Turismen boomer i Afrika

Flere job, en bedre samfundsøkonomi og en sund betalingsbalance. Effekten af en stærk, succesfuld turisme er ikke til at tage fejl af. Det er godt nyt for Afrika, at antallet af turister næsten er fordoblet siden 2003.

Det viser tal fra UNWTO, FN’s World Toursim Organization, og heraf fremgår det, at der for ti år siden kom blot 37 millioner turister til det afrikanske kontinent. Det tal er forventes i 2012 at ende på langt over 60 millioner besøgende.
Med en årlig væk på mellem 6 og 11 procent, tegner det lyst for den afrikanske turisme, der ventes at skabe job og et utal af andre muligheder, der kan løfte tusinder ud af fattigdom.



Læs mere i mit nyudgivne blogindlæg på Afrikablog.dk


/MP

Ellen Jonhson Sirleaf spiller for galleriet

Præsident kræver Mads Brügger udleveret til Liberia, men kravet er nok mest af alt et forsøg på ikke at tabe for meget ansigt frem for et reelt ønske om en udlevering.

Nobilpristager og præsident i Liberia, Ellen Johnson Sirleaf, er i disse dage gevaldigt ude efter journalist og dokumentarfilms-instruktør Mads Brügger. På ulovlig vis har han ad lyssky kanaler købt sig til et diplomatpas i Den Demokratiske Republik Congo gennem Liberia, hvilket netop er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen "Ambassadøren", som Ellen Johnson Sirleaf er så oprørt over.

I filmen er Ellen Johnson Sirleaf da også under gevaldig beskydning. Først og fremmest fordi hun tilsyneladende selv personligt er inde over udstedelsen af dette diplomatpas til Mads Brügger, som han tydeligvis bestikker sig til. Det er netop sager som dette Ellen Johnson Sirleaf har slået sig op på at afskaffe, og derfor er det kun naturligt at hun går til modangreb for ikke at tabe ansigt.

Derudover gør Mads Brügger i sin dokumentarfilm også opmærksom på, at det Truth and Reconciliation Counsil, der efter borgerkrigen i Liberia skulle sørge for at landet kunne rejse sig og komme videre, netop har Ellen Johnson Sirleaf på sin liste over mennesker, der har været involveret i borgerkrigen på en sådan måde, at de burde være afskåret fra at blande sig i politik i fremtiden. Siden er Ellen Johnson Sirleaf blevet præsident i Liberia, og hun har desuden fået Nobels Fredspris mens ”Ambassadøren” har været i klipperummet.

Mads Brügger går til (og måske over) stregen

I sin dokumentarfilm, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale, optræder Mads Brügger i lange ridestøvler og tropehat. I det hele taget er han taget ud af en eventyrfilm, hvor de værste fordomme og klichéer om kolonialiseringens hvide mænd bliver skamredet. (Læs mere om filmen på linket nederst i dette blogindlæg)

Fra Mads Brüggers dokumentarfilm "Ambassadøren", 

som havde premiere for  cirka et år siden. 

Det kan selvfølgelig virke vulgært, især for et folk, der netop har lidt under en brutal kolonialisering og udbytning. Ikke desto mindre, er netop denne dokumentarfilm med til at sætte fokus på, at selv om Afrika gennemlevede en selvstændighedsbølge og dermed afkolonialisering i 1960'erne, så lever udbytningen af Afrika stadig i bedste velgående.

Derfor mener jeg, at filmen er vigtig, og at den har et formål – altså ud over at tegne et hånligt og karikeret billede af Afrika, som kritikerne mener, den gør.

Ellen har en dårlig sag

Med de førnævnte hårde kritikpunkter af præsident Ellen Johnson Sirleaf, der blandt beskyldes for at være indblandet i korruption, som hun slår sig op på at bekæmpe, så er hun naturligvis nødt til at reagere på Mads Brüggers film. At angrebet først kommer nu er mig dog en gåde, da filmen trods alt har været ude i en del måneder.

