søndag den 30. januar 2011

Invester i Afrikas ungdom

Dårlig Danmarksindsamling tegn på sort fremtid

Hele Danmark var samlet om at samle ind til Afrika i går. Mads Mikkelsen tog mod donationer over telefonen, Michael Kvium solgte malerier på auktion og hundredvis af virksomheder donerede større beløb, som løb over skærmen hele lørdag aften. Det hele blev krydret med mad fra de storsmilende brødrene Price og et par DR-værter med strittende hår og konstante, kække opfordringer til danskerne hjemme ved kakkelbordene om at give et bidrag til Afrikas børn og unge, som indsamlingen i år skulle gå til. I alt blev det til 87 millioner kroner.
Umiddelbart lyder det som et flot og storsindet beløb, men alt er ikke så dejligt, som de store smil, der kørte over skærmen hele lørdag aften på DR1.

Ligeglad med Afrika
I 2010, da finanskrisen ellers var på sit højeste, blev der samlet 130 millioner ind til landsindsamlingen, og i årene op til havde det år for år lykkedes os at samle mere og mere ind til det nødlidende Afrika. Men nu i 2011 har vi altså knækket kurven, hvor vi har tabt næsten en tredjedel af det beløb, der blev samlet ind sidste år.
Så må vi spørge os selv, hvorfor kurven nu er vendt i 2011, hvor det lykkede at skrabe lige godt 16 kroner sammen pr. dansker. 16 kroner. Man kan håbe, at det er fordi, alle danskere har været forbi denne blog og fulgt mit råd om ikke at give til de enkeltstående indsamlinger men i stedet melde sig ind i en NGO og donere faste månedlige beløb (se ”Har du snakket med din facer i dag?" på denne blog under december, 2010). På den måde bliver det nemlig muligt at skabe vedvarende og langsigtede projekter, der virkelig kan gøre en forskel for Den Tredje Verden. Jeg er desværre ret sikker på, at http://www.dentredjeverden.blogspot.com/ ikke har haft så mange besøgende endnu.
Jeg kunne derfor være bang for, at det er den generelle holdning til at hjælpe med at skabe mere lighed i verden, der har ændret sig. Afrika sælger simpelthen ikke billetter længere, og det kan blive et kæmpe problem for de mange afrikanske lande, der vitterligt har brug for hjælp til at komme ud af den fattigdom, som trods positive udviklingstegn stadig har så godt fat i kontinentet. Jeg håber det ikke, men det kunne desværre godt se sådan ud. Det vil blive en sort, sort fremtid Afrika vil gå i møde. Men der er muligheder – og netop Afrikas ungdom er en af dem, mener jeg.

Sats på børn og unge
Danmarksindsamlingen 2010 var altså rekordåret, og her gik de indsamlede penge til projekter, der skulle støtte afrikanske kvinder. I år gik beløbet til afrikanske unge. Måske har afrikanske kvinder bare været et mere sexet emne at samle ind til end Afrikas unge. I hvert fald har kvinder fået ekstrem meget fokus i dansk udviklingsarbejde gennem de seneste par årtier. Men at danskerne skulle føle, at det er mindre attraktivt at donere til Afrikas børn og unge er super ærgerligt, for det er netop her, vi kan sikre en lysere fremtid for Afrika. Med uddannelse til Afrikas børn og unge er det muligt at skabe fundamentale ændringer i de afrikanske samfund. Især set i lyset af at mere end 50 procent af befolkningerne i mange af de fattigste, afrikanske lande er under 25 år, kan man se, at hvis det lykkes at uddanne denne generation og give de unge bedre muligheder, så er der rent faktisk mulighed for at skabe holdbare ændringer, der også på sigt kan gøre en stor forskel for Afrika.
Hvis det er sandt, at danskerne har tabt interessen for Afrika og den afrikanske ungdom især, så vil jeg blive meget ærgerlig. Jeg håber ikke, at det er tilfældet, og at der er andre faktorer, der er skyld i det umiddelbart halvslatne indsamlingsresultat.

Hvis ikke du allerede donerer faste månedlige beløb til en NGO og fik du ikke lige sendt en sms til 1212 i går, så er der al mulig grund til at melde dig ind i en velgørende organisation. Afrikas ungdom har i hvert fald brug for al den støtte, den kan få lige nu. Er det netop Afrikas børn og unge, du vil støtte, så kunne et medlemskab i UNICEF måske lige være noget for dig. Du kan læse mere på http://www.unicef.dk/, hvor du kan se, hvordan netop denne organisation arbejder for Afrikas børn og unge.

/MP

3 kommentarer:

  1. Hvad mener du? Er 16 kroner pr. dansker egentlig et flot resultat, så det bare er mig der er mavesur?

    Eller er vi rent faktisk på vej til at mure os inde i et navlepillende, dansk samfund, der får sværere og sværere ved at se ud i verden?

    SvarSlet
  2. Kunne sidste års ekstraordinært høje beløb ikke også have noget at gøre med, at den skete i skyggen af jordskælvet på Haiti, hvortil indsamlingen også gik?

    SvarSlet
  3. Jo bestemt, Randi. Folk er ofte mere villige til at slippe kronerne, når der bliver sat direkte ansigt på problemerne. Det er også fint nok, men som der bliver diskuteret i bloggen, jeg har linket til herunder, så får man mere nytte for pengene, hvis man hjælper før en katastrofe. Et jordskælv, en tsunami eller hvad det nu kan være, rammer nemlig meget hårdere, hvis en befolkning, som på den på Haiti, bor i blikskure og ikke i murstenshuse.

    http://dentredjeverden.blogspot.com/2010/12/har-du-snakket-med-din-facer-i-dag.html

    Desuden er resultatet for 2011 lavt, selv om vi trækker rekordåret 2010 ud af ligningen.

    SvarSlet