onsdag den 21. september 2011

Ambassadøren: Pengemænd voldtager Afrika

Ironi og naiv humor blandes med korruption og blod-diamanter i Mads Brüggers film "Ambassadøren"

Iklædt lyst jakkesæt, lange læderstøvler og mørke solbriller indtager Mads Brügger Den Centralafrikanske Republik (DCR) med et falsk diplomatpas, som han efter at have besøgt flere udbydere rundt om i Europa købte i Holland. Nu med diplomatpas og papirer, der fortæller, at han er Liberias konsul i DCR, og under dække af at ville bygge en tændstikfabrik, går "Ambassadøren" nu igang med at jagte de diamanter, der i manges øjne paradoksalt nok ses som DCRs forbandelse.
Netop med diplomatpasset, som "Ambassadøren" købte i Europa for omkring en million kroner, skulle han nu kunne gå uhindret gennem tolden, når han rejser frem og tilbage mellem Europa og DCR – uagtet hvor mange diamanter eller dollars han medbringer i sine kufferter. En sand legeplads for rige, hvide mænd med skjulte dagsordner. Men det er ikke en ufarlig leg, hvilket filmen senere skal vise, da en af Mads Brüggers kontakter bliver likvideret på et fodboldstadion i Bangui. En skæbne som Mads er blevet advaret imod, inden han rejste, og som han undervejs i filmen åbenlyst er bange for skal ramme ham.

Filmen bliver på den måde en afrikansk dannelsesrejse, hvor vi følger ”Ambassadørens” vej mellem de korrupte magthaver i DCR.

Diplomater med diamanter og dollars
Som i "Det røde Kapel", hvor Mads Brügger og co. udstiller facadespillet i det uhyrlige Nordkorea, udstiller "Ambassadøren" her den gennemgående korruption, du finder i DCR og i andre Afrikanske lande for den sags skyld.

Det hele er selvfølgelig sat op og orkestreret af Mads Brügger og resten af filmholdet, og i den forstand er selve filmen ren fiktion. Men som Mads Brügger selv forklarede efter snigpremieren i Grand, så er det kun karakteren med lange læderstøvler, lyst jakkesæt og mørkesolbriller der er fiktion, mens hele den korrupte (under)verden, som han møder undervejs, uanset hvor karikeret og spionfilmsagtigt det virker, er den pure virkelighed for det gennemkorrumperede DCR.

Ja, det er en skræmmende virkelighed, vi ser i filmen, hvor det lader til, at alt, hvad der foregår af politik og diplomati i DCR, handler om, at jakkesættene skal skrabe så mange diamanter og dollars til sig som overhovedet muligt. På den måde bestikker ”Ambassadøren” sig vej til diamantminerne med det, som han selv kalder ”envelopes of happiness” - kuverter fyldt med bestikkelsespenge.

Det virkelige Afrika
På trods af virkeligheden, som Mads Brügger er rejst ned til i DCR, så er filmen ”Ambassadøren” ikke desto mindre en fiktionsfilm. Den naivistiske komik, som vi kender Mads Brügger for, gennemsyrer da også hele filmen, hvor han undervejs danser med spritstive pygmæbørn i en lille afrikansk landsby uden for hovedstaden Bangui. Eller da han i sin velkomsttale til en diplomatfest, som han selv er vært for, siger til sine diplomatgæster: "Jeg forstår mig ikke på diplomati, men jeg er vældig god til alkohol. God fest".

Enkelte steder går ironien dog over gevind. Blandt andet i scenen, hvor Ambassadøren sætter tre hvide plasticstole op i en af de lokales både, der er lavet af en udhulet træstamme, og tager på sejltur på Ubagi-floden (se billedet øverst). Her sidder han så, lænet tilbage i sin hvide plasticstol, i en udhulet træstamme, med sin karikerede diplomat-uniform, sine to pygmæ-assistenter bag sig og ryger cigaret af en cigaretholder. Det er godt nok underholdende, men selve scenen har intet med historien at gøre, og det lugter langt væk af en scene, der var planlagt hjemmefra for at eksponere en fiktiv absurditet i DCR og det korrupte diplomati i Afrika. Det hiver os som publikum ud af den skræmmende virkelighed, vi befinder os i, og dermed underminerer det den voldsomme alvor, der ligger under hele filmen.

