Har du snakket med din facer i dag?

Giv et bidrag, der nytter i Den Tredje Verden

”Ej, hvor er de irriterende”. ”De skal da ikke komme anmassende på den måde, når jeg går for mig selv og handler ind”. ”De burde forbydes”. Uanset om det er i frokostpausen, til familiemiddagen eller til et stand-up-show, står NGO'ernes facere for skud. Det lader til, at alle er enige om at hade netop denne måde, som NGO'erne samler penge ind til deres ellers velgørende formål på. 

Sjældent hører jeg, nogen forsvare, at facerne værger medlemmer i landets gågader. Derfor vil jeg her forsøge at argumentere for, at du bør møde dem med et smil og måske endda udvælge en enkelt eller to og melde dig ind i. 

Du har måske også den holdning, at facerne skal forbydes, og at de på det groveste generer din private sfære i det offentlig rum. Jeg udfordrer dig til at læse med her.

Pågående facere

Der findes overordnet tre måder, danske NGO'er indsamler penge på. For det første er der den klassiske metode, hvor den enkelte NGO har en landsdækkende indsamlingsdag med frivillige, der stemmer dørklokker. For det andet har man tv-shows, hvor danskere kan ringe ind med bidrag – disse afholdes ofte ved akutte naturkatastrofer. Og endelig har vi de udskældte og sjældent vellidte facere, der samler underskrifter og medlemmer i landets handelsgader.

Argumentet mod facerne er, at de er for pågående og irriterende. Et argument, der kan synes en smule søgt, når man sammenligner med de klassiske og populære landsindsamlinger fra dør til dør. Ser vi objektivt på det, er disse landsindsamlinger langt mere påtrængende end facere i gågaden. Her bliver vi direkte opsøgt af NGO'erne i vores eget hjem, vi befinder os ikke i det offentlige rum, og vi har ingen mulighed for at gå uden om eller at undgå øjenkontakt. Den eneste årsag til, at netop denne indsamlingsmetode er så populær, er, at vi gennem årtier er blevet vænnet til den, og at det udelukkende derfor bliver accepteret, selv om selve indsamlingen reelt set er langt mere anmassende end facerne i gågaden. Jeg vil derfor mene, at det i virkeligheden er den sorte samvittighed, der får facerne til at virke anmassende og ikke metoden.

Giv fast bidrag ikke kun til katastrofer

En anden indsamlingsform, vi har set mere og mere af de seneste par år, er tv-shows, der samler ind til katastroferamte områder – senest Haiti. Det er meget godt, men vi må tænke over, hvad det er vi vil med vores bidrag. Vi hjælper med at genopbygge fattige områder, så de påvirkede mennesker kan komme på fode igen og fortsætte deres liv i relativ fattigdom, som de plejer. Disse katastrofer vil komme igen og igen, og det vil kræve milliarder af kroner at genopbygge de fattige lande én for én, når naturkatastroferne uundgåeligt vil fortsætte med at hagle ned over Den Tredje Verden. Hvis vi virkelig vil hjælpe, så er disse engangsbeløb ved katastrofer ikke vejen frem. Løsningen vil være en betydelig, kontinuerlig hjælp og støtte til at afhjælpe fattigdom i Den Tredje Verden. For en naturkatstrofe rammer nu engang hårdere i et land, hvor husene er bygget i blik og ikke i sten. En enorm opgave, som vel nok kræver mange penge og en stor indsats fra NGO'erne, men jeg er ikke i tvivl om, at det er netop den løsning, vi bør vælge. 

Ens for både landsindsamlinger og tv-shows er, at der bliver givet engangsbeløb til afhjælp af katastrofer uden øje for de langsigtede løsninger, der i virkeligheden er brug for. Med et medlemskab og et fast månedligt bidrag kan vi sikre, at kompetente NGO'er kan have de langsigtede mål for øje. I sidste ende vil der komme klart mest nytte ud af de støttekroner hver enkelte dansker yder.

Desuden er der langt flere nyttekroner i at give bidrag direkte som medlem, da både tv-shows og landsindsamlinger er dyre at afholde. Og glem så ikke skattefradraget, når støtten overstiger 500 kroner årligt. Et fradrag som de færreste husker ved donationer til tv-shows, og som er svært eller helt umuligt at få ved landsindsamlinger.

Medierne skævvrider

Ved at facerne på landets gågader værger medlemmer, der bidrager med faste beløb til kompetente NGO'er, undgår vi også den populisme, der er begyndt at præge indsamlingerne. Hvem bekymrer sig måske lige nu om Sri Lanka, Congo og Somalia, hvor nogle af verdens værste humanitære kriser nu finder sted? De færreste formoder jeg, da det ikke er ”nye katastrofer”, og derfor får disse ellers meget alvorligere kriser langt mindre mediebevågenhed og dermed også langt mindre opmærksomhed fra de danske bidragydere i forhold til nye kriser som i Haiti og Pakistan.

Min pointe er, at hvis vi lader de enkelte katastrofers medietække være den eneste afgørende faktor for, hvor meget vi gider bidrage med, så får vi et håbløst system, hvor det ikke er dem, der har mest brug for hjælp, der får hjælp. Det vil også betyde, at de virkelig alvorlige katastrofer - naturskabte eller menneskeskabte - som virkelig skaber et stort behov for bistand, vil blive glemt, da det efter kort tid ikke længere er interessant for et medie at reportere fra en ”gammel katastrofe". I stedet bør vi netop give faste bidrag til NGO'er, der så med deres viden og erfaring fra de enkelte katastrofeområder kan vurdere, hvor hjælpen er mest nødvendig, og hvor den vil gøre størst nytte. Men det måske vigtigste argument for faste bidrag til NGO'erne er, at de netop med en fast indsats kan sætte vedholdende ind mod den fattigdom, som af en række udviklingseksperter betegnes som den største humanitære udfordring for den moderne verden i dag (se "Se problemet i øjnene" og "Pinlige Pind" her på bloggen).

Stem på Den Tredje Verden

Jo, det ville være bedre, hvis der slet ikke var behov for facere, NGO'er og alt udviklingsarbejde blev varetaget af verdens regeringer samt supra- og mellemnationale organisationer som FN og Verdensbanken. Desværre er det bare sådan, at vi gang på gang stemmer personer ind i Folketinget, som skærer på udviklingsbistanden og kun interesserer sig for indenrigspolitiske spørgsmål. Man kan mene, at det er for dårligt af politikerne, men faktum er, at de kun interesserer sig for det, vælgerne bekymrer sig om. Så i virkeligheden er det vælgerne, os selv, vi bør pege fingre af. Husk det, næste gang du sætter din stemme til et valg.

Indtil vi får en regering, der tager udviklingspolitikken seriøst - hvis vi da nogensinde får det - må det være op til hver enkelte dansker at støtte den udvikling, som der vitterlig er behov for i Den Tredje Verden. Jeg kan derfor kun opfordre til at møde facere med et smil. Hør på dem, og sæt dig ind i hvad de forskellige NGO'er står for. Udvælg en, to eller måske en hel portefølje af organisationer, der arbejder for netop det, du mener kan gøre en forskel i Den Tredje Verden.

/MP

Til skeptikerne

PS.: Er du ikke blevet overbevist, så giv din mening til kende i kommentaren herunder!