Når Danmark begynder
tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014, skal de sparede millioner
bruges på at forebygge krig
En krig skal udfases, og pengene skal
bruges på fattigdomsbekæmpelse. Det er nærmest blomsten i
geværløbet og god karma overflod. Man kan næsten høre John Lennon
i baggrunden synge: "All we are saying is give peace a chance".
Der er godt nyt til Den Tredje Verden fra SRSF-regeringen, der lige
nu sidder i finanslovsforhandlinger.
Udenrigsminister, Villy Søvndal (SF),
har bebudet, at når Danmark begynder sin tilbagetrækning af
styrkerne i Afghanistan i 2014, så skal de sparede millioner bruges
på konfliktforebyggelse i verdens fattigste lande. Det kan lyde
romantiserende og selvfølgeligt at bruge penge på at skabe
forsoning og demokratisk stabilitet i stedet for krig. Så enkelt er
det dog ikke, og jeg vil her i denne blog ikke komme nærmere ind på,
om det er fornuftigt at trække sig tilbage eller ej – eller om
krigen overhovedet skulle have været der, for den sags skyld.
I stedet vil jeg diskutere idéen bag
forslaget – nemlig at bruge penge på forebyggelse gennem en ny
fredsfond i stedet for behandling, hvilket i dette tilfælde vil være
aktivt krigsdeltagelse. Et emne jeg selv tog op i en tidligere blog
"Se problemet i øjnene".
Etisk og økonomisk er der mange
argumenter, der taler for forebyggelse frem for en mere reaktionær
indsats, som jo ikke er andet end simpel – og ekstrem dyr –
symptombehandling. Og vi må ikke glemme, at krig desværre er et af det mest
effektive fænomener til at skabe fattigdom og humanitære
katastrofer. Det må vi for alt i verden undgå.
Forebyggelse er bedre end
symptombehandling
Én enkelt amerikansk dollar. Så meget
koster det at forebygge fejlernæring hos et fattigt barn i Afrika.
Derimod koster det 80 dollars, hvis barnet skal reddes, efter det er
blevet fejlernæret. Det er det simple regnestykke, vi skal tænke
over, når vi lægger strategien for vores udviklingsbistand.
Alligevel har vi i Danmark gennem årtier haft fokus på den dyre
nødhjælp, der først bliver ydet, når det reelt er for sent og den
humanitære katastrofe er indtruffet.
Sultkatastrofen på Afrikas Horn er et
yderst godt eksempel på dette. Her har katastrofen nemlig været
under opbygning i årevis, hvor regntiden svigtede flere sæsoner, så
fødevaremanglen løbende er blevet mere og mere forværret. Men det
er en glidende bevægelse, hvor det langsomt bliver værre og værre,
og dermed har det været svært for NGO'erne at råbe os almindelige
mennesker i vesten op. Først nu, hvor det er gået helt skævt, får
den humanitære katastrofe på Afrikas Horn den opmærksomhed, som
den fortjener.
Katastrofen skal selvfølgelig stoppes
– men vi må lære af det. Forebyggelse er og bliver bedre end
symptombehandling. Og vi kan ikke være andet bekendt. For hvorfor
skal vi lade den forfærdelige katastrofe ske, før vi reagerer, når
vi i flere år har vidst, hvilken vej pilen har peget. Det er uetisk
og økonomisk idioti.
Bred opbakning i Folketinget
Der skal ikke være
nogen tvivl om, at jeg klapper i mine små hænder, når jeg hører
sådan et forslag om mere forebyggelse. En udfasning af Danmarks
engagement i Afghanistan ville ellers have været et nemt sted at
hente penge for en presset regering, der lige nu sidder og leder
efter millioner for at få finansloven til at hænge sammen.
Det idealistiske
forslag vinder da også delvist opbakning på tværs af Folketinget.
Kritikken fra den højreorienterede opposition er dog, at der mangler
finansiering. SRSF-regeringen fastholder dog, at der netop er penge
fra besparelsen på Danmark Afghanistan-krig. Så det burde være
godt nyt for Den Tredje Verden, der nu kan se frem til mere
forebyggelse.
En indsats, der
dog til stadighed på mange områder er underprioriteret i forhold
til den symptombehandling, vi i det globale nord er SÅ glade for.
"All we are
saying is give prevention a chance..."
/MP