Måske netop her fejler filmen en smule. I forsøget på at overdrive det absurde, det uretfærdige og det fordærvede i denne del af det afrikanske diplomati kommer det i filmen til at fremstå som en karikeret og fiktiv virkelighed. Det er det langt fra. Det er netop den virkelighed, som mange skrøbelige afrikanske stater kæmper med. En kamp mod lyssky, rige, hvide pengemænd, der har skjulte dagsordner, og som med Euros og dollars kan købe sig til al den magt, de kan ønske sig.

En diplomat er bedre end en journalist
Efter snigpremieren forklarede Mads Brügger, at filmen netop skal udstille, hvor skrøbelige nogle afrikanske lande er, og hvor let det i virkeligheden er for pengestærke mænd at købe sig ind på magten og få del af de enorme naturressourcer et land som DCR sidder på – vel at mærke uden, at hverken de lokale aller staten kommer til at nyde godt af noget som helst. I filmen møder vi flere gange undervejs andre diplomater, blandt andet fra Italien, Frankrig og Indien, der alle på mere eller mindre samme ulovlige vis som ”Ambassadøren” har fingrene dybt ned i diamantminerne i DCR. Det er en vigtig detalje, der fortæller, at dette ikke kun findes i denne film, men at det afrikanske blod-diamanteventyr rent faktisk udleves af en lang række mere eller mindre legitime diplomater.

Netop her bliver filmen vigtig, og det er her Mads Brügger brillerer. For med diplomatpas får han netop adgang til denne underverden af korruption, der øjensynligt findes i DCR og formentlig i andre afrikanske stater. Det er en afsløring af en korrupt underverden af lyssky pengemænd, der åbenlyst obstruerer en positiv udvikling i et land som DCR – en verden, som Mads Brügger aldrig var kommet i nærheden af, hvis han var rejst til DCR som den almindelige journalist, han jo er. En underverden, Mads Brügger som ”Ambassadøren” nu får direkte adgang til med sit diplomatpas, som han gennem europæiske mellemmænd har bestukket sig til i Liberia.

Afrika voldtages af hvide mænd
Mads Brügger sagde selv efter fremvisnigen i Grand: "Ambassadøren udstiller, hvor skrøbelige nogle stater i virkeligheden er, og hvordan pengestærke, hvide mænd bare kan voldtage Afrika".

Hvad man skal gøre for at hjælpe disse svage og skrøbelige stater giver hverken filmen eller Mads Brügger dog nogen svar på. Personligt sidder jeg derfor tilbage med et uforløst håb om, at der bliver sat ind mod denne skrupelløse underverden i diplomatiets Afrika – både i Europa, hvor der må og skal sættes en stopper for de bagmænd, der åbenlyst over internettet tilbyder diplomatpas til hvem som helst. Og mod den korruption, der er så fordærvende for en mere positiv udvikling i Afrika.

Skal du så se ”Ambassadøren”?
Tilbage er så spørgsmålet, om du skal tage ind og se filme, når den får premiere 5. oktober. Ja, det skal du, hvis du vil underholdes, og hvis du vil have en historie fra Afrika fortalt på en helt ny måde. Elskede du "Det røde Kapel", så vil du også synes om "Ambassadøren", for de to film er på mange måder ret ens.

Forventer du derimod en film, der vil gøre en forskel, og som vil give dig et fornyet og anderledes indblik i Afrika og i arbejdet om at skabe udvikling og velstand, så vil "Ambassadøren" formentlig skuffe dig. Her vil den ikke andet end bekræfte de fordomme, der allerede findes om Afrika, og filmen bidrager på trods af sin banebrydende form og filmholdets livsfarlige indsats i DCR ikke til, at vi kan komme videre på nogen måde.

