Danmark forskanser sig

Ritzau lukker af for Afrika, Latinamerika og Sydøstasien

"All in all it's just another brick in The Wall". Pink Floyd flyder ud af mine højttalere. Jeg kunne ikke lade være med at sætte cd'en på, da jeg hørte denne skrækkelige nyhed: Ritzau har skåret ned på udlandsredaktionen, og det betyder nu, at nyheder fra Afrika, Latinamerika og Sydøstasien ikke længere vil blive dækket fast. Det inkluderer nyheder fra lande med buldrende økonomiersom Brasilien, Sydafrika og Malaysia, samt konfliktramte lande som DR Congo, Timor og Columbia. Argumentet lyder, at Ritzaus hovedkunder ikke vil have nyheder fra Den Tredje Verden, og derfor vil man selvfølgelig ikke spilde tid på at lave disse nyheder længere.

Hvad der er mest bedrøvende ved jeg ikke. At aviser ikke efterspørger nyheder fra de dele af verden, hvor vi både finder de allerstørste konflikter og de allerstørste vækstområder for verdensøkonomien, er mig simpelthen ubegribeligt. At danske læsere, seere og lyttere tilmed synes at være bedøvende ligeglad med denne del af verden, er dog mindst lige så bedrøvende fakta.

Til historien hører også, at med denne nedprioritering af stof fra Afrika, Latinamerika og Sydøstasien rammer man også den minimale opmærksomhed, som konflikter, hungersnød og naturkatastrofer trods alt har fået i de danske medier hidtil. Ærgerligt synes jeg, og opfordrer derfor alle til at efterspørge flere internationale nyheder i deres hverdag – måske vil medierne lytte.

Glemt globalisering

Vi lever i en verden, der bliver mere og mere globaliseret, og alle er enige om, at fremtiden for Danmark og dansk økonomi ligger ude i verden, som vi i højere grad kommer til at samarbejde med. Hvorfor vi forskanser os som vi gør i disse år, er derfor svært at forstå. Vi gør det sværere for uddannet arbejdskraft at komme ind i landet, vi gør det sværere for studerende at tage internationale uddannelser, vi lukker af for fremmede kulturer med vores egen selvtilstrækkelighed, og nu begynder vi også at lukke af for nyheder og informationer fra omverdenen.

Det gamle ordsprog, der handler om, at når forandringens vinde blæser, så bygger nogen læhegn, andre bygger vindmøller, er åbenbart ikke helt sand for Danmark – nej, vi bygger ikke læhagn, vi bygger solide mure. Toldmure, vidensmure og nu også informationsmure.

Det er altså ikke den vej, vi skal Danmark. Hverken hvis vi vil en god fremtid for Danmark og dansk økonommi, eller hvis vi vil en god fremtid for de fattige lande i Den Tredje Verden, der netop primært befinder sig i Afrika, Latinamerika og Sydøstasien. Vi må ikke forskanse os bag sådan en mur.

Næste nummer på Pink Floyds The Wall rinder ud med ordene: "Mother, did it need to be so high?"

/MP

Danmarks vigtigste magasin

Nyt gratismagasin om udvikling i Den Tredje Verden

Et fantastisk blad er lige dumpet ind gennem min brevsprække. Magasinet hedder Udvikling, og det udgives af Udenrigsministeriet seks gange om året. Jeg sidder med det i hænderne lige nu, og på magasinets 68 sider, og her får jeg serveret en lang række aktuelle artikler om situationen i verdens brændpunkter. Vigtige historier om udvikling i Den Tredje Verden og alle de udfordringer, som den moderne verden står overfor. I mine øjne er det et af Danmarks bedste magasiner, og jeg vil helt sikkert mene, at det uden sammenligning er Danmarks vigtigste magsin. Og så er det oven i købet gratis. Du skal bare tilmelde dig på magasinets hjemmeside, så får du tilsendt magasinet kvit og frit. Hvis du er bare den mindste smule interesseret i udvikling i Den Tredje Verden, kan jeg kun anbefale, at du klikker på linket under dette blogindlæg og bliver abonnent på magasinet Udvikling.

Jordomrejse på 68 sider

Tidligere har Udvikling været udgivet som avis, men det nye format som magasin giver mere plads til både flere og dybere historier. I det hele taget er det et magasin, som du får lyst til at dykke ned i, fordi det giver dig er en unik mulighed for at få et klogt og dybt indblik i, hvilke problemstillinger der er rundt omkring i verdens mange fattige lande. Ud over magasinet Udviklings egne journalitser bidrager også både freelance-journalister samt ansatte på danske ambassader og i danske udviklingsprojekter i Den Tredje Verden. Udvikling har desuden - som en del af relanceringen som et magasin - lavet et redaktionelt samarbejde med det amerikanske magasin Foreign Affairs, hvorfra der i dette premierenummer af Udvikling er en artikel om USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, og hendes idéer og planer for at skabe mere positiv udvikling rundt om i verden.

I magasinet kommer du også med til Surinam, Bhutan, Vietnam og Benin. En rejse rundt i verden, som jeg ikke synes, du skal snyde dig selv for. Udvikling er ganske enkelt et super interessant og vigtigt magasin, som forhåbentlig kan være med til at sætte endnu mere fokus på Den Tredje Verden og kampen for at udryde fattigdom og sult. Tillykke til holdet bag magasinet, og god læselyst til både nye og gamle abonnenter.

