagement er de kompetencer, de unge skal udnytte for at skabe en lysere fremtid for for dem selv og og de fattige lande i Den Tredje Verden, hvor 2,6 milliarder mennesker i dag lever for under to dollars om dagen.

Hvor skal vi hjælpe?
Det er dejligt at opleve den glæde og optimisme blandt ungdommen i Den Tredje Verden. Det er en indstilling, der skaber håb for en bedre fremtid.
Desværre er der ingen af disse 33 film, der er lavet i verdens allerfattigste lande. De fleste film er lavet om unge i lande som Kenya, Nepal, Honduras, Tanzania og Ghana. Det er alle lande, som har fået gang i økonomien, og som derfor er på vej ud af fattigdommens klamme greb. Derfor er det måske også meget naturligt, at optimismen blomstrer i disse lande, hvor både industri, landbrug og turisme er begyndt at blomstre. Kun tre film er lavet i lande som er virkelig fattige. Det drejer sig om Mali, Malawi og Rwanda. Det kunne være interessant at se flere film fra disse lande og fra andre af verdens allerfattigste lande som Eritrea, Etiopien og DR Congo.
Det er lettere sagt end gjort, da vi her rammer hovedet på en af de centrale diskussioner i udviklingsbistanden. Skal vi hjælpe der, hvor der er utroligt meget brug for hjælp, men hvor det kan føles som at hælde penge og arbejdsindsats ned i et sort hul, fordi problemerne er så store, at det er svært at se og måle den udvikling, som bistand i disse områder trods alt kan skabe? Ellers skal man i stedet hjælpe der, hvor der allerede er kommet lidt skub i hjulene, og hvor effekterne er tydelige og målbare?
Jeg er ikke i tvivl om, at man primært bør hjælpe der, hvor nøden er størst. Men sådan som systemet af udviklingsbistand er skruet sammen i verden i dag, er det svært at skaffe donorer til den slags projekter, fordi man ikke kan se, at ens donationer gør en forskel. Den diskussion vil jeg tage op i en af de kommende blogs. Indtil da synes jeg, at du skulle tage at se (i hvert fald nogle af) de 33 film på http://ms.dk/sw184108.asp.

/MP

søndag den 16. januar 2011

Nødhjælp erklæres død

Nytter det overhovedet at hjælpe Den Tredje Verden?

Mere end 13.000.000.000 (13 billioner) kroner har verden brugt på at udvikle Den Tredje Verden de seneste 50 år, og mere end 40 procent af verdens befolkning lever stadig for under to dollars om dagen. Har nødhjælp og udviklingsbistand været forfejlet? Ja, argumenterer Dambisa Moyo i sin bog "Dead Aid". Her lyder argumentet:

"Aid has not lived up to expectations. It remains at the heart of the deveopment agenda, despite the fact that there are very compelling reasons to show that it perpetuates the cycle of poverty and derails sustainable economic growth."

Dambisa Moyo mener, at nødhjælp og udviklingsbistand har været en faktor, der har fastholdt Den Tredje Verden og især Afrika i fattigdom, da pengestrømmen har dræbt enhver form for initiativ til selv at gøre noget ved problemerne. Hun argumenterer i sin bog detaljeret, hvordan vestens gode vilje har været med til at korrumpere og fastholde afrikanske nationer i fattigdom. Løsningen er, siger Dambisa Moyo, at vi helt afvikler nødhjælp og udviklingsbistnad over en femårig periode. Det vil give Afrika en chance for at klare sig selv, mener hun.