På den anden side, hvis du virkelig er så interesseret i Afrika og udvikling for verdens fattigste, så er "Ambassadøren" ikke en film, du må gå glip af.

mandag den 12. september 2011

Gæsteblogger på Udenriget.dk

Fra og med i dag er jeg blevet gæsteblogger på Udenrget.dk. Det er en opgave, jeg er blevet tilbudt gennem mine indlæg her på Den Tredje Verden. Det betyder, at du i fremtiden både vil kunne læse mine blogindlæg på Udenriget.dk og på Den Tredje Verden. Jeg skal understrege, at der ikke vil være noget overlap, da jeg skriver vidt forskellige blogs til de to sider.

Den første blog til Udenriget.dk handler om valget på torsdag, hvor vi danskere skal tage en stor beslutning - ikke bare for Danmark men også for Afrika. Læs mere her:

http://www.udenriget.dk/?p=1295

Jeg er meget glad for at få muligheden for også at skrive indlæg til denne blog, der netop beskæftiger sig med udenrigspolitike og herunder udviklingspolitik, og jeg håber, at du i fremtiden vil følge med begge steder.

søndag den 4. september 2011

Ulandsbistanden glemt i valgkamp

Blå regering tager penge fra Afrika og giver til rige danskere

Vi har valgkamp i Danmark. Det er vel næppe gået nogens næse forbi. Til gengæld kan det sagtens være gået en del næser forbi, hvad de enkelte partier egentlig mener om ulandsbistand. Og hvad har de enkelte partier egentlig i sinde at gøre, hvis det bliver enten en rød eller en blå statsminister efter valget 15. september?

Kort fortalt vil ulandsbistanden formentlig endnu engang blive sat ned, hvis det bliver Lars Løkke, der skal sidde i statsministeriet. I hvert fald er der blevet fremlagt forslag om at sætte ulandsbistanden yderligere et hak ned til 0,76 procent af BNI. Og det er endda, hvis Dansk Folkeparti ikke kommer ind og trækker endnu længere ned i ulandsbudgettet. DF vil nemlig fjerne yderliger 10-15 procent af ulandsbistanden.

Hvis det bliver Helle Thorning-Schmidt, der kommer til at sidde som statsminister med et rødt flertal, vil ulandsbistanden derimod blive sat op til 1,00 procent af BNI, hvilket svarer til tre milliarder ekstra om året.

Intet liberalt alternativ for anstændighed
Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at min stemme nok falder til et parti med overvejende røde farver på deres valgplakater, men jeg kan sagtens følge idéerne i de borgerlige partiers økonomiske planer. I mine øje er det blot et spørgsmål om forskellige måder at tackle problemerne på og forskellige holdninger til omfordelingen herhjemme i Danmark. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at der for de mange danskere, der har en liberal holdning til, hvordan vi skal indrette vores samfund, ikke er et eneste parti, der går ind for en anstændig ulandsbistand.

Det nærmest, vi kommer, er Radikale Venstre, som mange liberale sikkert vil afholde sig fra at stemme på, idet RV peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Jeg vil alligevel opfordre til at stemme på en anstændig ulandsbistand. Jeg er nemlig sikker på, at de ekstra kroner rækker længere og kan gøre en større forskel i Afrika end i Assens.

Bare forestil dig, hvad 100 kroner kan gøre for en familie i Somalia – mad, vand i dagevis samt livsvigtig medicin. Og forestil dig så, hvad de samme 100 kroner kan gøre for en familie i Silkeborg – lørdagsslik og måske en billig flaske rødvin. Jeg ved godt, hvor jeg synes, pengene skal gå hen.

