mandag den 29. november 2010

Om bloggen DenTredjeVerden

Det er absurd, at vi i år 2010 overhovedet har noget, vi kalder den første, den anden og den tredje verden. For selvfølgelig er der kun én verden. Når vi alligevel har delt verden op, så skyldes det, at der findes en ekstrem skæv fordeling af verdens goder og muligheder, som vi egentlig burde være fælles om. Men det er vi desværre ikke - langt fra - se bare de kedelige tal sidst i dette blogindlæg.

Den skæve fordeling af verdens goder skyldes ikke, at vi fødes smartere, og mere driftige i vesten end i østen/syden. Det skyldes heller ikke dovenskab eller manglende vilje og lyst til at skabe sin egen lykke i den tredje verden. Nej, vi er alle født ens. Det eneste, der fastholder dette uretfærdige fordeling, er den samfundsorden, vi gennem århundreder har bygget op.

Det er systemer, vi ikke kan ændre fra i dag til i morgen. Men når vi diskuterer udvikling i den tredje verden, må vi holde os for øje, at vi selv værner om denne uretfærdige verdensorden, der betyder, at kun en ganske lille del af verdens befolkning kan leve det, vi i vesten kalder et normalt liv. Ulandsbistand og hjælpearbejde er blot ringe plastre på de sår, vi selv er med til at holde åbne i den tredje verden.

På DenTredjeVerden.blogspot.com sætter jeg fokus på de aspekter i internationale politik, handel og udviklingsarbejde, der er med til at fastholde det uhensigtsmæssige mønster i fordelingen af verdens ressourcer. Jeg vil beskrive udviklingen, analysere løsningsmodeller og diskutere forslag til, hvad der kan være med til at mindske forskellene på den første, den anden og den tredje verden.

Jeg vil opdatere med jævne mellemrum. Her vil jeg både diskutere aktuelle og generelle problemstillinger. Følg med, hvid du interesserer dig for afskaffelsen af den tredje verden!

Tilmeld dig RSS-feed og få besked om nye blogindlæg i din indbakke.

/MP

De kedelige tal:
Her kommer en række tal, som vel nok kan virke uvirkelige, men desværre er de sande:
- De rigeste 20 procent i verden sidder på 80 procent af al indkomst.
- De fattigste 40 procent af verdens befolkning (ca. 2,6 milliarder mennesker) har under 13 kroner om dagen.
- De fattigste 12 procent af verdens befolkning (næsten en milliard mennesker) lever for mindre end 7 kroner om dagen.
(jf. tal fra Verdensbanken).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar