Ulandsbistanden glemt i valgkamp

Blå regering tager penge fra Afrika og giver til rige danskere

Vi har valgkamp i Danmark. Det er vel næppe gået nogens næse forbi. Til gengæld kan det sagtens være gået en del næser forbi, hvad de enkelte partier egentlig mener om ulandsbistand. Og hvad har de enkelte partier egentlig i sinde at gøre, hvis det bliver enten en rød eller en blå statsminister efter valget 15. september?

Kort fortalt vil ulandsbistanden formentlig endnu engang blive sat ned, hvis det bliver Lars Løkke, der skal sidde i statsministeriet. I hvert fald er der blevet fremlagt forslag om at sætte ulandsbistanden yderligere et hak ned til 0,76 procent af BNI. Og det er endda, hvis Dansk Folkeparti ikke kommer ind og trækker endnu længere ned i ulandsbudgettet. DF vil nemlig fjerne yderliger 10-15 procent af ulandsbistanden.

Hvis det bliver Helle Thorning-Schmidt, der kommer til at sidde som statsminister med et rødt flertal, vil ulandsbistanden derimod blive sat op til 1,00 procent af BNI, hvilket svarer til tre milliarder ekstra om året.

Intet liberalt alternativ for anstændighed

Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at min stemme nok falder til et parti med overvejende røde farver på deres valgplakater, men jeg kan sagtens følge idéerne i de borgerlige partiers økonomiske planer. I mine øje er det blot et spørgsmål om forskellige måder at tackle problemerne på og forskellige holdninger til omfordelingen herhjemme i Danmark. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at der for de mange danskere, der har en liberal holdning til, hvordan vi skal indrette vores samfund, ikke er et eneste parti, der går ind for en anstændig ulandsbistand.

Det nærmest, vi kommer, er Radikale Venstre, som mange liberale sikkert vil afholde sig fra at stemme på, idet RV peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Jeg vil alligevel opfordre til at stemme på en anstændig ulandsbistand. Jeg er nemlig sikker på, at de ekstra kroner rækker længere og kan gøre en større forskel i Afrika end i Assens.

Bare forestil dig, hvad 100 kroner kan gøre for en familie i Somalia – mad, vand i dagevis samt livsvigtig medicin. Og forestil dig så, hvad de samme 100 kroner kan gøre for en familie i Silkeborg – lørdagsslik og måske en billig flaske rødvin. Jeg ved godt, hvor jeg synes, pengene skal gå hen.

Ulandsbistand forsvundet i de sidste 10 år

I år 2000 lå den danske ulandsbistand på 1,06 procent, men siden er tallet faldet drastisk under de 10 år, hvor vi har haft en VK-regering. Samtidig er de midler, der trods alt stadig er blevet afsat til ulandsbistand blevet omdirigeret til også at omfatte militære indsatser og andre danske aktiviteter, så det reelle tal for ulandsbistand er i virkeligheden endnu mindre. Det er ærgerligt, når der samtidig i landene omkring os i den vestlige verden har været en voksende enighed om, at det er nødvendigt at bidrage til en mere balanceret og retfærdig verden.

Det er noget, der desværre samtidig er med til at tegne et billede af et Danmark, der forskanser sig i en tid, hvor alt ellers peger mod globalisering. Verden bliver stadig tættere forbundet, og mange økonomiske beregninger viser, at også vi i den vestlige verden på sigt kan få gavn af en mere balanceret verden. Men den vigtigste årsag til at give må stadig være anstændigheden i at hjælpe i de lande, som af forskellige årsager fastholdes i dyb fattigdom.

Tag fra de fattige, giv til de rige

I de 10 år, hvor VK-regeringen gang på gang har skåret i ulandsbistanden, er pengene blandt andet gået til skattelettelser til de absolut rigeste i Danmark. Det er i mine øjne grænsende til det vulgære, at man kan føre sådan en politik. Når Venstre og Konservative nu foreslår at skære i ulandsbistanden endnu engang, så ser det også ret skræmmende ud, når næste punkt på programmet hedder tilskud til boligkøbere, suspension af boligskatter og tinglysningsafgift samt bedre vilkår for lån til danske virksomheder.

Det er i det hele taget himmelråbende tiltag, og det er ærgerligt, at der nærmest ikke er nogen, der i valgkampen gør opmærksom på denne skævhed i VK's politik. Desværre er forklaringen nok, at der ikke er stemmer i en anstændig udviklingsbistand, og derfor er der ingen politikere, der gider røre ved. Derfor opfordrer jeg dig til at tage udviklingsbistanden med i dine overvejelser, når du næste torsdag går ind i bag forhænget og skal sætte dit kryds. For først, når bistandspolitikken kan flytte stemmer, vil den komme på dagsordenen. Og det har den så sandelig behov for at komme, når vi nu også på dette område er ved at komme ned og ligge omkring minimumsgrænsen, der er udstukket af FN.

På kant med FN-anbefalinger

Fra FN i New York er der klare anbefalinger om, at ulandsbistanden fra rige vestlige lande bør være minimum 0,7 procent af BNI. Hvis det bliver Lars Løkke, der skal styre Danmark gennem krisen efter valget, kommer vi trods alt også til at ligge en smule over dette niveau. Traditionelt har Danmark dog altid ligget langt højere end FN's anbefalinger – som nævnt 1,06 i år 2000 - og det har givet os mulighed for at trække langt større og mere økonomisk tunge lande med op i procenterne, når ulandsbistand er blevet diskuteret i de internationale fora, vi deltager i. Nu ser det ud til, at vi risikerer, at komme ned og slås med FN's minimumskrav på endnu et punkt. Det kan vi ikke være bekendt. For på trods af finanskrisen, så har vi stadig ansvaret for at gøre den globale omfordeling mere retfærdig.

Her fra DenTredjeVerden skal der derfor lyde en opfordring til at sætte et anstændigt kryds på valgkortet 15.september. Ærgerligt, at der ikke er et blåt alternativ for en anstændig udviklingsbistand, da jeg er sikker på, at holdningen om, at vi skal gøre en forskel i Den Tredje Verden findes hele vejen på tværs af den politiske skal.

/MP