/MP

Bestil magasinet Udvikling på http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmUdviklingspolitik/U-landsoplysning/AvisenUdvikling/. 

De vise ord: "Mubarak er et røvhul"

Facebook-revolutionen ruller, lad os støtte op

"Mubarak er et røvhul". Et enkelt budskab på et simpelt styke pap, der i en ung mands hænder vugger gennem menneskehavet i Kairos gader. Det er umiddelbart ikke den store tænker, der har stået bag de slagord, kan man umiddelbart synes, men skiltet giver et meget godt indtryk af, hvad der sker i Egypten lige nu. Folket kan sige lige nøjagtig det, som de ikke har turde sige nogensinde, nemlig at Mubarak er et røvhul. Sammen med en lille gruppe venner råber den unge mand på Mubaraks afgang nu og her, mens de sejler videre gennem menneskehavet i Kairo.

Det kan ligne en almindelig revolution – hvis en sådan da overhovedet findes – men det er det ikke. For selv om gaderne er fyldt op med demonstranter, der bakkes op af et stort flertal i den egyptiske befolkning, så er der kun en ting, der samler disse mennesker, og det er ønsket om, at Mubarak skal gå af. Der er ingen idé bag revolutionen, ingen politik, ingen tanker – ud over at den diktatoriske undertrykker, der har styrret Egypten med hård hånd i 30 år, Hosni Mubarak, skal gå af. Parolen om at "Mubarak er et røvhul", udstiller derfor meget præcist, hvad denne revolution handler om, nemlig at komme af med en diktator og skabe plads til en hidtil undertrykt befolkning, uanset hvilken politisk overbevisning hver og én af disse mange millioner egyptere har.

Fattigdom og håb

Fattigdom, sult og politisk undertrykkelse er den cocktail, der blandt den egyptiske befolkning har skabt vreden og det inderlige ønske om reform. Facebook er mediet, der nu gør revolutionen mulig. Ikke aviser, ikke radio, ikke tv, og ikke kritiske journalister eller andre tænkere. Nej, mediet er facebook, og tænkerne bag er almindelige mennesker, der har skabt en lang række små netværk på internettet. Med facebook er det nemlig blevet muligt at ytre sig i nogenlunde tryghed for, at sikkerhedspolitiet ikke pludselig banker på døren, og med de muligeheder er facebook-revolutionen blevet skudt igang. Efter tunesisk forbillede bredte budskabet om demonstration mod regimet og Mubarak sig som en ørkenvind på facebook, og pludselig var Tahrir Pladsen fyldt op med så mange unge demonstranter, at det har været umuligt for det ellers brutale styrre at slå ned.

Ikke engang blandt den politiske opposition, som der trods alt eksisterer i egypten, har spillet nogen rolle i opstanden, og det understreger denne facebook-revolutions apolitiske grundlag. I oppositionen sidder nemlig ældre mænd, der formentlig undrer sig lige så meget som Hosni Mubarak over, hvordan pokker denne opstnd pludselig kunne opstå ud af det blå. Svaret er facebook.

Politisk samling

Men en stærk politisk diktator, der nu formentlig – og forhåbentlig – bliver presset til at gå af, bliver der skabt et politisk tomrum, som skal fyldes ud. Det er svært at gøre fra den ene dag til den anden, og derfor frygter nogen, at dette politiske tomrum vil blive udfyldt af yderligtgående islamister. At vestlige politikere kommer med meldinger om, at det derfor måske er bedre at holde med Hosni Mubarak, fordi han trods alt kan sikre stabilitet, er dog ganske enkelt usmageligt.

Vi prædiker selv demokrati mange steder i verden, så må vi også have tillid til, at dette forherligede system kan løfte opgaven, når nu egypterne selv ønsker det. Vi kan ikke bare prædike demokrati og så trække sin støte tilbage, fordi det er uvist, om vi nu i vesten vil kunne lide de politikere som et frit, demokratisk Egypten vil stemme ind i deres nye parlament – sådan fungerer demokrati heldigvis ikke.

Vi står med 80 millioner egyptere, som hvert år bliver en million flere, og heraf fastholdes langt størstedelen i fattigdom og sult af et totalitært styrre. Ja, sådan har det været i mange år, og vi har vidst, hvad vi har kunne forvente af den egypteiske diktator, Mubarak. Men den form for stabilitet kan vi da under ingen omstændigheder støtte, hverken direkte eller inddirekte. Især ikke, når den fattige, og undertrykte befolkning nu har taget skeen i egen hånd og gået mod deres diktator, som vestlig lande har støttet både politisk og økonomisk gennem hele hans regimes levetid.

Det er pinligt nok, at vi har set bort fra diktaturets undertrykkelsen og støttet Hosni Mubarak gennem de sidste 30 år. Det vil kun være dobbelt pinligt, hvis vi ikke støtter op om befolkningen, der nu med facebooks hjælp – og på trods af vestlig støtte til Mubaraks regime – har fået håb om et demokratisk Egypten.

Lad os derfor støtte fuldstændig op om en demokratisk udvikling i Egypten og i hvert af de øvrige lande i Mellemøsten, hvor facebook-revolutionen lige nu ulmer. Det vil kun klæde hele den danske politikerskare at gå åbent og utvetydigt ind i kampen for frihed og demokrati. De kunne meget passende gøre det ved at stille op til interviews og sprede det glade budskab: "Mubarak er et røvhul!"

/MP