Angrebet tror jeg dog ikke skal opfattes som et reelt ønske om at få Mads Brügger udleveret. Det er nok nærmere et forsøg på, at fjerne fokus fra kritikken af Ellen Johnson Sirleaf selv og flytte den over på Mads Brügger – ikke mindst set i en Liberiansk politisk kontekst. Ellen Johnson Sirleaf er med andre ord nødt til at reagere på så skarpe anklager hjemme i Liberia, og da hun har en dårlig sag, vælger hun naturligvis ikke at diskutere, om hun har været involveret i denne yderst alvorlige bestikkelsessag omkring diplomatpas, og i stedet forsøger hun at fjerne fokus ved at ”gå efter manden”.

Det ville da også være ganske utænkeligt, at Mads Brügger skulle blive udleveret på baggrund af at have lavet en kritisk dokumentarfilm, der sætter fokus på et af de områder, som måske mest af alt har brug for fokus i den politiske debat i Liberia – og andre stede i Afrika for den sags skyld.

Dette er i mine øjne en dokumentarfilm med et emne, som man bør tilskynde journalister, debattører, dokumentarister og andre at sætte fokus på i Afrika. Det helt forkerte ville være at straffe folk for at sætte fokus på netop disse kritiske områder, der åbenlyst stadig findes flere steder i Afrika. Hvis ikke der er folk som Mads Brügger, der sætter fokus på problemerne, så vil der ikke blive gjort noget ved dem – og så vil den hvide mands lyssky udnyttelse af Afrika fortsætte uforstyrret. Det må ikke ske.

/MP

Læs desuden anmeldelsen af Mads Brüggers dokumentarfilm, som den blev skrevet dagen efter premieren sidste år:

http://dentredjeverden.blogspot.dk/2011/09/ambassadren-pengemnd-voldtager-afrika.html

Så har I mig tilbage

Så er jeg endelig tilbage på bloggen efter et halvt år, der har stået i specialeskrivningens tegn. Til gengæld har jeg gennem specialearebejdet fået et rigtigt fint indblik i Kinas fornyede interesse for Afrika, og derfor kan I også se frem til et kort, skarpt og tankevækkende nedkog af de vigtigste pointer fra specialet i løbet af de kommende uger. Glæd jer.

Historisk dom i Haag skal bruges konstruktivt

Charles Taylor er blevet dømt for krigsforbrydelser som den første statsleder siden anden verdenskrig. NGO'er jubler, men det er vigtigt at dommen bruges klogt og konstruktivt i både Sierra Leone og Liberia.

Charles Taylor var Liberias tidligere præsident, men han

blev dømt for krigsforbydelser i nabolandet Sierra Leone. 

Foto: Mads Pedersen

Endnu et stort skridt er taget for Sierra Leone og Liberia på deres lange og seje vej ud af borgerkrigenes skygge. Det er Liberias tidligere præsident Charles Taylor, der er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser under borgerkrigen i Sierra Leone, hvor han var med til både at finansiere og opfordre til frygtelige krigsforbydelser, som jeg ikke vil komme ind på her. Dommen faldt ved FN's særlige Domstol for Sierra Leone i Haag, og det forventes nu, at Charles Taylor skal afsone sin dom i England.

- Der er ingen tvivl om, at dagens dom sender et vigtigt signal til statsledere. Ligegyldigt hvem du er, eller hvilken stilling du har, så vil du blive draget til ansvar for kriminelle handlinger, siger Abdulai Sheriff til Ritzau.

Abdulai Sheriff er leder af Amnesty International i Sierra Leone, og han understreger, at dommen over Charles Taylor kun er toppen af isbjerget. Der er stadig tusindvis af krigsforbrydere, som aldrig er blevet hverken sigtet, tiltalt eller dømt.

Disse mennesker skal selvfølgelig findes og stå til ansvar for deres forbrydelser. Men her vil jeg også argumentere for, at der er en grænse, hvor disse rettergange kommer til at gøre mere skade end gavn.

