Invester i Afrikas ungdom

Dårlig Danmarksindsamling tegn på sort fremtid

Hele Danmark var samlet om at samle ind til Afrika i går. Mads Mikkelsen tog mod donationer over telefonen, Michael Kvium solgte malerier på auktion og hundredvis af virksomheder donerede større beløb, som løb over skærmen hele lørdag aften. Det hele blev krydret med mad fra de storsmilende brødrene Price og et par DR-værter med strittende hår og konstante, kække opfordringer til danskerne hjemme ved kakkelbordene om at give et bidrag til Afrikas børn og unge, som indsamlingen i år skulle gå til. I alt blev det til 87 millioner kroner.

Umiddelbart lyder det som et flot og storsindet beløb, men alt er ikke så dejligt, som de store smil, der kørte over skærmen hele lørdag aften på DR1.

Ligeglad med Afrika

I 2010, da finanskrisen ellers var på sit højeste, blev der samlet 130 millioner ind til landsindsamlingen, og i årene op til havde det år for år lykkedes os at samle mere og mere ind til det nødlidende Afrika. Men nu i 2011 har vi altså knækket kurven, hvor vi har tabt næsten en tredjedel af det beløb, der blev samlet ind sidste år.

Så må vi spørge os selv, hvorfor kurven nu er vendt i 2011, hvor det lykkede at skrabe lige godt 16 kroner sammen pr. dansker. 16 kroner. Man kan håbe, at det er fordi, alle danskere har været forbi denne blog og fulgt mit råd om ikke at give til de enkeltstående indsamlinger men i stedet melde sig ind i en NGO og donere faste månedlige beløb (se ”Har du snakket med din facer i dag?" på denne blog under december, 2010). På den måde bliver det nemlig muligt at skabe vedvarende og langsigtede projekter, der virkelig kan gøre en forskel for Den Tredje Verden. Jeg er desværre ret sikker på, at http://www.dentredjeverden.blogspot.com/ ikke har haft så mange besøgende endnu.

Jeg kunne derfor være bang for, at det er den generelle holdning til at hjælpe med at skabe mere lighed i verden, der har ændret sig. Afrika sælger simpelthen ikke billetter længere, og det kan blive et kæmpe problem for de mange afrikanske lande, der vitterligt har brug for hjælp til at komme ud af den fattigdom, som trods positive udviklingstegn stadig har så godt fat i kontinentet. Jeg håber det ikke, men det kunne desværre godt se sådan ud. Det vil blive en sort, sort fremtid Afrika vil gå i møde. Men der er muligheder – og netop Afrikas ungdom er en af dem, mener jeg.

Sats på børn og unge

Danmarksindsamlingen 2010 var altså rekordåret, og her gik de indsamlede penge til projekter, der skulle støtte afrikanske kvinder. I år gik beløbet til afrikanske unge. Måske har afrikanske kvinder bare været et mere sexet emne at samle ind til end Afrikas unge. I hvert fald har kvinder fået ekstrem meget fokus i dansk udviklingsarbejde gennem de seneste par årtier. Men at danskerne skulle føle, at det er mindre attraktivt at donere til Afrikas børn og unge er super ærgerligt, for det er netop her, vi kan sikre en lysere fremtid for Afrika. Med uddannelse til Afrikas børn og unge er det muligt at skabe fundamentale ændringer i de afrikanske samfund. Især set i lyset af at mere end 50 procent af befolkningerne i mange af de fattigste, afrikanske lande er under 25 år, kan man se, at hvis det lykkes at uddanne denne generation og give de unge bedre muligheder, så er der rent faktisk mulighed for at skabe holdbare ændringer, der også på sigt kan gøre en stor forskel for Afrika.

Hvis det er sandt, at danskerne har tabt interessen for Afrika og den afrikanske ungdom især, så vil jeg blive meget ærgerlig. Jeg håber ikke, at det er tilfældet, og at der er andre faktorer, der er skyld i det umiddelbart halvslatne indsamlingsresultat.

Hvis ikke du allerede donerer faste månedlige beløb til en NGO og fik du ikke lige sendt en sms til 1212 i går, så er der al mulig grund til at melde dig ind i en velgørende organisation. Afrikas ungdom har i hvert fald brug for al den støtte, den kan få lige nu. Er det netop Afrikas børn og unge, du vil støtte, så kunne et medlemskab i UNICEF måske lige være noget for dig. Du kan læse mere på http://www.unicef.dk/, hvor du kan se, hvordan netop denne organisation arbejder for Afrikas børn og unge.