Ny taktik i udvikling
Zambiske Dambisa Moyo fremfører et provokerende argument, som nok ikke møder meget umiddelbar forståelse blandt verdens mange dedikerede nødhjælpsarbejdere. Indiskutabelt er det dog, at verden stadig har alt for mange fattige. At nødhjælp og udviklingsbistand ikke har virket som planlagt er også svært at modarumenter. At Den Tredje Verden derimod ville have haft det meget bedre, hvis vi ikke vi havde brugt de seneste 5 årtier på at forsøge at afhjælpe fattigdom i Den Tredje Verden, er dog en kontrafaktisk påstand, som Dambisa Moyo i mine øjne ikke kan underbygge i sin bog.
Det er i dag tydelig for enhver hjælpeorganisation, at ubetingede pengedonationer i længden ikke gør nogen forskel, og ja måske forværrer det endda situationen, som Dambisa Moya argumenterer. Men vi er blevet klogere med tiden, og der er ingen lande eller organisationer med respekt for sig selv, der kunne finde på bare at sende en pose penge afsted for at afhjælpe et fattigdomsproblem. Fokus er flyttet i udviklingsbistandens indsats, og hvor der før blev fokuseret på at yde nødhjælp i katastrofesituationer, bliver pengene i dag brugt på at påvirke hele samfundssystemer. Populært og forenklet sagt har den generelle tendens indefor udviklingsbistand gået fra at give en fisk til at give en fiskenet og undervisning i at fiske. En tendens som rigtig tog fart i løbet af 90'erne, og som idag er logik for alle og enhver, der beskæftiger sig med nødhjælp og udvikling. De seneste tal viser da også, at det gennem de seneste 10-20 år er begyndt at gå den rigtige vej i forhold til bekæmpelsen af fattigdom.
Selv om der stadig er et stykke vej til at nå FNs Mellenium Development Goals, som blev underskrevet i år 2000, og som skulle være nået i 2015, så er vi trods alt nået et godt stykke af vejen (se links i bunden af indlægget). Ikke mindst takket være den moderne nødhjælp og udviklingsbistand, som har været med til at bane vejen for positiv udvikling i Afrika.

Tag et kig i spejlet
Set i lyset af de seneste års positive udvikling er Dambisa Moyos kritik forfejlet, men ikke desto mindre har hun nogle gode pointer, som det er værd at hæfte sig ved i arbejdet for at hjælpe Den Tredje Verden. Og selv om mange organisationer afskriver hendes kritik med hovedrysten, så mener jeg nu, at det er meget sundt at tage et kig i det spejl, Dambisa Moyo holder op foran verden. For hendes perspektiv afslører trods alt nogle af de fejl, mange i nødhjælpsverdenen har haft svært ved at erkende, og der er stadig en række interessante problemstillinger, som er værd et kigge nærmere på. Blandt andet omkring de kreditter, vi giver afrikanske stater, og den samhandel, vi har med Den Tredje Verden. Problematikker som jeg vil komme ind på i senere blog indlæg.
Indtil da kan jeg kun opfordre dig til at læse bogen, som jeg er sikker på både vil forarge og forbløffe de fleste læsere.

/MP


"Dead Aid" kan købes for omkring 75 kroner lige her: 

Læs mere om Millenium Development Goals lige her:

lørdag den 8. januar 2011

Investorer fordriver fattige bønder

Senest har bønder i Mali mistet deres jord

Flyt eller bliv kørt over af en bulldozer! Så enkel er den besked, som bønderne i en en række små landsbyer i Mali, netop har fået. De har ellers boet her i mange generationer, men de har som de fleste andre bønder i denne del af Afrika ikke papirer på deres land. Nu har regeringen solgt landbrugsjorden til Libyen, og nu må bønderne flytte med kort varsel – og uden kompensation.
Mali er bare et af de mange lande i Afrika, som kæmper med fattigdom og sult, og det bliver ikke bedre af, at regeringen sælger ud af landets sparsomme landbrugsjord. Præcis denne aftale, der fornylig er kommet frem, er indgået med Libyen, der vil producere ris, korn og kød, som de vil sende hjem, men flere afrikanske lande har indgået lignende kontrakter med både vestlige lande, virksomheder og investeringsfonde.

Uretfærdigt men lovligt
Det virker åbenlyst uretfærdigt, at man på den måde kan sælge rettighederne til jord, som har gået i arv i mange generationer, og på den måde tage brødet ud af munden på i forvejen fattige, afrikanske bønder. Det burde være ulovligt, men det er det ikke. Og det er også derfor, mange - også vestlige - lande og multinationale virksomheder opkøber jord i Afrika i massevis. Ingen ved præcist, hvor meget jord der er blevet solgt eller langtidsleaset i Afrika, da mange af aftalerne bliver indgået i hemmelighed. Sikkert er det dog, at det er millionvis af hektarer, det drejer sig om, og ofte er det den bedste landbrugsjord, der bliver solgt først. Dermed forvises fattige og i forvejen sultende bønder til endnu dårligere landbrugsjord. Man kalder dette fænomen Land Grab.