Heksejagt på krigsforbrydere kan modarbejde udvikling

Det er klart, at de ansvarlige for de omfattende krigsforbrydelser, som er blevet udført under borgerkrigene i både Sierra Leone og Liberia skal retsforfølges. Der er stadig mange ledende skikkelser, som helt klart bør komme for en krigsforbryderdomstol. Når jeg alligevel vil argumenter for besindelse, så er det fordi, at både Sierra Leone og Liberia er i en yderst skrøbelig situation.

Arbejdet med at opbygge disse nationer efter de ødelæggende borgerkrige er lang og sej, og her vil alt for mange langtrukne retssager og domme kun rippe op i de sår, som man lige nu forsøger at hele. Vi skal tænke på, at borgerkrigene ikke kun blev udkæmpet af få og små etniske grupper. For da disse borgerkrige rasede i 90'erne og slut 00'erne, var nærmest hele befolkningen involveret på den ene eller anden måde. I omfattende borgerkrige som disse er alle tvunget til at vælge side. Med streg under tvunget.

Lige så vel som retsforfølgelse kan være en hjælp til at komme videre, lige så vel er det med til at holde fokus på de dybe splittelser, der stadig er i disse skrøbelige stater. Det er derfor vigtigt, at vi bruger retsforfølgelserne konstruktivt, så vi undgår at rippe for meget op i de dybe sår, som har brug for at hele, inden Sierra Leone og Liberia for alvor kan komme videre.

Vi skal huske på, at de mange børnesoldater, der blev viklet ind i disse hæslige borgerkrige, ikke bare er skurke med masser af modbydeligheder på samvittigheden, de er også ofre. Også selv om de nu ikke længere er hverken 8 eller 12 år men rettere 18 eller 22. Det er netop disse generationer, der nu skal løfte den tunge opgave at genopbygge Sierra Leone og Liberia, og derfor kan retsforfølgelser uden skelen til formål og konsekvenser vise sig at gøre mere skade end gavn. 

Konstruktiv efterforskning og retsforfølgelse

Det er derfor yderst vigtigt, at man ikke bare går hovedløst efter alle og enhver, der har været med i borgerkrigene. I hvert enkelt tilfælde må man vurdere, om en retsforfølgelse vil gøre mest skade eller gavn. Selv om det lyder frygteligt at sige, når man snakker om krigsforbrydelser, så er der en grænse et sted, hvor det gør mere ondt end godt at rippe op i de gamle sår.

Jeg skal ikke være den der siger, hvornår grænsen vil blive nået, jeg vil i hvert fald langt fra argumentere for, at den er nået endnu. Men på et tidspunkt vil man nå grænsen, og så er det vigtigt at have problemstillingen for øje. Hverken jeg eller andre "kloge", hvide mænd i det kolde nord skal bestemme, hvor grænsen skal gå. Det er helt og holdent op til befolkningerne i Sierra Leone og Liberia. Det er et delikat emne, hvor det er følelserne, der må være vejviseren frem.

Tillykke med dommen – og god rejse

I mellemtiden er det vigtigt at holde det overordnede mål for øje – nemlig at hjælpe Sierra Leones og Liberias befolkninger med at komme videre og genopbygge deres stadig særdeles skrøbelige stater.

Til alle mennesker i Sierra Leone og Liberia skal der herfra lyde et tillykke med dommen – og god rejse videre ind i fremtiden, som forhåbentlig ser meget lysere ud.

/MP 

PS: Er du interesseret i problemstillingen, kan jeg anbefale dokumentarfilmen ”The Redemption of General Butt Naked”. Han var nådesløs kommandant under borgerkrigen i Liberia. Efter borgerkrigen opsøger han sine ofres efterladte for at få tilgivelse. Det bliver til en række akavede situationer, som det er svært at sætte sig ind i, når man ikke har oplevet uhyrlighederne selv.