/MP

Ung i Den Tredje Verden

Ærlige film om glæde og håb

Tre kondomer, 15 plasticposer og et gammelt bildæk. Det er de materialer, Fred har brug for, når han skal lave sin egen fodbold – eller bouncing ball som han kalder det. Fred bor i Zambia, hvor han laver små fodbolde til sig selv og sine venner, fordi de ikke har råd til at købe en rigtig fodbold.

Du kan møde Fred i filmen ”Condomise Zambia”, som netop har vundet Mellemfolkeligt Samvirkes videokonkurrence om kortfilm, der viser, hvordan det er at være ung i Den Tredje Verden. I alt deltog 33 film, som du kan se på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside (se link sidst i dette blogindlæg).

I filmene får du et råt og ærligt indblik i, hvordan det er at være ung i fattige lande som for eksempel Zambia, Kenya, Nepal og Tanzania.

Glæde og håb

Giv dig selv tid til at se i hvert fald bare et par af filmene. Du vil nemlig møde masser af smil, glæde og frem for alt håb i filmene. For selv om fattigdom, sult og arbejdsløshed er problemer, disse unge kæmper med hver eneste dag, så har de også en ufattelig livsglæde. En optimisme, som måske kan synes som en facade, der skal dække over et svært liv i fattigdom, men som ikke desto mindre vidner om, at de unge finder håb og glæde i deres fattige hverdag.

Det er netop den glæde og det håb, vi kan udnytte til at skabe fremskridt i Den Tredje Verden. Kreativitet, arbejdsiver, glæde og engagement er de kompetencer, de unge skal udnytte for at skabe en lysere fremtid for for dem selv og og de fattige lande i Den Tredje Verden, hvor 2,6 milliarder mennesker i dag lever for under to dollars om dagen.

Hvor skal vi hjælpe?

Det er dejligt at opleve den glæde og optimisme blandt ungdommen i Den Tredje Verden. Det er en indstilling, der skaber håb for en bedre fremtid.

Desværre er der ingen af disse 33 film, der er lavet i verdens allerfattigste lande. De fleste film er lavet om unge i lande som Kenya, Nepal, Honduras, Tanzania og Ghana. Det er alle lande, som har fået gang i økonomien, og som derfor er på vej ud af fattigdommens klamme greb. Derfor er det måske også meget naturligt, at optimismen blomstrer i disse lande, hvor både industri, landbrug og turisme er begyndt at blomstre. Kun tre film er lavet i lande som er virkelig fattige. Det drejer sig om Mali, Malawi og Rwanda. Det kunne være interessant at se flere film fra disse lande og fra andre af verdens allerfattigste lande som Eritrea, Etiopien og DR Congo.

Det er lettere sagt end gjort, da vi her rammer hovedet på en af de centrale diskussioner i udviklingsbistanden. Skal vi hjælpe der, hvor der er utroligt meget brug for hjælp, men hvor det kan føles som at hælde penge og arbejdsindsats ned i et sort hul, fordi problemerne er så store, at det er svært at se og måle den udvikling, som bistand i disse områder trods alt kan skabe? Ellers skal man i stedet hjælpe der, hvor der allerede er kommet lidt skub i hjulene, og hvor effekterne er tydelige og målbare?

Jeg er ikke i tvivl om, at man primært bør hjælpe der, hvor nøden er størst. Men sådan som systemet af udviklingsbistand er skruet sammen i verden i dag, er det svært at skaffe donorer til den slags projekter, fordi man ikke kan se, at ens donationer gør en forskel. Den diskussion vil jeg tage op i en af de kommende blogs. Indtil da synes jeg, at du skulle tage at se (i hvert fald nogle af) de 33 film på http://ms.dk/sw184108.asp.

/MP

Nødhjælp erklæres død

Nytter det overhovedet at hjælpe Den Tredje Verden?

Mere end 13.000.000.000 (13 billioner) kroner har verden brugt på at udvikle Den Tredje Verden de seneste 50 år, og mere end 40 procent af verdens befolkning lever stadig for under to dollars om dagen. Har nødhjælp og udviklingsbistand været forfejlet? Ja, argumenterer Dambisa Moyo i sin bog "Dead Aid". Her lyder argumentet:

"Aid has not lived up to expectations. It remains at the heart of the deveopment agenda, despite the fact that there are very compelling reasons to show that it perpetuates the cycle of poverty and derails sustainable economic growth."

Dambisa Moyo mener, at nødhjælp og udviklingsbistand har været en faktor, der har fastholdt Den Tredje Verden og især Afrika i fattigdom, da pengestrømmen har dræbt enhver form for initiativ til selv at gøre noget ved problemerne. Hun argumenterer i sin bog detaljeret, hvordan vestens gode vilje har været med til at korrumpere og fastholde afrikanske nationer i fattigdom. Løsningen er, siger Dambisa Moyo, at vi helt afvikler nødhjælp og udviklingsbistnad over en femårig periode. Det vil give Afrika en chance for at klare sig selv, mener hun.

