Ironi og naiv humor blandes med korruption og blod-diamanter i Mads Brüggers film "Ambassadøren"
Iklædt lyst jakkesæt, lange læderstøvler og mørke solbriller indtager Mads Brügger Den Centralafrikanske Republik (DCR) med et falsk diplomatpas, som han efter at have besøgt flere udbydere rundt om i Europa købte i Holland. Nu med diplomatpas og papirer, der fortæller, at han er Liberias konsul i DCR, og under dække af at ville bygge en tændstikfabrik, går "Ambassadøren" nu igang med at jagte de diamanter, der i manges øjne paradoksalt nok ses som DCRs forbandelse.
Netop med diplomatpasset, som "Ambassadøren" købte i Europa for omkring en million kroner, skulle han nu kunne gå uhindret gennem tolden, når han rejser frem og tilbage mellem Europa og DCR – uagtet hvor mange diamanter eller dollars han medbringer i sine kufferter. En sand legeplads for rige, hvide mænd med skjulte dagsordner. Men det er ikke en ufarlig leg, hvilket filmen senere skal vise, da en af Mads Brüggers kontakter bliver likvideret på et fodboldstadion i Bangui. En skæbne som Mads er blevet advaret imod, inden han rejste, og som han undervejs i filmen åbenlyst er bange for skal ramme ham.
Filmen bliver på den måde en afrikansk dannelsesrejse, hvor vi følger ”Ambassadørens” vej mellem de korrupte magthaver i DCR.
Diplomater med diamanter og dollars
Som i "Det røde Kapel", hvor Mads Brügger og co. udstiller facadespillet i det uhyrlige Nordkorea, udstiller "Ambassadøren" her den gennemgående korruption, du finder i DCR og i andre Afrikanske lande for den sags skyld.
Det hele er selvfølgelig sat op og orkestreret af Mads Brügger og resten af filmholdet, og i den forstand er selve filmen ren fiktion. Men som Mads Brügger selv forklarede efter snigpremieren i Grand, så er det kun karakteren med lange læderstøvler, lyst jakkesæt og mørkesolbriller der er fiktion, mens hele den korrupte (under)verden, som han møder undervejs, uanset hvor karikeret og spionfilmsagtigt det virker, er den pure virkelighed for det gennemkorrumperede DCR.
Ja, det er en skræmmende virkelighed, vi ser i filmen, hvor det lader til, at alt, hvad der foregår af politik og diplomati i DCR, handler om, at jakkesættene skal skrabe så mange diamanter og dollars til sig som overhovedet muligt. På den måde bestikker ”Ambassadøren” sig vej til diamantminerne med det, som han selv kalder ”envelopes of happiness” - kuverter fyldt med bestikkelsespenge.
Det virkelige Afrika
På trods af virkeligheden, som Mads Brügger er rejst ned til i DCR, så er filmen ”Ambassadøren” ikke desto mindre en fiktionsfilm. Den naivistiske komik, som vi kender Mads Brügger for, gennemsyrer da også hele filmen, hvor han undervejs danser med spritstive pygmæbørn i en lille afrikansk landsby uden for hovedstaden Bangui. Eller da han i sin velkomsttale til en diplomatfest, som han selv er vært for, siger til sine diplomatgæster: "Jeg forstår mig ikke på diplomati, men jeg er vældig god til alkohol. God fest".
Enkelte steder går ironien dog over gevind. Blandt andet i scenen, hvor Ambassadøren sætter tre hvide plasticstole op i en af de lokales både, der er lavet af en udhulet træstamme, og tager på sejltur på Ubagi-floden (se billedet øverst). Her sidder han så, lænet tilbage i sin hvide plasticstol, i en udhulet træstamme, med sin karikerede diplomat-uniform, sine to pygmæ-assistenter bag sig og ryger cigaret af en cigaretholder. Det er godt nok underholdende, men selve scenen har intet med historien at gøre, og det lugter langt væk af en scene, der var planlagt hjemmefra for at eksponere en fiktiv absurditet i DCR og det korrupte diplomati i Afrika. Det hiver os som publikum ud af den skræmmende virkelighed, vi befinder os i, og dermed underminerer det den voldsomme alvor, der ligger under hele filmen.
Måske netop her fejler filmen en smule. I forsøget på at overdrive det absurde, det uretfærdige og det fordærvede i denne del af det afrikanske diplomati kommer det i filmen til at fremstå som en karikeret og fiktiv virkelighed. Det er det langt fra. Det er netop den virkelighed, som mange skrøbelige afrikanske stater kæmper med. En kamp mod lyssky, rige, hvide pengemænd, der har skjulte dagsordner, og som med Euros og dollars kan købe sig til al den magt, de kan ønske sig.
En diplomat er bedre end en journalist
Efter snigpremieren forklarede Mads Brügger, at filmen netop skal udstille, hvor skrøbelige nogle afrikanske lande er, og hvor let det i virkeligheden er for pengestærke mænd at købe sig ind på magten og få del af de enorme naturressourcer et land som DCR sidder på – vel at mærke uden, at hverken de lokale aller staten kommer til at nyde godt af noget som helst. I filmen møder vi flere gange undervejs andre diplomater, blandt andet fra Italien, Frankrig og Indien, der alle på mere eller mindre samme ulovlige vis som ”Ambassadøren” har fingrene dybt ned i diamantminerne i DCR. Det er en vigtig detalje, der fortæller, at dette ikke kun findes i denne film, men at det afrikanske blod-diamanteventyr rent faktisk udleves af en lang række mere eller mindre legitime diplomater.
Netop her bliver filmen vigtig, og det er her Mads Brügger brillerer. For med diplomatpas får han netop adgang til denne underverden af korruption, der øjensynligt findes i DCR og formentlig i andre afrikanske stater. Det er en afsløring af en korrupt underverden af lyssky pengemænd, der åbenlyst obstruerer en positiv udvikling i et land som DCR – en verden, som Mads Brügger aldrig var kommet i nærheden af, hvis han var rejst til DCR som den almindelige journalist, han jo er. En underverden, Mads Brügger som ”Ambassadøren” nu får direkte adgang til med sit diplomatpas, som han gennem europæiske mellemmænd har bestukket sig til i Liberia.
Afrika voldtages af hvide mænd
Mads Brügger sagde selv efter fremvisnigen i Grand: "Ambassadøren udstiller, hvor skrøbelige nogle stater i virkeligheden er, og hvordan pengestærke, hvide mænd bare kan voldtage Afrika".
Hvad man skal gøre for at hjælpe disse svage og skrøbelige stater giver hverken filmen eller Mads Brügger dog nogen svar på. Personligt sidder jeg derfor tilbage med et uforløst håb om, at der bliver sat ind mod denne skrupelløse underverden i diplomatiets Afrika – både i Europa, hvor der må og skal sættes en stopper for de bagmænd, der åbenlyst over internettet tilbyder diplomatpas til hvem som helst. Og mod den korruption, der er så fordærvende for en mere positiv udvikling i Afrika.
Skal du så se ”Ambassadøren”?
Tilbage er så spørgsmålet, om du skal tage ind og se filme, når den får premiere 5. oktober. Ja, det skal du, hvis du vil underholdes, og hvis du vil have en historie fra Afrika fortalt på en helt ny måde. Elskede du "Det røde Kapel", så vil du også synes om "Ambassadøren", for de to film er på mange måder ret ens.
Forventer du derimod en film, der vil gøre en forskel, og som vil give dig et fornyet og anderledes indblik i Afrika og i arbejdet om at skabe udvikling og velstand, så vil "Ambassadøren" formentlig skuffe dig. Her vil den ikke andet end bekræfte de fordomme, der allerede findes om Afrika, og filmen bidrager på trods af sin banebrydende form og filmholdets livsfarlige indsats i DCR ikke til, at vi kan komme videre på nogen måde.
På den anden side, hvis du virkelig er så interesseret i Afrika og udvikling for verdens fattigste, så er "Ambassadøren" ikke en film, du må gå glip af.