Se triler for filmen her: http://www.youtube.com/watch?v=Ydm4VY8QmqA

Når nødhjælpsorganisationer gør skade

Der er ikke kun positive effekter ved hjælpeorganisationernes arbejde. Læs her i mit blogindlæg på Udenriget.dk, hvordan indsamlingsmetoder rent faktisk er med til at sætte en stopper for Den Tredje Verdens bæredygtige udvikling:

http://www.udenriget.dk/?p=1763

Danmark støtter atter besættelsesmagt

Ny fiskeriaftale er indirete accept af besættelsen af Vestsahara og Marokkos systematiske brud på grundlæggende menneskerettigheder.

Der er ikke meget at sige, ud over, at det er yders beklageligt, at Danmark nu er vendt 180 grader i spørgsmålet til Marokkos besættelse af Vestsahara. Ud af Folketingets partier er det kun Enhedslisten, der har stemt imod EU's nye fiskeriaftale med Marokko, der fortsat er besættelsesmagt i det, der betegnes som Afrikas sidste koloni. Det har de været siden 1975. 

Tilbage i december så det ellers ud til, at EU endelige havde sat sig imod et fortsat samarbejde med Marokko. Men nu er opgøret med Marokkos undertrykkelse af Vestsahara blevet udsat på ubestemt tid. Ærgerligt!

Læs tidligere indlæg om problematikken her:

http://dentredjeverden.blogspot.com/2011/12/eu-stopper-omstridt-fiskeriaftale-med.html

http://dentredjeverden.blogspot.com/2010/12/fiskeriaftale-hjlper-al-qaeda.html

Læs Modkrafts artikel om Folketingets nye holdning her:

http://modkraft.dk/nyheder/article/orkenkrigere-farer-i-flint-over

Befolkningen skal engageres i udviklingsbistanden

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil nu give borgerne direkte mulighed for at påvirke udviklingsbistanden.

Politiken kører over de næste tre uger et projekt sammen med
udviklingsministeren, hvor befokningen kan få direkte
indflydelse på udviklingspolitiken.

Over de næste tre uger kan alle borgere gennem Politikens hjemmeside få direkte indflydelse på udviklingsbistanden. Det sker i et samarbejde mellem avisen og udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Formålet er at skabe en større folkelig forankring og viden om udviklingsbistanden.

Målet er at sikre en større opbakning i befolkningen til de mange milliarder, som Danmark hvert år bruger på dette område. Det er en helt ny metode, som vi aldrig har set før på det udviklingspolitiske område, så det bliver spændende at se, hvordan projektet udvikler sig - og ikke mindst, hvad der kommer ud af det.

Hvad vil der ske?
Hvor meget indflydelse borgerne kan få med deres forslag og debat gennem dette projekt, kan kun tiden vise. Risikoen er selvfølgelig, at man blot lægger politiken frem og lader det være op til debat - hvor man helt sikkert vil få argumenter både for og imod. Og så vil man bagefter hive nogle argumenter frem, som underbygger den udviklingspolitiske linje, der hele tiden har været på tegnebrættet. Hvis man tager de konspiratoriske briller på, altså.

Risiko for populistisk udviklingspolitik
Man kunne dog håbe, at udviklingsministeren og hans folk tager nogle råd og idéer til sig, og at det faktisk lykkes dem at gøre udviklingsbistanden mere folkelig - og skabe et engagement i den danske befolkning.

Jeg vil her understrege vigtigheden af stadig at lytte nøje til de professionelle, som har arbejdet med netop udviklingsbistand i mange år. Det sidste, man kan ønske sig, er nemlig en populistisk udviklingsbistand, der ikke tager hånd om de virkeligt tunge problemer i Den Tredje Verden.

Herfra vil projektet i hvert fal blive fulgt nøje, og du kan læse mere om det her:
http://politiken.dk/debat/ECE1502400/vaer-med-til-at-lave-danmarks-nye-udviklingspolitik/

/MP

Hungersnød truer ny stat i 2012

Etniske gruppers kamp om kvæg driver 50.000 på flugt i Sydsudan, der trues af enorm fødevaremangel i 2012

Sydsudans flag og landegrænse
med Sudan mod nord.