Ny taktik i udvikling

Zambiske Dambisa Moyo fremfører et provokerende argument, som nok ikke møder meget umiddelbar forståelse blandt verdens mange dedikerede nødhjælpsarbejdere. Indiskutabelt er det dog, at verden stadig har alt for mange fattige. At nødhjælp og udviklingsbistand ikke har virket som planlagt er også svært at modarumenter. At Den Tredje Verden derimod ville have haft det meget bedre, hvis vi ikke vi havde brugt de seneste 5 årtier på at forsøge at afhjælpe fattigdom i Den Tredje Verden, er dog en kontrafaktisk påstand, som Dambisa Moyo i mine øjne ikke kan underbygge i sin bog.

Det er i dag tydelig for enhver hjælpeorganisation, at ubetingede pengedonationer i længden ikke gør nogen forskel, og ja måske forværrer det endda situationen, som Dambisa Moya argumenterer. Men vi er blevet klogere med tiden, og der er ingen lande eller organisationer med respekt for sig selv, der kunne finde på bare at sende en pose penge afsted for at afhjælpe et fattigdomsproblem. Fokus er flyttet i udviklingsbistandens indsats, og hvor der før blev fokuseret på at yde nødhjælp i katastrofesituationer, bliver pengene i dag brugt på at påvirke hele samfundssystemer. Populært og forenklet sagt har den generelle tendens indefor udviklingsbistand gået fra at give en fisk til at give en fiskenet og undervisning i at fiske. En tendens som rigtig tog fart i løbet af 90'erne, og som idag er logik for alle og enhver, der beskæftiger sig med nødhjælp og udvikling. De seneste tal viser da også, at det gennem de seneste 10-20 år er begyndt at gå den rigtige vej i forhold til bekæmpelsen af fattigdom.

Selv om der stadig er et stykke vej til at nå FNs Mellenium Development Goals, som blev underskrevet i år 2000, og som skulle være nået i 2015, så er vi trods alt nået et godt stykke af vejen (se links i bunden af indlægget). Ikke mindst takket være den moderne nødhjælp og udviklingsbistand, som har været med til at bane vejen for positiv udvikling i Afrika.

Tag et kig i spejlet

Set i lyset af de seneste års positive udvikling er Dambisa Moyos kritik forfejlet, men ikke desto mindre har hun nogle gode pointer, som det er værd at hæfte sig ved i arbejdet for at hjælpe Den Tredje Verden. Og selv om mange organisationer afskriver hendes kritik med hovedrysten, så mener jeg nu, at det er meget sundt at tage et kig i det spejl, Dambisa Moyo holder op foran verden. For hendes perspektiv afslører trods alt nogle af de fejl, mange i nødhjælpsverdenen har haft svært ved at erkende, og der er stadig en række interessante problemstillinger, som er værd et kigge nærmere på. Blandt andet omkring de kreditter, vi giver afrikanske stater, og den samhandel, vi har med Den Tredje Verden. Problematikker som jeg vil komme ind på i senere blog indlæg.

Indtil da kan jeg kun opfordre dig til at læse bogen, som jeg er sikker på både vil forarge og forbløffe de fleste læsere.

/MP

"Dead Aid" kan købes for omkring 75 kroner lige her: 

http://www.amazon.co.uk/Dead-Aid-working-another-Africa/dp/1846140064

Læs mere om Millenium Development Goals lige her:

http://www.un.org/millenniumgoals/

http://en.wikipedia.org/wiki/Millennium_Development_Goals

Investorer fordriver fattige bønder

Senest har bønder i Mali mistet deres jord

Flyt eller bliv kørt over af en bulldozer! Så enkel er den besked, som bønderne i en en række små landsbyer i Mali, netop har fået. De har ellers boet her i mange generationer, men de har som de fleste andre bønder i denne del af Afrika ikke papirer på deres land. Nu har regeringen solgt landbrugsjorden til Libyen, og nu må bønderne flytte med kort varsel – og uden kompensation.

Mali er bare et af de mange lande i Afrika, som kæmper med fattigdom og sult, og det bliver ikke bedre af, at regeringen sælger ud af landets sparsomme landbrugsjord. Præcis denne aftale, der fornylig er kommet frem, er indgået med Libyen, der vil producere ris, korn og kød, som de vil sende hjem, men flere afrikanske lande har indgået lignende kontrakter med både vestlige lande, virksomheder og investeringsfonde.

