Ellen Jonhson Sirleaf spiller for galleriet

Præsident kræver Mads Brügger udleveret til Liberia, men kravet er nok mest af alt et forsøg på ikke at tabe for meget ansigt frem for et reelt ønske om en udlevering.

Nobilpristager og præsident i Liberia, Ellen Johnson Sirleaf, er i disse dage gevaldigt ude efter journalist og dokumentarfilms-instruktør Mads Brügger. På ulovlig vis har han ad lyssky kanaler købt sig til et diplomatpas i Den Demokratiske Republik Congo gennem Liberia, hvilket netop er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen "Ambassadøren", som Ellen Johnson Sirleaf er så oprørt over.

I filmen er Ellen Johnson Sirleaf da også under gevaldig beskydning. Først og fremmest fordi hun tilsyneladende selv personligt er inde over udstedelsen af dette diplomatpas til Mads Brügger, som han tydeligvis bestikker sig til. Det er netop sager som dette Ellen Johnson Sirleaf har slået sig op på at afskaffe, og derfor er det kun naturligt at hun går til modangreb for ikke at tabe ansigt.

Derudover gør Mads Brügger i sin dokumentarfilm også opmærksom på, at det Truth and Reconciliation Counsil, der efter borgerkrigen i Liberia skulle sørge for at landet kunne rejse sig og komme videre, netop har Ellen Johnson Sirleaf på sin liste over mennesker, der har været involveret i borgerkrigen på en sådan måde, at de burde være afskåret fra at blande sig i politik i fremtiden. Siden er Ellen Johnson Sirleaf blevet præsident i Liberia, og hun har desuden fået Nobels Fredspris mens ”Ambassadøren” har været i klipperummet.

Mads Brügger går til (og måske over) stregen

I sin dokumentarfilm, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale, optræder Mads Brügger i lange ridestøvler og tropehat. I det hele taget er han taget ud af en eventyrfilm, hvor de værste fordomme og klichéer om kolonialiseringens hvide mænd bliver skamredet. (Læs mere om filmen på linket nederst i dette blogindlæg)

Fra Mads Brüggers dokumentarfilm "Ambassadøren", 

som havde premiere for  cirka et år siden. 

Det kan selvfølgelig virke vulgært, især for et folk, der netop har lidt under en brutal kolonialisering og udbytning. Ikke desto mindre, er netop denne dokumentarfilm med til at sætte fokus på, at selv om Afrika gennemlevede en selvstændighedsbølge og dermed afkolonialisering i 1960'erne, så lever udbytningen af Afrika stadig i bedste velgående.

Derfor mener jeg, at filmen er vigtig, og at den har et formål – altså ud over at tegne et hånligt og karikeret billede af Afrika, som kritikerne mener, den gør.

Ellen har en dårlig sag

Med de førnævnte hårde kritikpunkter af præsident Ellen Johnson Sirleaf, der blandt beskyldes for at være indblandet i korruption, som hun slår sig op på at bekæmpe, så er hun naturligvis nødt til at reagere på Mads Brüggers film. At angrebet først kommer nu er mig dog en gåde, da filmen trods alt har været ude i en del måneder.

Angrebet tror jeg dog ikke skal opfattes som et reelt ønske om at få Mads Brügger udleveret. Det er nok nærmere et forsøg på, at fjerne fokus fra kritikken af Ellen Johnson Sirleaf selv og flytte den over på Mads Brügger – ikke mindst set i en Liberiansk politisk kontekst. Ellen Johnson Sirleaf er med andre ord nødt til at reagere på så skarpe anklager hjemme i Liberia, og da hun har en dårlig sag, vælger hun naturligvis ikke at diskutere, om hun har været involveret i denne yderst alvorlige bestikkelsessag omkring diplomatpas, og i stedet forsøger hun at fjerne fokus ved at ”gå efter manden”.

Det ville da også være ganske utænkeligt, at Mads Brügger skulle blive udleveret på baggrund af at have lavet en kritisk dokumentarfilm, der sætter fokus på et af de områder, som måske mest af alt har brug for fokus i den politiske debat i Liberia – og andre stede i Afrika for den sags skyld.

Dette er i mine øjne en dokumentarfilm med et emne, som man bør tilskynde journalister, debattører, dokumentarister og andre at sætte fokus på i Afrika. Det helt forkerte ville være at straffe folk for at sætte fokus på netop disse kritiske områder, der åbenlyst stadig findes flere steder i Afrika. Hvis ikke der er folk som Mads Brügger, der sætter fokus på problemerne, så vil der ikke blive gjort noget ved dem – og så vil den hvide mands lyssky udnyttelse af Afrika fortsætte uforstyrret. Det må ikke ske.

/MP

Læs desuden anmeldelsen af Mads Brüggers dokumentarfilm, som den blev skrevet dagen efter premieren sidste år:

http://dentredjeverden.blogspot.dk/2011/09/ambassadren-pengemnd-voldtager-afrika.html