Mulighed for positiv udvikling gennem Land Grab
Land Grab kan have masser af dårlige konsekvenser for det land, der sælger ud af den sparsomme landbrugsjord. Øget fødevaremangel i et forvejen sultende land og faldende eksport for de afrikanske lande, hvor landbruget ofte udgør 85-90 procent af landets samlede indtægtskilder, er blot få af de åbenlyse konsekvenser. Men der er også gode effekter at opnå gennem Land Grab, hvis altså aftalerne bliver indgået på de rette vilkår. Dette er desværre ikke tilfældet i langt hovedparten af de Land Grab-aftaler, offentligheden trods alt har fået kendskab til.
Man kan kun opnå positiv udvikling gennem Land Grab, hvis aftalerne indgås på de rette vilkår. Udenlandske investeringer i landbrugsjord kan være ensbetydende med penge til opbygning af infrastruktur i udviklingslandenes yderområder, udbygning af transportkanaler ind og ud af landet samt en effektivisering af landbrug og industri. Det fastslår i hvert fald International Institute for Environment and Development (IIED), der har lavet den hidtil mest udførlige undersøgelse af konsekvenserne ved netop Land Grab. Her mener forskerne, at man kan skabe nye muligheder inden for landbruget, da teknologi og viden ofte vil følge med disse investeringer i afrikansk jord. Desuden vil den øgede mængde af penge, der vil komme i omløb, også kunne skabe affødte udviklingsmuligheder for befolkninger.
Afgørende er det dog, at aftalerne om Land Grab bliver indgået under gunstige vilkår, der direkte adresserer disse positive, affødte effekter. Det er dog langt fra tilfældet i de aftaler om Land Grab, som vi har set hidtil. Korruption, manglende gennemsigtighed og hemmelighedskræmmeri forpurrer mulighederne for at skabe positiv udvikling.

Hvad skal vi gøre?
Hvis vi skal korruptionen, den manglende gennemsigtighed og hemmeligholdelsen af de omfattende Land Grab-aftaler til livs, må vi gøre noget. Og der er en åbenlys løsning. Med et supranationalt organ, der kan administrere, rådgive og godkende aftalerne om Land Grab, vil vi kunne undgå de negative konsekvenser og udnytte mulighederne ved Land Grab. Gennem dette organ, der kunne oprettes i for eksempel FN- eller WTO-regi, vil man kunne sørge for, at nogle af de krav, som IIED anbefaler, også bliver overholdt i aftalerne om Land Grab. Det er krav som:

  • Salgsaftaler og leasingaftaler skal vare under 50 år, fordi aftaler herover under ingen omstændigheder kan indeholde en bæredygtig udvikling, da det er umuligt at forudsige de givne forhold i landet.
  • Enhver investor må engagerer sig i den lokale udvikling, og krav herom skal indgå direkte i kontrakten.
  • Værtslandenes regeringer skal i betydeligt større omfang stille krav til investorerne. Det kan være krav om, at sandsynliggøre evner og redegøre for mål og affødte effekter ved netop denne Land Grab-aftale.
  • Desuden skal der være krav om et socialt engagement i udviklingen af lokalsamfundene omkring områderne, der indgår i Land Grab-aftalerne.

Det er simple målsætninger, som i dag ikke bliver overholdt, da de afrikanske stater ofte er i så pressede situationer, at de sjældent har mulighed for at forhandle og stille krav og derfor må tage til takke med det, investorerne tilbyder. Det vil et nyt kontrol og rådgivningsorgan kunne lave om på. Det er nødvendigt, hvis vi ikke vil se fattigdoms- og sultproblemerne i Afrika vokse sig endnu større. Desværre mangler der politisk velvilje til at se på problemerne. Lad os håbe, at vestens stats- og udenrigsministre snart får taget sig sammen.

/MP


Læs mere på www.iied.org og www.grain.org.

Husk, at du kan gøre en forskel ved at sætte dit kryds ved politikere, der arbejder for at hjælpe Den Tredje Verden, og du kan melde dig ind i organisationer som for eksempel Amnesty International, der arbejder for de enkeltes rettigheder i hele verden.