Vil COP16 hindre udvikling i den tredje verden?
Hele den økonomiske verdensorden. Det er, hvad der er på spil lige nu i Cancun, hvor COP16 i dag bliver sat i gang. Den magtfulde vestlige verden har i århundreder lavet spillereglerne for international handel, så samhandlen netop kommer den vestlige økonomi til gode. En magt, der er blevet forstærket gennem tiden, og som i løbet af de sidste 50 år kun har været udfordret af OPEC-landene på grund af afhængigheden af olie. Men tiderne er igen skiftet, og nu udfordres den ellers nærmest suveræne magt af andre lande.
Stop for vækst
Økonomierne i lande som Kina, Indien og Brasilien synes at komme buldrende frem, og fortsætter det, vil de overhale hele den vestlige verden indenom inden 2050. Det vil vende op og ned på den bestående verdensorden og hele det hierarki, der gør, at vi netop i den vestlige verden har så høj levestandard. Derfor er der selvfølgelig stærke politiske interesser, der ønsker at sætte en stopper for denne udvikling. Selv om dagsordenen siger klima og reduktion af CO2-udledning, så er COP16 måske stedet, hvor det vil lykkes den vestlige verden at sætte en stopper for denne udvikling. Med en klimaaftale efter den model, der er lagt op til på forhånd, vil det nemlig blive yderst vanskeligt for de fremadstormende økonomier at fortsætte den ellers positive vækst. Det skyldes selve idégrundlaget, som forhandlingerne til COP16 bygger på. Allerede i dette idégrundlag ligger der en klar favorisering af den vestlige verden til fordel for resten af verden, hvor det ellers endelig ser ud til, at der er ved at komme gang i udviklingen. Resultatet vil utvivlsomt blive, at den vestlige verden får sat en kynisk stopper for de fremadstormende økonomiers mulighed for at fortsætte den eller positive udvikling. Det er selvfølgelig koldt og selvisk, men når man pakker det hele ind i et behov for at redde klimaet og reducere den globale CO2-udledning, så er det svært for både lande og organisationer at arbejde mod forslaget.
Tillad mig at forklare:
I Cancun forhandler man lige nu om mængden af CO2-udledning set i forhold til et givet år. Hvilket år, og hvad målsætningen bliver, er det, der forhandles om. Det kan for eksempel blive en 20 procent nedskæring set i forhold til den mængde CO2, der blev udledt i 1995 for det enkelte land. Og det er netop her problemet ligger. I 1995 udledte hver amerikaner 19,6 ton C02 (cirka det niveau vi i Danmark ligger på i 2010), mens en brasilianer udledte 1,8 ton CO2 om året. Når det er udgangspunktet for forhandlingerne, vil man reelt lægge et låg på udviklingen i disse lande, da der simpelthen ikke er plads til udvikling, når udledningen skal blive nede på dette niveau, som intet industrialiseret land kan hamle op med.
De rige favoriseres
Et langt mere objektivt system ville være at bruge verdensgennemsnittet, som i 1995 lå på 3,9 ton CO2 per indbygger, og lade de lande, der reelt udleder mest CO2 betale den regning, som reelt tilhører dem. Det har ikke været muligt, da det netop har været de mest magtfulde lande (USA, Canada og Europa), der har udledt betydeligt mere end de mindre udviklede og mindre magtfulde lande fra den tredje verden. I stedet har man altså fundet systemet om at gå ud fra et bestemt årstal og lade det være målepinden for, hvor meget CO2 hvert enkelt land må udlede. Et system, der altså vil medvirke til en fastfrysning af det nuværende hierarki og lægge et låg på de ellers fremadbuldrende økonomier.
Ydmygende cirkus
Med dette udgangspunkt for forhandlingerne er det egentlig underordnet om niveauet bliver 1990 eller 1995, eller om målet bliver en reduktion på 20 eller 30 procent. Mange NGO’ere, politikere og embedsmænd vil kæmpe for en god aftale, der kan blive så skånsom for klimaet som overhovedet muligt, men set fra den tredje verden, er der kun detaljer tilbage at slås om. For allerede inden de reelle forhandlinger begynder, ligger resultatet klar: Den vestlige verden vinder og den tredje verden taber – endnu engang. Det er tydeligst at se konsekvenserne for de førnævnte nye store økonomier i Kina, Indien og Brasilien, men effekten vil være den samme for landene i hele den tredje verden, hvor økonomisk vækst nærmest bliver gjort umulig med den forestående aftale. Man kan spørge sig selv, hvorfor de fattige lande overhovedet stiller op til dette ydmygende cirkus. Nogle vil sige, at de fattige lande får noget med hjem i form lovning på støtte og klimavenlig teknologioverførsler, men det er blot en undskyldning - et sandkorn i ørkenen. Det rigtige svar er, at de stiller op, fordi de ikke kan sige nej. COP16 er en enestående mulighed for overhovedet at være til stede, når beslutningerne bliver taget. Håbet er selvfølgelig, at den tredje verden måske en gang i fremtiden også vil blive hørt.
/MP
Ingen kommentarer:
Send en kommentar