Uretfærdigt men lovligt

Det virker åbenlyst uretfærdigt, at man på den måde kan sælge rettighederne til jord, som har gået i arv i mange generationer, og på den måde tage brødet ud af munden på i forvejen fattige, afrikanske bønder. Det burde være ulovligt, men det er det ikke. Og det er også derfor, mange - også vestlige - lande og multinationale virksomheder opkøber jord i Afrika i massevis. Ingen ved præcist, hvor meget jord der er blevet solgt eller langtidsleaset i Afrika, da mange af aftalerne bliver indgået i hemmelighed. Sikkert er det dog, at det er millionvis af hektarer, det drejer sig om, og ofte er det den bedste landbrugsjord, der bliver solgt først. Dermed forvises fattige og i forvejen sultende bønder til endnu dårligere landbrugsjord. Man kalder dette fænomen Land Grab.

Mulighed for positiv udvikling gennem Land Grab

Land Grab kan have masser af dårlige konsekvenser for det land, der sælger ud af den sparsomme landbrugsjord. Øget fødevaremangel i et forvejen sultende land og faldende eksport for de afrikanske lande, hvor landbruget ofte udgør 85-90 procent af landets samlede indtægtskilder, er blot få af de åbenlyse konsekvenser. Men der er også gode effekter at opnå gennem Land Grab, hvis altså aftalerne bliver indgået på de rette vilkår. Dette er desværre ikke tilfældet i langt hovedparten af de Land Grab-aftaler, offentligheden trods alt har fået kendskab til.

Man kan kun opnå positiv udvikling gennem Land Grab, hvis aftalerne indgås på de rette vilkår. Udenlandske investeringer i landbrugsjord kan være ensbetydende med penge til opbygning af infrastruktur i udviklingslandenes yderområder, udbygning af transportkanaler ind og ud af landet samt en effektivisering af landbrug og industri. Det fastslår i hvert fald International Institute for Environment and Development (IIED), der har lavet den hidtil mest udførlige undersøgelse af konsekvenserne ved netop Land Grab. Her mener forskerne, at man kan skabe nye muligheder inden for landbruget, da teknologi og viden ofte vil følge med disse investeringer i afrikansk jord. Desuden vil den øgede mængde af penge, der vil komme i omløb, også kunne skabe affødte udviklingsmuligheder for befolkninger.

Afgørende er det dog, at aftalerne om Land Grab bliver indgået under gunstige vilkår, der direkte adresserer disse positive, affødte effekter. Det er dog langt fra tilfældet i de aftaler om Land Grab, som vi har set hidtil. Korruption, manglende gennemsigtighed og hemmelighedskræmmeri forpurrer mulighederne for at skabe positiv udvikling.

Hvad skal vi gøre?

Hvis vi skal korruptionen, den manglende gennemsigtighed og hemmeligholdelsen af de omfattende Land Grab-aftaler til livs, må vi gøre noget. Og der er en åbenlys løsning. Med et supranationalt organ, der kan administrere, rådgive og godkende aftalerne om Land Grab, vil vi kunne undgå de negative konsekvenser og udnytte mulighederne ved Land Grab. Gennem dette organ, der kunne oprettes i for eksempel FN- eller WTO-regi, vil man kunne sørge for, at nogle af de krav, som IIED anbefaler, også bliver overholdt i aftalerne om Land Grab. Det er krav som:

• Salgsaftaler og leasingaftaler skal vare under 50 år, fordi aftaler herover under ingen omstændigheder kan indeholde en bæredygtig udvikling, da det er umuligt at forudsige de givne forhold i landet.
• Enhver investor må engagerer sig i den lokale udvikling, og krav herom skal indgå direkte i kontrakten.
• Værtslandenes regeringer skal i betydeligt større omfang stille krav til investorerne. Det kan være krav om, at sandsynliggøre evner og redegøre for mål og affødte effekter ved netop denne Land Grab-aftale.
• Desuden skal der være krav om et socialt engagement i udviklingen af lokalsamfundene omkring områderne, der indgår i Land Grab-aftalerne.
  
  

Det er simple målsætninger, som i dag ikke bliver overholdt, da de afrikanske stater ofte er i så pressede situationer, at de sjældent har mulighed for at forhandle og stille krav og derfor må tage til takke med det, investorerne tilbyder. Det vil et nyt kontrol og rådgivningsorgan kunne lave om på. Det er nødvendigt, hvis vi ikke vil se fattigdoms- og sultproblemerne i Afrika vokse sig endnu større. Desværre mangler der politisk velvilje til at se på problemerne. Lad os håbe, at vestens stats- og udenrigsministre snart får taget sig sammen.

/MP

Læs mere på www.iied.org og www.grain.org.

Husk, at du kan gøre en forskel ved at sætte dit kryds ved politikere, der arbejder for at hjælpe Den Tredje Verden, og du kan melde dig ind i organisationer som for eksempel Amnesty International, der arbejder for de enkeltes rettigheder i hele verden.