400.000 ton mad. Så meget vurderer FNs landechef at Sydsudan kommer til at mangle i 2012. Måske er det derfor, der er udbrudt kampe mellem etnisk grupper, som kæmper om kvæg. Kampene er så voldsomme, at 50.000 er drevet på flugt. Med en i forvejen sultende befolkning, en vaklende stat og en inflation på 79 procent, så peger alt på en forestående katasrofe i 2012.

Det er et akut nødråb, der kommer fra FNs landedirektør, der understreger, at der bør handles nu, hvis katastrofen skal undgås. Hans opråb har dog ikke vagt genlyd nogen steder i verden, hvor al opmærksomhed går til den økonomiske krise. Om præcis en måned kan man dog håbe på, at Sydsudan får lidt opmærksomhed, når Danmarksindsamlingen 2012 ruller over de danske tv-skærme.

Danmarksindsamlingen 2012

I år går Danmarksindsamlingen til de såkaldte "stille katastrofer". Jeg kan kun bifalde, at der bliver samlet ind til de katastofer, der ikke er så meget opmærksomhed på i medierne, men som jeg skrev sidste år, så er det tankevækkende, at der skal sultende afrikanske børn med fluer i øjnene og udspilede maver til, før vi reagerer og griber til lommerne -for det er stadig fuldt udviklede katastrofer, pengene skal gå til. Ingen - elle ri hvert fald ganske få af disse indsamlede kroner går til forebyggelse.

Det kunne man ellers godt have brug for i Sydsudan, der nu ser ud til at gå en stpr katasrofe i møde. Jeg håber selvfølgelig, at der bliver grebet ind, inden det går helt galt i Sydsudan, men jeg tvivler på det, da det har vist sig at være svært at samle ind til truende katasrofer. Først når det er gået helt galt og man kan vise grufulde billeder på tv og i aviser, åbner vi øjnene og griber ind. Det er dyrt og moralsk forkasteligt

Blog efter Danmarksindamlingen 2011: http://dentredjeverden.blogspot.com/2011/01/invester-i-afrikas-ungdom.html

Selv om indsamlingen i år går til de stille katasrofer, så er jeg nu stadig sikker på, at vi igen vil få en aften med masser af frygtelige billeder, der vil få en del danskere til at donere små eller store summer til indsamlingen. Alt sammen gode penge, der helt sikkert vil gøre nytte. Min pointe er bare, at det er bedre at melde sig ind i og donere til en velgørende organisation, der kan bruge pengene på forebyggelse i stedet for først at reagere, når skaden er sket. Det er nemlig meget, meget dyrere at give katastrofehjælp end at forebygge den - mere præcist 80 gange så dyrt, viser udregninger fra FN.

Lad os være proaktive

Det ville være smukt, hvis vi i Sydsudans tilfælde for en gangs skyld kunne reager proaktiv i stedet for at vente til katasrofen er sket - hvis man da stadig kan kalde det proaktiv, når katastrofen allerede er begyndt at tegne sig så tydeligt. På den måde bliver indsatsen billigere og nemmere for slet ikke at tale om den menneskelige katasrofe, som det er muligt at undgå, hvis bare vi reagerer i tide. 

For som det ser ud i dag, producerer vi på verdensplan mad nok til at brødføde 10 milliarder mennesker, og selv om vi "kun" er 7 milliarder, så sulter 1 milliard i Den Tredje Verden hver eneste dag. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. En omstrukturering er nødvendig, og jeg er sikker på, at en proaktiv tilgang kan være et spædt første skridt i den retning, der kan gøre den skræmmende statistik bare en smule bedre. 

2012 må vise, om nødråbet fra FNs landechef bliver hørt, eller om vi igen vil lade hundredtusindvis af mennesker sulte og tusindvis dø, før vi reagerer.