Krig bliver til udvikling

Når Danmark begynder tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2014, skal de sparede millioner bruges på at forebygge krig

En krig skal udfases, og pengene skal bruges på fattigdomsbekæmpelse. Det er nærmest blomsten i geværløbet og god karma overflod. Man kan næsten høre John Lennon i baggrunden synge: "All we are saying is give peace a chance". Der er godt nyt til Den Tredje Verden fra SRSF-regeringen, der lige nu sidder i finanslovsforhandlinger.

Udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), har bebudet, at når Danmark begynder sin tilbagetrækning af styrkerne i Afghanistan i 2014, så skal de sparede millioner bruges på konfliktforebyggelse i verdens fattigste lande. Det kan lyde romantiserende og selvfølgeligt at bruge penge på at skabe forsoning og demokratisk stabilitet i stedet for krig. Så enkelt er det dog ikke, og jeg vil her i denne blog ikke komme nærmere ind på, om det er fornuftigt at trække sig tilbage eller ej – eller om krigen overhovedet skulle have været der, for den sags skyld.

I stedet vil jeg diskutere idéen bag forslaget – nemlig at bruge penge på forebyggelse gennem en ny fredsfond i stedet for behandling, hvilket i dette tilfælde vil være aktivt krigsdeltagelse. Et emne jeg selv tog op i en tidligere blog "Se problemet i øjnene".

Etisk og økonomisk er der mange argumenter, der taler for forebyggelse frem for en mere reaktionær indsats, som jo ikke er andet end simpel – og ekstrem dyr – symptombehandling. Og vi må ikke glemme, at krig desværre er et af det mest effektive fænomener til at skabe fattigdom og humanitære katastrofer. Det må vi for alt i verden undgå.

Forebyggelse er bedre end symptombehandling

Én enkelt amerikansk dollar. Så meget koster det at forebygge fejlernæring hos et fattigt barn i Afrika. Derimod koster det 80 dollars, hvis barnet skal reddes, efter det er blevet fejlernæret. Det er det simple regnestykke, vi skal tænke over, når vi lægger strategien for vores udviklingsbistand. Alligevel har vi i Danmark gennem årtier haft fokus på den dyre nødhjælp, der først bliver ydet, når det reelt er for sent og den humanitære katastrofe er indtruffet.

Sultkatastrofen på Afrikas Horn er et yderst godt eksempel på dette. Her har katastrofen nemlig været under opbygning i årevis, hvor regntiden svigtede flere sæsoner, så fødevaremanglen løbende er blevet mere og mere forværret. Men det er en glidende bevægelse, hvor det langsomt bliver værre og værre, og dermed har det været svært for NGO'erne at råbe os almindelige mennesker i vesten op. Først nu, hvor det er gået helt skævt, får den humanitære katastrofe på Afrikas Horn den opmærksomhed, som den fortjener.

Katastrofen skal selvfølgelig stoppes – men vi må lære af det. Forebyggelse er og bliver bedre end symptombehandling. Og vi kan ikke være andet bekendt. For hvorfor skal vi lade den forfærdelige katastrofe ske, før vi reagerer, når vi i flere år har vidst, hvilken vej pilen har peget. Det er uetisk og økonomisk idioti.

Bred opbakning i Folketinget

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg klapper i mine små hænder, når jeg hører sådan et forslag om mere forebyggelse. En udfasning af Danmarks engagement i Afghanistan ville ellers have været et nemt sted at hente penge for en presset regering, der lige nu sidder og leder efter millioner for at få finansloven til at hænge sammen.

Det idealistiske forslag vinder da også delvist opbakning på tværs af Folketinget. Kritikken fra den højreorienterede opposition er dog, at der mangler finansiering. SRSF-regeringen fastholder dog, at der netop er penge fra besparelsen på Danmark Afghanistan-krig. Så det burde være godt nyt for Den Tredje Verden, der nu kan se frem til mere forebyggelse.

En indsats, der dog til stadighed på mange områder er underprioriteret i forhold til den symptombehandling, vi i det globale nord er SÅ glade for.

"All we are saying is give prevention a chance..."

/MP