Ulandsbistand forsvundet i de sidste 10 år
I år 2000 lå den danske ulandsbistand på 1,06 procent, men siden er tallet faldet drastisk under de 10 år, hvor vi har haft en VK-regering. Samtidig er de midler, der trods alt stadig er blevet afsat til ulandsbistand blevet omdirigeret til også at omfatte militære indsatser og andre danske aktiviteter, så det reelle tal for ulandsbistand er i virkeligheden endnu mindre. Det er ærgerligt, når der samtidig i landene omkring os i den vestlige verden har været en voksende enighed om, at det er nødvendigt at bidrage til en mere balanceret og retfærdig verden.

Det er noget, der desværre samtidig er med til at tegne et billede af et Danmark, der forskanser sig i en tid, hvor alt ellers peger mod globalisering. Verden bliver stadig tættere forbundet, og mange økonomiske beregninger viser, at også vi i den vestlige verden på sigt kan få gavn af en mere balanceret verden. Men den vigtigste årsag til at give må stadig være anstændigheden i at hjælpe i de lande, som af forskellige årsager fastholdes i dyb fattigdom.

Tag fra de fattige, giv til de rige
I de 10 år, hvor VK-regeringen gang på gang har skåret i ulandsbistanden, er pengene blandt andet gået til skattelettelser til de absolut rigeste i Danmark. Det er i mine øjne grænsende til det vulgære, at man kan føre sådan en politik. Når Venstre og Konservative nu foreslår at skære i ulandsbistanden endnu engang, så ser det også ret skræmmende ud, når næste punkt på programmet hedder tilskud til boligkøbere, suspension af boligskatter og tinglysningsafgift samt bedre vilkår for lån til danske virksomheder.

Det er i det hele taget himmelråbende tiltag, og det er ærgerligt, at der nærmest ikke er nogen, der i valgkampen gør opmærksom på denne skævhed i VK's politik. Desværre er forklaringen nok, at der ikke er stemmer i en anstændig udviklingsbistand, og derfor er der ingen politikere, der gider røre ved. Derfor opfordrer jeg dig til at tage udviklingsbistanden med i dine overvejelser, når du næste torsdag går ind i bag forhænget og skal sætte dit kryds. For først, når bistandspolitikken kan flytte stemmer, vil den komme på dagsordenen. Og det har den så sandelig behov for at komme, når vi nu også på dette område er ved at komme ned og ligge omkring minimumsgrænsen, der er udstukket af FN.

På kant med FN-anbefalinger
Fra FN i New York er der klare anbefalinger om, at ulandsbistanden fra rige vestlige lande bør være minimum 0,7 procent af BNI. Hvis det bliver Lars Løkke, der skal styre Danmark gennem krisen efter valget, kommer vi trods alt også til at ligge en smule over dette niveau. Traditionelt har Danmark dog altid ligget langt højere end FN's anbefalinger – som nævnt 1,06 i år 2000 - og det har givet os mulighed for at trække langt større og mere økonomisk tunge lande med op i procenterne, når ulandsbistand er blevet diskuteret i de internationale fora, vi deltager i. Nu ser det ud til, at vi risikerer, at komme ned og slås med FN's minimumskrav på endnu et punkt. Det kan vi ikke være bekendt. For på trods af finanskrisen, så har vi stadig ansvaret for at gøre den globale omfordeling mere retfærdig.

Her fra DenTredjeVerden skal der derfor lyde en opfordring til at sætte et anstændigt kryds på valgkortet 15.september. Ærgerligt, at der ikke er et blåt alternativ for en anstændig udviklingsbistand, da jeg er sikker på, at holdningen om, at vi skal gøre en forskel i Den Tredje Verden findes hele vejen på tværs af den politiske skal.

/MP

Den Tredje Verden igang igen

Efter en lang pause fra opdatering af DenTredjeVerden.blogspot.com er jeg nu tilbage med nye diskussioner af dansk udviklingspolitik og forholdene i Den Tredje Verden.Beklager den lange pause.
Jeg vil nu bestræbe mig på at opdatere bloggen jævnligt igen, og derfor håber jeg på, at du atter vil følge med i debatten her på siden. God læselyst!

/MP